Hvad har opladning af elbiler med bloddonation at gøre?

Umiddelbart ikke så meget, men en ny kampagne fra Audi, Powered by Hearts, kobler på finurlig vis alligevel de to ting sammen – ved at tale om tid.

Det skriver bureauet bag kampagnen, Twenty, i en mail til Markedsføring.

Baggrunden er, fremgår det af mailen, at mange fravælger at blive bloddonorer, fordi de synes, det tager for lang tid.

Så derfor opfordrer Audi med kampagnen – samt to fysiske events – danske elbilister til at bruge ladetiden på at melde sig som bloddonor.

“Hos Audi ønsker vi at kombinere innovation med samfundsansvar – og Powered by Hearts forener begge dele ved at gøre ladepausen til et livgivende øjeblik,” lyder det i mailen fra Audi Danmark-direktør, Rikke Hamilton, der tilføjer:

”At være med til at tage ansvar for vores fælles samfund er vigtigt for os, og med dette initiativ er vi med til at belyse problematikken om mangel på bloddonorer og gøre det nemmere at tage det afgørende skridt mod at tilmelde sig som bloddonor.” 

Godt fat i interessant målgruppe

Og der er brug for det: Ifølge Bloddonorerne Danmark mangler der alene i 2025 flere end 33.000 aktive donorer til at dække behovet for blod, og ifølge Audi selv er det oplagt at bruge platform og relationer til at gøre en forskel.

I det konkrete tilfælde ikke mindst fordi Audi har særligt godt fat i gruppen af mænd i alderen 35-50, som er en vigtig målgruppe for Bloddonorerne Danmark. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra kampagnefilmen.

Kampagnen afvikles i samarbejde med Bloddonorerne Storkøbenhavn og Bloddonorerne Aarhus, og aktiveringen finder sted den 6.-7. oktober på Clever lynladestationer i København og Aarhus.

De to aktiveringsdage er omdrejningspunktet for konceptet, men kampagnen rundt om har mindst lige så stor betydning, lyder fra August Rein, der er project & production lead på Twenty. 

“For at sikre de bedst mulige resultater har vi bygget en kampagne, der via digitale kanaler, print, PR og brandambassadører sikrer, at fortællingen lever både før, under og efter aktiveringsdagene,” siger han i mailen og tilføjer:

”Vi har ønsket at skabe en kreativ retning, der matcher Audi som brand, men samtidig gør plads til den – for Audi atypiske målsætning – at rekruttere nye bloddonorer.”

Ifølge Audi er alle bilmærker velkomne, og isproducenten ‘Frossenpind’ sørger for speciallavede ispinde til at holde blodsukkeret oppe hos de nye donorer.

Se lanceringsfilmen for kampagnen herunder. Den er produceret i samarbejde med Mystic Collective med Mathias Nyholm Schmidt som shooting director.