”Stress kan blive det bedste, der er sket i dit liv”

Jeg ramte en mur i efteråret 2021. Hvor jeg egentlig havde været bevidst om det i over et år. Men jeg havde bare sagt: Det er ikke stress. Jeg har det svært med ordet stress generelt. Dem, der er ramt af det, er blevet defineret som nogen, der er svage og vi skal passe på. Og det passer ikke.

Det er altid noget, der bygger sig op. Det er noget, vi alle sammen et eller andet sted har hele tiden. Man ser stress som en svaghed. Men reelt er det dem, der er mest pligtopfyldende, det rammer. Fordi man er så dedikeret til det, man laver.

Det, der rammer mig, er, at jeg ikke kan komme ud af sengen længere. Min krop har bare sagt, nu går det ikke mere. Det var fuldstændig altopslugende. Og når du ikke har en balance, er du ikke glad. Jeg mistede glæden. Forskellen mellem stress, depression og angst glider lidt sammen. Det føles som en sort sky, der bare hænger over dit hoved.

Jeg begravede mig i arbejde. Det kunne jeg forholde mig til. Men jeg sikrede mig ikke, at jeg havde en balance i mit liv – og rammerne rundt om hjalp mig heller ikke med at få balancen. Jeg havde en chef, jeg ikke kunne sige fra over for. Og jeg følte mig aldrig god nok. Det var det, der gjorde, at det gik galt.

Jeg begyndte også at tilsidesætte alt andet. Jeg kunne forholde mig til det håndgribelige i, at jeg hele tiden kunne lave noget mere på arbejdet. Men det kan du altid. Jeg kunne ikke selv sige, at det her er godt nok, og der er en ny dag i morgen.

Da det gik op for mig, var jeg stoppet med at løbe, som jeg ellers elsker. Jeg lod det også glide hen at mødes med veninder, for det kunne jeg ikke overskue. Det var sket helt ubevidst i takt med, at jeg fik mindre overskud efter lange og hårde arbejdsdage.

Man kan virkelig fortælle sin krop meget. Sige til den, at den reagerer forkert. Eller at det, den føler nu, er normalt. Jeg kunne have flere dage, hvor jeg var ked af det og græd end dage, hvor jeg var glad. Jeg kunne godt fornemme, at der var noget galt med mig. Men jeg gav mig selv skylden. Jeg kunne også gå på arbejde og smile og sørge for, at det kørte, og så kunne jeg gå ud på toilettet og græde og gå ind igen og være glad.

Jeg kunne ikke styre, hvordan jeg havde det, for jeg kunne ikke føle det. Men jeg vidste, at noget var galt.

Det var mig selv, der tog beslutningen om at opsøge en psykolog. Jeg kunne og ville ikke sætte stress på som et label. Det var en følelse af, at noget skulle ændres. Jeg prøvede at sige til hende: Giv mig opskriften. Hvad skal jeg gøre ved det? Det er en sindssyg læring, når man aldrig har stået med sådan noget før, at man tror, at der er en opskrift på det. For det er der ikke.

Jeg ville gerne vide, hvor lang tid det ville tage, og hvad jeg skulle gøre. Men det er ikke sådan, det fungerer. Det kunne hun ikke give et svar på. Der oplevede jeg frustrationen. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg vidste, hvad jeg så skulle gøre. Hvis du brækker benet ved du, at du skal have gips på og vente. Og så får du det af, og så kan du genoptræne.

Jeg tænkte heller ikke, jeg skulle sygemeldes. Jeg prøvede at sige, at jeg bare skulle have en pause. Jeg gik tilbage til hende og sagde, at jeg havde lagt ind i min plan, at om et par måneder kunne jeg lige lægge en uge ind som en pause. Jeg skulle bare lige nå nogle arbejdsopgaver. Hun siger til mig: Det er ikke en pause, du skal have. Det er en sygemelding.

Det er vitterligt først, da der ikke er flere glade dage tilbage, og jeg ikke kan stå op om morgenen, at jeg er nødt til at melde mig syg og indse, at jeg skal prøve at lægge tingene om.

Jeg kan huske, jeg havde et eksternt møde, som jeg skulle ringe og aflyse. Jeg havde så dårlig samvittighed over det. Og da jeg ringede og sagde det, var det første gang, jeg skulle sige højt, at jeg var sygemeldt. Jeg blev mødt af svaret: Det er jeg rigtigt ked af. Men du skal bare vide, at det kan blive det bedste, der nogensinde er sket dig.

Der tænkte jeg: Det var lige godt provokerende sagt. For midt i det kan du slet ikke se en vej ud. Men det startede en følelse af: Så skal det også blive det. Men jeg var også helt vildt … pinlig over at få stress. Jeg tror, der gik to-tre måneder, før jeg accepterede det.

Jeg følte, det var en slags fri, jeg havde. Jeg vidste ikke, om jeg kunne gå ud og smile eller gøre noget. Skal jeg bare ligge og kigge ind i en væg. Hvis jeg er sygemeldt, hvad må jeg så? Må jeg godt gå en tur? Må jeg godt tage ud og spise med nogle veninder, hvis jeg har overskud til det? Jeg troede, jeg kunne meget mere, end jeg egentlig kunne. 

Men jeg betalte en pris for det, for når jeg havde gjort noget, så kunne jeg intet i dagene efter. Og jeg kunne ikke koble de to ting sammen.

Jeg tænkte om mig selv, at jeg var doven. Selvom jeg havde brug for at tanke energi op og være alene, så ville jeg alligevel ikke være alene. Jeg var ked af det over, at det var uoverskueligt. Og jeg slog mig selv i hovedet over, at der var ting, jeg ikke kunne.

Jeg begyndte at forstå det igennem mange samtaler med en god psykolog. Og ved at sige det højt til andre, oplevede jeg, hvor mange andre der også har været i samme situation eller har nogen tæt på, der har været i det. Jeg begyndte at kunne spejle mig i andre og se, at det, jeg føler, ikke er forkert.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke får energi af at sidde begravet i arbejde i 14 timer om dagen – dag ud og dag ind. Jeg får energi af at gå eller løbe en tur. Og det giver mig energi at være sammen med bestemte mennesker. Og de mennesker, som ikke giver mig energi, er nogen, jeg ikke skal bruge energi på. Både privat og på arbejdet.

Jeg begyndte at dyrke bøger om emnet, og at høre podcast om det. Jeg prøvede at finde et fællesskab i det. Også for at få succeshistorier. Man hører om, hvad der sker frem til, at folk får stress. Men ikke om, hvad der sker bagefter. Det er endnu mere vigtigt for folk, der står i den situation.

Jeg var helt ængstelig i situationer, hvor jeg bare skulle slappe af. Som yoga. Det var lidt for alternativt for mig. Der sker ikke en pind. Jeg troede ikke, det havde et formål. Men jeg fandt ud af, at yoga og mindfulness kan give den ro, det kræver for at være i balance i en stresset hverdag for mig.

En solskinsdag i 2022 på Northside følte jeg mig rigtig glad. Det er en dag, jeg kan huske som en sejr. Den sorte sky hang ikke over hovedet. Det gav mig lyst og en følelse af, at jeg gerne vil mere. Også arbejdsmæssigt. Jeg vil ikke sige, at jeg følte mig som mig selv igen, for jeg følte faktisk, at jeg var et bedre sted på det tidspunkt. Jeg begyndte at have overskud og være positiv. Jeg kunne igen finde ud af at formulere, hvem jeg er, hvad jeg gerne vil, og hvad jeg er dygtig til.

Jeg besluttede mig i juni 2022 for, at jeg ville gå selvstændig. Inden da havde jeg slet ikke selvtillid til at række ud til virksomheder, men det har jeg nu. Jeg føler, at jeg kan bidrage med noget. Jeg bruger meget energi på det, men det giver mig også meget at gennemføre det.

Min hverdag blev også anderledes bagefter. Førhen fyldte jeg bare på. Det blev meget rodet. Jeg kan nu meget bedre sige, at de opgaver, der giver mig energi, er dem, jeg jagter. Og de ting, der bare tager energi og er ude af mine hænder, behøver jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan nemmere sortere i, hvad jeg siger ja og nej til.

Hvis jeg vågner om natten eller får tics ved øjet eller kan mærke, at noget sidder oppe i brystet på mig, så skal jeg stoppe op. Så folder jeg følelsen ud. Ser, hvad der konkret sker – og finder ud af, hvad jeg kan gøre ved det. Og kan jeg ikke gøre noget, så prøver jeg at lade det flyde væk. Selvom det er noget, jeg konstant skal øve mig på.

Jeg er et meget bedre sted, end jeg nogensinde har været. Og det er det bedste, der er sket mig. Det her med at se stress som en svaghed … jeg synes, det er en kæmpe styrke. Det er det vigtigste kursus, du kan tage. Som menneske har det givet mig helt vildt gode redskaber, og jeg kender mig selv bedre, end jeg nogensinde har gjort.

Jeg kan mærke noget igen. Når jeg er glad. Og når jeg faktisk er ked af det over noget.

Der findes ikke en opskrift på at komme ud af stress. Min læge fortalte mig en anekdote undervejs, som lød sådan her: Man skal forestille sig, at man står ved bredden af en sø og skal over på den anden side. Det vil kræve, at den fryser til is. Indtil da skal man blot vente. Når isen begynder at fryse til, kan man forsigtigt forsøge at træde ud, men altid varsomt. Der vil stadig være huller, som ikke er frosset til, som du kan falde i.

Jeg har den samme provokerende tilgang til det, som jeg selv mødte: Stress kan blive det bedste, der er sket dig. Jeg ville nok sige til folk, at jeg er ked af at høre det. Men jeg ville også opmuntre dem og sige, at selvom det er virkelig hårdt, så bliver det bedre på den anden side. 

Det har fyldt i en længere periode for mig, end jeg havde regnet med. Men det er så lille en periode i forhold til alt det, jeg har lært.