Kært barn har mange navne, Danske Annoncører og Markedsførere har to. Medlemsorganisationen skruer tiden tre år tilbage i deres navneskifte og kommer – igen – til at hedde Dansk Annoncørforening.
“Vi går tilbage til at hedde Dansk Annoncørforening, fordi der er masser af historik og internationale samarbejder hægtet op på navnet. Og meget af det arbejde, som vi har fokus på, kræver internationalt samarbejde, fordi det handler om de store annoncørplatforme som Google, Amazon, Meta,” siger organisationens direktør, Thomas Kragh.
Thomas Kragh overtog ledelsen i annoncørforeningen i starten af året, efter den i en periode uden direktør og aktiviteter reelt set var i dvale.
Som du selv påpeger, har I tidligere heddet Dansk Annoncørforening. Var Danske Annoncører og Markedsførere en fuser?
“Det skabte for meget forvirring. Det lå for tæt op af Dansk Markedsføring og vi blev til stadighed kaldt Dansk Annoncørforening.”
Kan du ikke være nervøs for, at endnu et navneskifte blot skaber yderligere forvirring?
“Jo, der er en risiko. Men jeg har talt med mange i branchen, og alle har bifaldet det. Hvis der bliver en forvirring, bliver den kortvarig,” siger Thomas Kragh.
Nyt navn, ny strategi
Ifølge Thomas Kragh har Dansk Annoncørforening det sidste halve år set en stigning på 25 procent i antallet af medlemmer, så de nu er 30.
Og for at støtte op om medlemsvæksten har Dansk Annoncørforening udarbejdet en ny strategi, der byder på mere viden som guides, nye værktøjer, flere arrangementer og workshops.
“Den nye strategi handler om at hjælpe medlemmerne med de internationale udfordringer, de har. Det handler rigtig meget om digital markedsføring på internationale platforme. Og der kommer vi til at hjælpe med viden, værktøjer og assistance til vores medlemmer,” siger Thomas Kragh.
Blandt andet ruller Dansk Annoncørforening anden version af projektet Global Alliance for Responsible Media (GARM) ud. Det startede for godt tre år siden af den internationale organisation World Federation of Advertisers og skal i sidste ende gøre det mere trygt for danske annoncører at lægge annoncekronerne på tech-giganternes platforme.
Kan I godt få indflydelse på de store, internationale virksomheder?
“Det har vi allerede via vores projekt GARM, der er en indsats mod skadeligt og ulovligt indhold på sociale medier, så brands kun optræder ved siden af lovligt indhold.”
Navneændringen har været gratis, oplyser Thomas Kragh.