I alt angiver 36 procent af marketingansatte i en ny undersøgelse fra Business Danmark, at de enten en del af tiden, en stor del af tiden eller hele tiden har oplevet stress de sidste seks måneder på arbejdet.
Samtidig angiver 2 ud af 3 i undersøgelsen, at arbejdstempoet enten altid eller ofte er højt gennem hele arbejdsdagen. I alt har 486 marketingansatte svaret på undersøgelsen.
Dermed står det klart, at marketing – fortsat – er plaget af problemer med stress og et stort arbejdspres.
I 2023 satte mediet Markedsføring sammen med Business Danmark stort fokus på stress i branchen. Her lød det fra 4 ud af 10 marketingmedarbejdere, at de inden for et halvt år havde oplevet stress i hvert fald en del af tiden på arbejdet.
Gentager billede fra 2023
Billedet var nogenlunde det samme i 2022. I 2023 lød det blandt andet fra ekspert i stress og erhvervspsykolog Malene Friis Andersen, at mængden af stress i branchen var problematisk.
”Der er en stor gruppe, som føler en form for stress på deres arbejde. Og det skal arbejdsgiverne være meget opmærksomme på. Det er ikke sådan, at de alle skal sendes til psykolog, eller at de alle er på randen af en sygemelding. Men problemerne begynder også, inden det sker,” sagde hun.
Hun pegede blandt andet på, at arbejdets natur også fordrer stress.
”Særligt i den her type arbejde, hvor man har brug for sine kreative evner og evner til at prioritere, samarbejde og blive inspireret, er stress en udfordring. Det er både et problem for arbejdsgiverne, men det er også et problem for arbejdstagerne, der leverer dårligere på arbejdet og får en dårligere livskvalitet.”
Tallene vakte i 2023 også bekymring hos Business Danmark. Fra Martin Kildgaard Nielsen, adm. direktør i organisationen, lød det, at man som ansat i branchen kan være under stort pres.
”Jeg vil helt klart sige, at det er en branche, hvor man arbejder under et stort pres. Tingene går ekstremt hurtigt, og det stiller store krav til medarbejderne. Vi får også et stigende og stort antal henvendelser om stress i vores karriererådgivning.”