“Jeg gik rundt med en superhelte-mentalitet om, at jeg ikke kunne få stress”

Jeg var 27 år, da jeg fik stress. Et par år forinden var jeg startet hos et af Danmarks største og ældste reklamebureauer i et studiejob, der fyldte mere end de normerede timer og hurtigt blev til en fuldtidsstilling. Da jeg skrev speciale, var jeg på bureauet i hverdagen til sent, og så skrev jeg specialet i weekenden. Da specialet var afleveret, trykkede jeg endnu mere på speederen og kunne se, at jeg kom hurtigt frem. Min stilling, rolle og løn løftede sig. 

Der var ting på kultur- og ledelsessiden, der ikke fungerede for mig. Mine ambitioner blev belønnet baseret på antallet af timer og opgaver, jeg kunne tage ind, men der var aldrig en reel samtale med en leder om, hvor overfyldt jeg var. Jeg sagde aldrig nej, negligerede mine negative tanker og alarmerende signaler, fordi jeg var fokuseret på at bevise mit værd.

Jeg blev en del af kulturen og drev selv work-hard-mentaliteten. Derfor peger jeg heller ikke fingre. Det var mine egne ambitioner og pleaser-gen, der var en dårlig kombination med et sted, hvor jeg følte, jeg kunne miste min position, hvis jeg sagde fra. Og det sidste var jeg simpelthen ikke moden nok til.

På et tidspunkt havde vi solgt et produkt ind til en kunde, vi i princippet ikke vidste, hvordan vi skulle løse, og det havde krævet mange, lange aftener og til sidst nætter, for at komme i mål. Jeg sov ikke meget i den periode. På dagen vi leverede, var jeg til et langt brief, hvor jeg faldt i søvn foran kunden.

Tilfældigvis skulle jeg på ferie lige efter, hvor jeg fik pustet ud, men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke komme i gang. Jeg sad bare foran skærmen og mit hoved ville ikke starte. Alligevel havde jeg også arrangeret en jobsamtale ude i byen, som jeg ikke husker meget af.

Da jeg kom hjem fra jobsamtalen, ringede jeg til min mor, der er sundhedsplejerske. Hun havde været bekymret i lang tid og bad mig melde mig syg. Det gjorde jeg modvilligt, tog til lægen om morgenen, der hurtigt konstaterede, at jeg var stressramt. 

Jeg gik rundt med en superhelte-mentalitet om, at jeg ikke kunne få stress, så lægens ord skulle først synke ind. Det var pinligt, og jeg følte, at jeg havde svigtet mig selv og min arbejdsplads. Min leder var ikke typen, man snakkede med den slags om, så jeg ringede til en anden i organisationen og blev sygemeldt. Jeg talte aldrig direkte med min leder om hvad der var sket, og jeg havde indtrykket af, at han havde svært ved at være i det, da jeg kom tilbage.

Da jeg var sygemeldt, satte jeg mig på et tog til Jylland, hvor mine forældre var flyttet fra Aarhus til et naturskønt område. Jeg slog mig ned i et par uger, gik lange ture, læste, talte med mine nærmeste og prøvede at forstå, hvordan det var nået dertil.

Jeg brugte meget tid på at reflektere over min egen arbejdsiver, manglende ansvarstagen over for mig selv og kulturen og min nærmeste leder. Jeg accepterede langsomt, at det er helt naturligt at blive ramt af stress, at jeg havde og har begrænsninger, og at der er alarmknapper, man bare ikke må ignorere. Da jeg kom tilbage, blev jeg placeret i en anden afdeling, men der gik kun et par måneder, før jeg skiftede job. Jeg vil ikke have været min tid på bureauet foruden, men jeg ville ønske, at jeg havde været mere moden, og det ikke blev drevet dertil, hvor det endte.

Jeg skiftede til Hjaltelin Stahl (nu Accenture Song, red.), hvor jeg endte med at sidde i ledelsen med ansvar for bureauets account-afdeling. Jeg arbejdede stadig meget, men rammerne var nogle andre. Der oplevede jeg som leder at have medarbejdere, der gik ned med stress, og det ærgrede mig virkelig.

Hvordan kunne det ske, når jeg gjorde en dyd ud af ledelsesmæssig tilstedeværelse og ærlig dialog? Men i den her branche kan du arbejde solen sort. Der er altid et new-biz-møde, der skal jagtes, et oplæg, der skal laves eller en deadline, der spænder til. Og hvis man ikke ved, hvordan man siger stop, bliver det svært at være i. Derfor råder jeg altid medarbejdere til at mærke efter og kommunikere. Der er andet i livet end arbejde, og som leder har jeg kun fået respekt for folk, der har sagt nej.

Hos Hjaltelin Stahl var jeg tæt på at gå ned med stress igen. Det var under corona-nedlukningen og min hverdag blev vendt på hovedet. Jeg var ensom, og der var ingen stimulanser, så jeg forsøgte at arbejde mig ud af det. Jeg nåede heldigvis at trække i håndbremsen og erkende, at jeg var på grænsen. Sammen med vores direktør fik jeg hurtigt rykket rundt på mine opgaver. Det var et sårbart øjeblik, da jeg satte mine medarbejdere ned og fortalte dem om situationen.

I år har jeg startet mit eget bureau med en partner, og vi har snakket meget om, hvilken arbejdsplads vi gerne vil være. En ting, der er vigtig, er forventningsafstemningen med de ansatte. Ved de, hvad vi forventer af dem, er deres rolle klar. Og har de klare målsætninger, så vi ikke giver dem en rolle, de ikke er klar til at påtage sig? Forstår de, hvad de bliver målt på, og hvad der forventes af dem?

Jeg håber, at den yngre generation tager mere vare på sig selv og tør sige fra. Jeg har heldigvis oplevet unge jobsøgende spørge ind til kultur, værdier og ledelsesstil, så pilen peger på, at det går den rigtige retning. Mit bedste råd er: “Din karriere er ikke en sprint. Find dit eget tempo og pas på dig selv. Du skal nok nå det hele”.

Markedsføring har forelagt Søren Brix’ fortælling for det bureau, hvor han fik stress. De har ingen kommentarer.