Markedet for TV-reklamer tabte pusten i 2023.
Produktionsselskaberne oplever faldende budgetter og lavere aktivitet, og hos Danske Lotteri Spil har man, ifølge marketing director, Martin Dalsgaard, insourcet op mod 20 procent af reklamefilmproduktionen.
Tendensen til, at markedet er i forandring, bekræftes hos to andre brands i andre dele af annoncørspektret: Sydbank og Shaping New Tomorrow.
I det sønderjyske har Sydbank som annoncør også insourcet. Men ikke filmproduktion.
“Og det kommer nok heller ikke til at ske,” siger områdedirektør med ansvar for kommunikation og marketing, Søren Hansen Reumert, til Markedsføring.
”Vi har taget analyse, kreativ udvikling og tekstproduktion ind i huset, men hvis man skal have et internt filmteam, så skal der produceres meget, hvis det skal løbe rundt, og så meget producerer vi heller ikke. Så hvis du specifikt taler om at insource film, så bliver svaret nok nej.”
Alligevel skiller bankens tilgang til reklamefilm sig ud fra mange andres.
”Vi laver ikke det, man i branchen kalder hero-film, og vi går uden om de klassiske, store produktionsselskaber. Vi udvikler et koncept, og så får vi lavet mange film hen over det samme kreative koncept. På vores erhvervskampagne lavede vi 29 film,” siger han og uddyber:
”“De nuværende TVC’er på privat producerer vi i samarbejde med vores kreative produktionspartner Unflair, og vores erhvervsfilm i samarbejde med Robert/Boisens produktionsselskab, Gobsmack og Meisterstück, som er et one man band. En journalist med kamera og mikrofon og drone.” ”
" Vi laver ikke det, man i branchen kalder hero-film, og vi går uden om de klassiske, store produktionsselskaber.Søren Hansen Reumert, områdedirektør med ansvar for kommunikation og marketing i Sydbank
Søren Hansen Reumert venter at øge marketingbudgettet med godt 10 procent i 2024, men forbruget på køb af reklamefilm, regner han med, vil ligge på samme niveau som tidligere, og indrykninger deles fifty fifty mellem streamingtjenester og flow-TV.
Hvad hører du på vandrørene i forhold til brugen af reklamefilm i øjeblikket?
”At der er en vis usikkerhed i forhold til værdien af produktionen. For de enkeltstående herofilm er ofte meget dyre at lave. Og jeg kan høre, at mange af dem, der typisk ville satse på de tunge, store produktioner, tøver lige nu.”
Mode-brand kan selv og vil selv
Fashion-virksomheden Shaping New Tomorrow, der så dagens lys i 2015, bruger ikke bureauer og produktionsselskaber til at lave reklamefilm. Dem laver de selv.
Christian Aachmann er chief brand officer hos Shaping New Tomorrow, og han repræsenterer en yngre virksomhed, der vokset op i en digital tidsalder, hvor man kan og vil en masse selv.
”Vi har et internt creative team på 15 personer, fra grafikere, copywritere, producere, til videografer, fotografer, osv. Og så hyrer vi nogle få eksterne ind, som en make-up artist eller en stylist, en gang imellem også lysmænd. Så vi bruger faktisk ikke rigtig reklamebureauer og produktionsselskaber,” siger han til Markedsføring på mobilen fra baglokalet i brandets nyåbnede butik i Göteborg.
Han mener, at setuppet sikrer en mere kontinuerlig brandudvikling og -forståelse og er mere agilt.
”Vi kan agere meget hurtigere, og vi har ikke brug for at planlægge kampagner eller partnerskaber seks måneder ud i fremtiden,” siger han og uddyber:
”I dag skal man kunne producere vanvittig meget content hele tiden. Og det skal være tilpasset hver enkelt platform for at performe. Det er en gigantisk øvelse, og det fungerer bedst for os at gøre det selv.”
Handler det ikke også om at spare penge?
”Nej, for at have 15 ansatte koster jo også penge. Så det er 100 procent, fordi vi tror på, at vi kan producere meget mere content, vi kan specialisere det meget mere, og vi kan sikre, at der er styr på brandforståelsen.”
" Jeg ser det som en supporterende channel. Vi kunne aldrig finde på at køre TV-reklamer som det eneste i en kampagne.Christian Aachmann, chief brand officer hos Shaping New Tomorrow
Christian Aachmann siger, at performance marketing er det, Shaping New Tomorrow bruger det meste af budgettet på. Film tager 10-15 procent af årsbudgettet.
Har TV-reklamer stadig deres berettigelse?
”Ja, det mener jeg. De kan give brands, som måske ikke er så kendte, noget validitet og noget kendskab. Og hvis man gerne vil ramme en ældre målgruppe, som ikke er lige så meget på Instagram, Facebook, TikTok osv,, så er det en god platform,” siger Christian Aachmann og tilføjer:
”Jeg ser det som en supporterende channel. Vi kunne aldrig finde på at køre TV-reklamer som det eneste i en kampagne. Men i nye markeder, vil jeg ikke afvise, at vi kunne finde på at bruge TV-reklamer. For at skabe awareness.”