Hvordan bruger man en ”clapcap” (en klaphat), og hvordan lyder den danske nationalmelodi med australsk accent?
Det er blandt meget andet det, som DBU vil forsøge at lære australske fodboldfans i en ny kampagne, der sætter fokus på de danske kvinders deltagelse ved det kommende VM i fodbold i Australien og New Zealand denne sommer.
I erkendelse af, at meget få danske roligans nok kommer til at tage turen 16.000 kilometer om på den anden side af kloden for at støtte holdet fysisk, lancerer DBU sammen med reklamebureauet Republica tiltaget ”The Kangarooligans”.
Her forsøger DBU at hverve australiere som fans af det danske landshold, forklarer Frederik Ibfelt, der er kreativ direktør hos reklamebureauet Republica.
”Det er bare en udfordring, at de spiller i Australien. Da de senest spillede EM i England, var der masser af danske fans på lægterne, men det er bare enormt dyrt at tage til den anden side af Jorden,” siger Frederik Ibfelt og tilføjer:
”Flere undersøgelser viser, at egne fans på stadion øger sandsynligheden for sejr. Fans betyder meget, og derfor er det virkelig interessant at se, om vi kan aktivere både dansk-australiere og andre australiere til at støtte Danmark,” siger han.
Konceptet er udviklet sammen med strategisk planner Verner Bager fra Republica, imens hero-filmen er instrueret af Stefan Treschow og produceret af Søren Engberg fra produktionsselskabet Kind.
Skal skabe opmærksomhed her til lands
Udover at få lokket australiere på lægterne til Danmarks kampe, så skal kampagnen også skabe opmærksomhed om den danske deltagelse her til lands, forklarer Simon Kragh, der er kreativ på kampagnen.
”Der er bare ikke lige så meget organisk opmærksomhed om et VM i kvindefodbold, som der er for herrerne. Man har behov for at skabe noget synlighed. Det går egentlig også ret godt med støtten til kvindelandsholdet, så det er et lidt ærgerligt bump på vejen, at de spiller så langt væk. Derfor skal vi ud og slå på tromme for VM,” siger Simon Kragh.
Så selvom der gerne skal australske fans på lægterne ved Danmarks kampe, så er det opmærksomhed herhjemme, der er kampagnens vigtigste mål?
”Det er det vigtigste. Det er et kreativt greb at lave den australske vinkel. Vi regner ikke med 20.000 australiere, der holder med Danmark, på stadion. Men bag scenerne er der brugt meget energi på at få en australsk base med fans op at stå, og der er mange dansk-australiere, der gerne vil støtte. Så vi tror også, der er grundlag for fans dernede,” siger Simon Kragh.
Frederik Ibfelt tilføjer, at det har været vigtigt at skabe en kampagne med en positiv og legesyg tone.
”Vi vil gerne tale positivt ind i kvindefodbold og landsholdet. Så der er så mange ting ved denne idé, der er rigtige for os, fordi det går godt med ånden i kvindefodbold. Fans skal ikke afskærmes fra hinanden på stadion, og man kan godt holde med flere hold, så vi tror faktisk, at vi kan rykke noget,” siger han.
Skal lære de gebrokne navne at kende
Kampagnen går i luften fra i dag med en hero-film på sociale medier, der sætter fokus på samarbejdet mellem australske og danske fans.
Derudover vil man løbende op til VM’s start den 20. juli aktivere kampagnen i små videoer, hvor danske fans giver lektioner til de australske kangarooligans. Det vil både være med en instruktion i at bruge klaphatten og at synge med på den danske nationalmelodi – samt hvordan man udtaler spillernes, i australske ører, gebrokne navne. Den primære platform for kampagnen bliver Facebook.
”Vi har haft rigtige fans inde og optage videoerne til de her små lektioner, så de kan give deres måde at være fans på videre. Du lærer nogle udtryk, men også noget om den danske fankultur,” siger Frederik Ibfelt, imens han finder en af videoerne frem på sin computer.
”Hvordan kan du brænde sådan en direktør,” råber en dansk fodboldfan i videoen – og udtrykket bliver oversat direkte til engelsk til de australske fans: ”How can you burn such a CEO!” Derefter bliver ordlyden også oversat igen, så man forstår, at der er tale om en ordentlig afbrænder.
Udover lektionerne kan danske og australske fodboldfans også melde sig til at være kangarooligan eller mentor på et særskilt website. Derefter vil danske fans blive parret med australiere i makkerpar, så de kan bygge hype op om VM.
Risikerer I ikke, at der bliver en tynd opbakning dernede?
”Vi har allerede været i kontakt med mange grupper i Australien, og vi har fået meget positiv respons. Der er også en by i det vestlige Australien med navnet Denmark, som vil male sig i røde farver og holde med Danmark af åbenlyse årsager. Men det er ikke et nederlag for kampagnen, hvis flere danskere end australiere melder sig på. Det allervigtigste er, at vi øger støtten i Danmark,” siger Frederik Ibfelt.
I en pressemeddelelse udtaler DBU’s kommercielle direktør, Tobias Hoff, at man er spændt på, hvordan kampagnen bliver taget imod.
”Vi deler en sympati og ikke mindst en stor, fælles voksende interesse for kvindefodbold, og derfor tør vi også tro på australsk opbakning, når deres eget hold ikke er i kamp. Og så håber vi selvfølgelig på stor støtte til Kvindelandsholdet fra de mange danskere, der er bosiddende i Australien.”
Du kan se kampagnen her: