Nord DDB’s danske CEO siden 2020, Annette Piilgaard, overlader direktørstolen til bureauets hidtidige Executive Creative Director, Mikkel Jønsson, og forlader selv bureauet.

Det oplyser bureauet i en mail til mediet Markedsføring.

”Vi føler, at bureauet i København har et stort vækstpotentiale, som vi kan gøre endnu mere for at udfolde. Derfor har vi nu i ejerkredsen besluttet en ledelsesrokade, hvor Mikkel Jønsson går fra at være Executive Creative Director og bestyrelsesformand til at være ny CEO,” skriver Nord DDB’s nordiske direktør, Niclas Melin, i mailen. 

På Markedsførings opfølgende spørgsmål om årsagen, svarer Niclas Melin på mail.

”Vi mener, at der skal en anden profil til i forhold til i endnu højere grad at udfolde det potentiale, bureauet har.”

Vendte minus til plus

Annette Piilgaard og Mikkel Jønsson, der begge kom fra det tidligere Saatchi & Saatchi, overtog ledelses-taktstokken af den danske afdeling af Nord DDB i 2020.

Det skete efter et par år med flere ledelsesændringer og et par gevaldige minusser i regnskaberne: I 2019 udkom bureauet med et resultat før skat på minus på 3,5 millioner kroner – i 2020 lød det på minus 2,4 millioner.

Men både i 2021 og 2022 lykkedes det at levere et resultat før skat på en lille million før skat.

Det danske kontor har vendt minus til plus, så rent økonomisk er det vel gået i den rigtige retning?

”Vi fokuserer naturligvis som alle andre bureauer på bundlinjen, men i endnu højere grad på toplinjen, i forhold til hvor bureauet er i sin udvikling. Og her føler vi, at der er potentiale til mere,” lyder det fra Niclas Melin på mail.

Bureauets seneste regnskab er fra marts 2023, så man er ved at nærme sig et tidspunkt, hvor resultaterne for indeværende år begynder at tegne sig. Men det ønsker ledelsen ikke at løfte sløret for.

”Af princip melder vi aldrig årsresultat ud, før der foreligger et revideret årsregnskab. Det sker i marts 2024,” skriver Mikkel Jønsson.

”Jeg har ingen konkrete planer”

Annette Piilgaard har i forbindelse med rokaden ønsket helt at træde ud af Nord DDB, skriver bureauet i mailen.

”Vi har draget stor fordel af Annettes stærke kompetencer i forbindelse med at skabe større struktur og integrere København-kontoret mere med vores nordiske set-up. Dén opgave har Annette løst fortrinligt, og vi ønsker Annette al held og lykke i hendes videre færd”, skriver Niclas Melin.

Selv ønsker Annette Piilgaard ikke at gå i detaljer om sit stop, men siger til Markedsføring:

”Jeg synes, jeg har haft tre et halvt virkelig gode år på Nord DDB og har udrettet mange gode ting på bureauet. Og jeg synes, der er potentiale til meget mere. Jeg er lidt trist over ikke at skulle være med til det, men sådan er det nu engang. Og det skal nok gå godt for Nord DBB og mig selv herfra.”

Du kan ikke sige mere om, hvad årsagen er til det? 

“Nej, det kan jeg ikke gå nærmere ind i.”

Ved du, hvad du skal nu?

“Lige nu skal jeg puste ud og holde jul – og så er jeg spændt på, hvad fremtiden bringer. Men jeg har ingen konkrete planer,” siger hun og tilføjer:

“Jeg vil gerne sige tak til dem, jeg har været i berøring med, både kunder og medarbejdere. Jeg har haft stor glæde af samarbejdet med dem og har haft god faglig sparring og gode relationer hele vejen rundt. Der er selvfølgelig folk, jeg vil komme til at savne i den forbindelse.”

Etablerer nye enheder

Niclas Melin skriver, at noget af det, Nord DDB vil gøre for at udfolde “vækstpotentialet” er at etablere nye enheder.

”Her i slutningen af året lancerer vi både vores svenske designbureau NORD ID i København plus initiativet NORD Life, som kommer til at fokusere på kommunikation inden for et bredt spektrum af sundhed.”

Nord Life kommer, ifølge Mikkel Jønsson, til at fokusere på ”medical, beauty og sundhed”.

”Vi kan se, at den nordiske befolkning i stigende grad investerer penge, kærlighed og tid i egen sundhed. Med vores intensive trendarbejde og kreative tilgang føler vi, at vi har noget nyt at komme med til de virksomheder, der tilbyder services eller fysiske produkter inden for en bred definition af sundhed”, skriver Mikkel Jønsson.

Nord Life får Channa Ortmark som daglig leder og skal drives i et tæt samarbejde med DDB Remedy i London.

Niclas Melin skriver, at der ikke ventes ansat en ny Creative Director på Nord DDB i København, nu hvor Mikkel Jønsson bliver CEO i stedet for ECD.

”Nej, vi har allerede CD Tim Fremmich, som gør det glimrende.”