Mit første job i branchen var som kommunikationsmedarbejder i Arla i 1988 i en afdeling, der kun bestod af en kommunikationschef. Jeg skulle starte et nyhedsbrev, der sendtes ud både internt og eksternt.
Jeg kom ind i branchen, fordi min nysgerrighed på, hvad kommunikation var for en størrelse, var stor. Som person har jeg altid befundet mig godt i formidling.
I min karriere er jeg allermest stolt af to ting: 1) at være med til at genrejse Arlas omdømme efter nogle hårde år og 2) at få lavet en transformation af Danish Crown fra slagteri til en fødevarevirksomhed.
Den bedste kampagne, jeg nogensinde har været med til at lave, var, da vi i Arla lavede
en comeback kampagne, der skulle flytte os fra at blive set som udskældt monopolist til en dialogsøgende og værdibaseret virksomhed. Erkendelse af, at vi ikke kan alt selv. De gode løsninger findes i samarbejdet med andre. Vi fik medarbejdere, ejere og forbrugere engageret i at være ’den gode storebror’. Vi etablerede en god dialog med forbrugerne online og viste, at vi kunne andet end at lave Lillebror-ost nemlig Arla Unika-oste.
Det bedste ved at arbejde i branchen er at få den gode idé og udvikle den til en kampagne sammen med andre mennesker og rent faktisk mærke, hvornår en vellykket kampagne virkelig kan motivere og flytte noget.
Vores vilde år med reklame og marketing
- I anledning af foreningen Dansk Markedsførings 100 års jubilæum bringer mediet Markedsføring over de kommende to uger interviews med en stribe kendte profiler fra branchen
- Hver sætter de ord på deres liv med reklame og marketing. De fortæller om, hvordan det hele startede for dem og løfter sløret for sjove oplevelser og anekdoter undervejs.
Det værste ved at arbejde i branchen er som i alle brancher, at der er en tendens til at man kan blive for selvfed og indspist.
At arbejde i med reklame og marketing har for mig været en fornøjelse. Mit hjerte ligger i klassisk virksomhedskommunikation, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med mine marketingkolleger og finde en fælles tilgang til opgaven.
I min optik har reklame og marketing-faget betydet et bidrag til vækst og innovation og høj grad af internationalisering for dansk økonomi.
De næste 100 år vil reklame- og marketingfaget være båret af evnen til hele tiden at være foran og bevæge sig med forbrugerne og samfundet.
Den sjoveste anekdote eller oplevelse fra min karriere var, da vi lancerede blandingsproduktet Kærgården. Det var så banebrydende dengang, at smør blev iblandet rapsolie, så det blev en DR Nyheder historie, og nyhedsværten Ole Thisted stak fingeren i et bæger Kærgården og smagte på det for åben skærm.