Bakkedal, det smørbare produkt med rødder i det Thy’ske, er klar med ny kampagne og nyvalgt reklamebureau.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra bureauet Gotcha, som brandet for nylig indgik samarbejde med.

I det nye kampagneunivers sætter Bakkedal ifølge meddelelsen ”produkterne og situationen i højsædet og rækker ud til en bredere del af befolkningen. Også den del af befolkningen, som ikke lever i stilhed og naturens idylliske rammer”. 

”Vi har med de tidligere års kampagneunivers slået Bakkedals grund-DNA og værdier helt fast. Og dem er der ikke rokket ved, ” skriver Charlotte Mølholt Sejersbøl, der er brandansvarlig for Bakkedal, i meddelelsen og tilføjer:

”Men nu er vi parate til at bygge videre på vores position og åbne vores relevans som brand mere op. Vi skal være tydeligere på, hvad Bakkedal rent faktisk er, hvor vi tidligere er blevet opfattet som et hvilket som helst produkt fra Thy.”

Kampagnen består af en række forskellige eksekveringer, der opfordrer til at ”hylde livets uprætentiøse momenter og måltider”.

Humoren er der stadig, men denne gang er Bakkedal ikke ’kun’ ude i naturen, men er også kravlet inden for hjemmets fire vægge. 

Eksekvering fra den ny bakkedal-kampagne. Foto: PR

Nye vinkler på brandet

Bakkedal-brandet blev for snart otte år siden kendt for sit afdæmpede og underfundige univers – iscenesat i den den smukke Thy’ske natur. 

Universet var udviklet af Uncle Grey, og grebet var at benytte ord fra storbyens jag, som ’trafikprop’ og ’fitness’ og ’networking’ og sætte dem ind i et billede, der signalerede det modsatte.

‘Trafikprop i Thy’ var for eksempel to traktorer, der mødte hinanden på en mark med udsigt til vidderne og ikke en bil i nærheden.

Nu lyder der imidlertid nye toner fra det lokale smørbare brand – men med respekt.

”Det har været helt afgørende for os at udvise dyb respekt for det etablerede Bakkedal-brand samtidig med, at vi skulle tilføje det en nødvendig fornyelse,” skriver Heidi Lüdeking, Brand Director & Partner i Gotcha, og tilføjer:

”Ser vi på samtidens udfordringer med mental sundhed, så har Bakkedals måde at anskue verden på en helt central relevans, og det ligger der dermed et vigtigt budskab i til danskerne. Derfor valgte vi ret hurtigt at lade kampagnens hovedbudskab centreres om den tilgang til livet, hvor vi ikke tager tingene så tungt.”

Det nye univers byder også på helt nye vinkler.

”Vi anerkender, med et mere energisk og tempofyldt formsprog, at livet og hverdagen rent faktisk larmer og roder lidt en gang i mellem, men det er, hvordan vi tager det, der gør hele forskellen,” skriver Heidi Lüdeking.

Kampagnen eksekveres via en serie af små film og fotos på de sociale medier over de kommende måneder, og Bakkedal har store forventninger til det nye samarbejde:

”Vi havde brug for at blive set på med nye øjne, og Gotcha har formået at udfordre os og give os præcis det løft, som vi ledte efter uden at miste vores grund-DNA. Vi har allerede flere spændende projekter i kalenderen, som vi glæder os til at sætte i søen”, skriver Charlotte Mølholt Sejersbøl fra Bakkedal.

Foreløbig er der kun lanceret en enkelt film – den kan du se på Facebook her.