En kampagne fra organisationen ’March for Our Lives’ og bureauet McCann New York har fået en tankevækkende opdatering efter bare to måneder.

Det skriver branchemediet AdAge.

Kampagnen med titlen #ThoughtsAndPrayers gik oprindelig i luften den 24. marts i år for at markere 4-årsdagen for ’March for Our Lives’ første protestmarch i Washington D.C.

Og nu – efter skoleskyderiet forleden på Robb Elementary School i Uvalde, Texas –har den fået fornyet aktualitet – og en barsk opdatering med følgende ord:

“In the 62 days since these body bags were laid in front of the Capitol, 1 person was shot dead and 4 critically wounded in Laguna Woods, CA. 11 people were shot dead in Buffalo, N.Y. 21 people were shot dead in Uvalde, Texas. Including 19 children.”

Kampagnen er bygget som en event, hvor organisationen har placeret hundreder af fyldte ”ligposer” på The Mall foran Capitol, hvor den amerikanske kongres holder til.

Ligposerne formede set fra drone-perspektiv ordene ”Thought & Prayers”, og pointen var at vise politikerne og verden, at man ikke kommer nogen vegne med ’tanker og bønner’. Der skal politisk handling til.

På award-dagsordenen igen

Våben-dagsordenen har også i den kreative award-verden givet genlyd inden for de seneste måneder.

Det mest aktuelle eksempel er casen ”The Lost Class” fra Leo Burnett i Chicago for Change The Ref, en organisation skabt af Manuel og Patricia Oliver, hvis søn, Joaquin, mistede livet i februar 2018 ved et skoleskyderi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra kampagnefilmen fra #ThoughtsandPrayers.

Casen vandt for nylig stort ved The One Show og gentog torsdag den 26. maj succesen ved 2022-udgaven af D&AD Awards med stribevis af priser – herunder hele to ud af blot fem uddelte Black Pencils. 

Parret stod også i spidsen for en kampagne i 2020, hvor de lod deres søn ”genopstå” via deep fake-teknologi op til det amerikanske valg.

Budskabet i kampagnen ’Unfinished Votes’ fra ”Joaquin” var, at han aldrig selv fik lov at stemme, men at han ville opfordre andre unge til at stemme for dermed at gøre en forskel i forhold til våbenlovgivningen.

Organisationen ‘March for Our Lives’ er i øvrigt grundlagt af overlevende fra massakren på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida i 2018.

Her skød og myrdede den 19-årige Nikolas Cruz 17 mennesker – en af dem var Joaquin Oliver.

Se den nye, opdaterede version af ”#Thoughts & Prayers” herunder – efterfulgt af ”Unfinished Votes”.