Anna Labuhn gør oprør mod stresset arbejdsliv: ”Det er nogle lorteregler”

Jeg kørte den vej, der var udstukket, da jeg gik på mit studie. Det var lige ud ad landevejen. Jeg havde et fedt studiejob på Børsen, og jeg havde aldrig problemer med at gå til eksamen.

Men da jeg kom i praktik i en offentlig kommunikationsafdeling, gik det lynhurtigt ned ad bakke. Jeg fik stresssymptomer. Jeg oplevede et stort pres ved at gå fra den trygge boble på universitet til at være fuld tid med en masse forventninger. Især mine egne forventninger i virkeligheden. Og jeg fik ikke løn for det. Det var også en stressfaktor.

Det var en fed praktikplads, og jeg brændte virkelig for det. Mine kolleger og min leder var megasøde. Men den ene kommunikationsmedarbejder var på barsel, og den anden kommunikationsansvarlige sagde op to dage efter, jeg startede. Så vi var reelt kun mig på fuldtid i kommunikationsafdelingen. Og jeg skulle referere til en chef, der ikke var i min branche. Jeg fik stort set alle opgaver.

Jeg kunne prøve kræfter med alt. Det var så fedt. Og jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle sige nej til noget. Jeg ville virkelig gerne vise, hvad jeg kunne. Men jeg stod alene med det og havde kun en deltidsmedarbejder at sparre med, så mit hoved var helt fyldt.

Jeg havde slet ikke ressourcerne til at løfte det. Eller leve op til de forventninger, jeg satte til mig selv. De forventede faktisk ikke noget vildt af mig. Jeg havde bare aldrig prøvet det før.

Jeg oplevede også ofte at sige, at jeg sagtens kunne løse opgaver, selvom jeg ikke anede noget om det. Det har jeg taget til mig i dag som selvstændig med nye kunder. Jeg er meget ærlig, hvis der er noget, jeg ikke ved og siger, at jeg vil undersøge ting.

I jobbet fik jeg lov til at lave alt. Skrive klummer, rette talenoter, lave grafik og eksekvere på projekter. Det var mega sjovt. Men det blev lidt forventet, at jeg var specialist på alle områder. Der gik det galt for mig, for jeg kunne bruge alt for lang tid på at lave en grafik eller skrive en tekst. Hvis der havde været nogen, der havde kunnet hjælpe mig med at sige, at det ikke skulle være perfekt, havde det været en bedre læring.

Det værste er, at det typisk er mega kedeligt, hvis det hele er perfekt. Og du lærer også oftest af dine fejl.

Jeg tog toget hver morgen på arbejde. En dag, da jeg gik fra stationen mod arbejdet, kunne jeg mærke, at jeg havde ondt i lænden og ballen. Jeg gik dårligere og dårligere og forstod ikke, hvad det var.

Efter noget tid fik jeg også hjertebanken. Jeg sad og rokkede i min kontorstol, og jeg følte, at min skærm rykkede sig. Jeg mærkede en sitren i kroppen, som om det summede i fingrene. Jeg fik muskelspændinger. En måned efter de første symptomer kom, blev jeg svimmel. Det skete hver gang jeg satte mig foran computeren. Min krop sagde, ”wow, du skal lige passe på”.

Hvis jeg arbejdede hjemmefra, kunne jeg godt ligge ned en hel dag, fordi det var rarere for min krop. Når jeg satte mig op, svimlede det. Det var meget voldsomt.

Jeg havde en episode, hvor jeg stod på Østerport og ventede på toget. Jeg følte bare, at jeg svævede. Der tænkte jeg, at nu er den helt gal. Jeg tog stadig på arbejde. Det var ikke en undskyldning for mig, hvor jeg skulle lægge mig syg, for det hele var jo lidt fluffy.

Først troede jeg, at det var en fysisk sygdom. Jeg blev undersøgt en masse, for jeg kunne jo ikke være så presset, tænkte jeg. Jeg var jo bare praktikant. Stress hører travle forældre til. Så jeg tog bare på arbejde hver dag og kørte derud af, og så faldt jeg i søvn ved 7-8-tiden om aftenen og var helt væk. Jeg kunne gå på arbejde og ikke mere.

Min svimmelhed udviklede sig til, at jeg også var svimmel i weekenderne. Når jeg gik på gaden eller lavede andre ting var der momenter, hvor det aftog. Det var, når jeg fuldstændig glemte mig selv. Hvis jeg var sammen med min niece og nevø for eksempel. Bagefter kom det igen. Og jeg tænkte på det hele tiden. Når jeg vågnede, mærkede jeg efter, om det var der. Det blev selvforstærkende. Jeg blev også ramt af angstanfald.

Efter praktikforløbet startede jeg på et bureau, hvor man gør tingene på en helt anden måde. Det var et sted, hvor ingen arbejdede mere end 25 timer om ugen.

Det var en kæmpe øjenåbner for mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at flere af mine nye kolleger også havde kæmpet med stress og mentale udfordringer, og det var rart at komme ind et sted, hvor folk virkelig passede på deres helbred. Der var høj tillid, og det var rart, at jeg kunne trække mig, når stresssymptomerne kom.

Det er også det, der har gjort, at jeg har tænkt, at man godt kan arbejde på en anden måde. At jeg er freelance nu.

Jeg kan godt blive lidt aktivistisk. Lidt sur over den måde, vores samfund er bygget op på. Vi ser os som maskiner. Det er en drivkraft for mig at sige ”fuck det”. Det er nogle lorteregler for at være lidt … jeg vil hellere modbevise det. Folk kan ikke lide dig mindre, fordi du er et menneske med fejl. Folk kan bedre lide dig, hvis du er ærlig og laver en fejl her og der.

Jeg gik til psykolog. Men jeg synes bare det blev værre af at sidde og snakke om mine følelser. Min psykolog var også forvirret, for jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. Jeg græd over alt, hun gravede i. Om det var noget med min barndom eller mine forældre? Og det var det bare ikke. Jeg havde bare for meget på mine skuldre.

Så afsluttede jeg det forløb og fik øjnene op for metakognitiv terapi. Jeg havde bekymringstanker, så jeg kunne ikke tænke mig ud af mine problemer. Jeg skulle ud af hovedet og ned i kroppen.

Jeg fik det bedre, når jeg ikke tænkte så meget. Det har jeg arbejdet mest med efterfølgende. At genoptage nogle hobbyer eller lægge min telefon fra mig. Være mere samme med min familie og mine veninder. Jeg går også meget til spinning og vil gerne ud på cyklen i varmen om lidt. Og jeg er lige startet med at brodere også, fordi jeg mangler en stillesiddende hobby.

Det er noget, jeg skal gøre aktivt, for det kan hurtigt være sådan, at jeg har arbejdet og så sætter jeg mig med min telefon og forholder mig til hele verden. Og det er så svært at lade være med. For det er 100 procent også en del af det pres, man oplever i branchen. Når du arbejder med marketing og SoMe føler du ofte, at du er på hele tiden.

Jeg er virkelig hård ved mig selv. Jeg ser mig selv med mere milde øjne nu. Du er bare et menneske. Du gør det godt nok. Det er en kliche, men det giver så god mening for mig at sige: Hvad tænker du, når du ligger på dit dødsleje? At du ikke nåede alle opgaver og præsterede hele tiden? Det er jo ligegyldigt. Jeg er et menneske, det skal ikke være perfekt det hele. Men det er meget nemmere sagt end gjort.

I dag når jeg har været til kundemøde, kan jeg godt sidde bagefter og sige, det var ikke godt nok, du skulle lige have været lidt federe og lidt sjovere og have sagt noget klogt. Jeg tror, at det er der jeg har trænet min hjerne nok til at sige rolig nu, du gør det godt nok.

En løsning for mig har været at sætte tempoet ned. Særligt nu som freelancer, hvor jeg sørger for, at min uge ikke er mere travl, end at jeg kan få noget frisk luft midt på dagen eller holde lange kaffepauser. Det har været virkelig positivt for min energi og ikke mindst den kreativitet og eftertænksomhed, som er vigtig for mig i mit arbejde. 

Jeg kan stadig godt opleve symptomerne i dag. Hjertebanken og svimmelhed. Rysten. Og også bekymringstanker. Det sætter sig først fysisk i kroppen på mig, før jeg tænker over det. Ofte finder jeg ud af, at det er mine tanker om opgaven, mere end det er sleve opgaven, der presser mig. Det er tankevækkende.

At lære at håndtere pres og stressede situationer har været guld værd for mig. Det er det positive jeg tager med derfra. Jeg tror, jeg kender mig selv bedre end mange, der ikke har døjet med de problemer før.

Jeg svarer heller ikke i dag på mail efter klokken fem, medmindre vi har aftalt det. Det er ikke for at sige, at mit arbejde ikke er vigtigt, men så vigtigt er marketing og kommunikation heller ikke. Du kan godt svare på en mail dagen efter. Det er som regel ikke liv eller død.

Lige nu har jeg fokus på, at jeg gerne vil lave noget, der er sjovt. Jeg vil rigtigt gerne arbejde med mit fag, men jeg kan også godt lave noget andet noget af tiden. Før havde jeg planlagt min karriere og skulle stige i graderne. Men nu er jeg drevet af det, jeg gerne vil.