”Har du stærke holdninger til smagen i din burger? Kan du lide at møde til direktørtid? Så er du måske den, vi leder efter.”

Sådan lyder det i et usædvanligt stillingsopslag på Jobindex fra den danske fastfoodkæde Sunset Boulevard lige nu.

Stillingen beskrives som ’ekstremt tidsbegrænset’, og om selve opgaven hedder det: ’Som Smagsdirektør vil du skulle smage to varianter af vores næste Hereford limited edition. Efterfølgende skal du vælge, hvilken smagsvariant, vi skal lancere’.​

Og det job er der tilsyneladende mange, der gerne vil have: Inden for den første time efter opslaget var kommet op, var der landet 55 ansøgninger – nu er tallet næsten 200, oplyser kæden.

Cathrine Florian Bang, Commercial Director, Sunset Boulevard. Foto: PR

”Det er en måde at få involvering og en masse gode inputs fra danskerne. Det gør markedsføringen levende og giver en masse gode learnings til os som organisation,” skriver Cathrine Florian Bang, Commercial Director, Sunset Boulevard, i en mail til Markedsføring.

“En svær beslutning*

Baggrunden for det usædvanlige opslag er, at kæden står over for lanceringen af en ny burger

”Op til lanceringen af en ny Hereford limited edition er vi landet på to lige gode og meget forskellige bud. Vi står med andre ord over for en svær beslutning, og for os giver det god mening at invitere almindelige danskere ind i udviklings- og smagsprocessen. Det er jo dem, vi laver burgerne til. Og så faldt vi for ideen ‘smagsdirektør for en dag’ som en ekstra sjov måde at gøre det på,” skriver Cathrine Florian Bang.

For at få jobbet kræves det blandt andet, at man ’udover at have god smag’ er i stand til ’at kunne træffe valg i pressede situationer’ og ’at kunne tænke med mad i munden’.

Stillingen er, hedder det, tidsbegrænset til 2 timer og ’kommer med egen kontorplads, personlig assistent og parkeringsplads’.

Og ja, man agter reelt at ansætte en person.

“En ret pæn direktør-timeløn”

”Stillingen er skam reel nok. Man bliver ansat, og det bliver vores nye Smagsdirektør, der afgør, hvilken smag vi vælger. Vi vælger den kandidat, der i en overbevisende, sjov eller kreativ ansøgning viser glæde ved Sunset Boulevard – og en reel interesse i at vælge på vegne af vores gæster,” lyder det fra Cathrine Florian Bang.

" Det er fantastisk at opleve, at så mange kommenterer positivt på annonceringen, og at næsten 200 faktisk allerede har søgt stillingen.
Cathrine Florian Bang, Commercial Director, Sunset Boulevard

Er du overrasket over responsen?

”Jeg havde nok forventet, at danskerne ville synes, det var sjovt, men det er fantastisk at opleve, at så mange kommenterer positivt på annonceringen, og at næsten 200 faktisk allerede har søgt stillingen,” skriver Cathrine Florian Bang og tilføjer:

”Så vi føler os overbevist om, at vi nok skal finde den rette person blandt ansøgerne til at afgøre, hvilken variant vi lancerer først i det nye år.”

Nørgård Mikkelsen er ophavsmand på ideen og udrulning af kreativer på de forskellige platforme, mens Orchestra har hjulpet med medieplanen.

Sunset Boulevard venter, at stillingen besættes i næste uge, og selv om man ikke udbetaler ’normal løn’ for de to timers arbejde, så får den rette kandidat et gavekort på et års forbrug af burgere.

”Hvilket bliver en ret pæn direktør-timeløn,” som der står i opslaget.