I 2023 lagde Mensch en ekstra million på bunden i forhold til året før. Men den præstation toppede bureauet i 2024.

Menschs nye regnskab viser således et samlet resultat, der med 7,8 millioner kroner ikke bare er næsten to millioner kroner større end året før – det er også bureauets bedste resultat nogensinde.

Årets resultat repræsenterer en fremgang på 30 procent efter en vækst på 20 procent i 2023.

Om årsagen til den markante fremgang, som bureauet i ledelsesberetningen betegner som ”mere end godkendt” og ”forretningsmæssigt væsentligt bedre end forventet”, skriver managing director, Christina Tønnesen, i en mail til Markedsføring.

”Det er en kombination af mange ting, men et resultat af, at alle gør sig helt vildt umage. Derudover har der selvfølgelig været en vækst i opgaver fra nye og eksisterende kunder, og en endnu tættere samarbejdsform med kunderne som giver enorm stor arbejdsglæde.”

Turbulens øger efterspørgsel

Om året 2024 som sådan oplyser Christina Tønnesen, at opgavepaletten har været bred – og formentlig påvirket af en urolig verden.

”I turbulente tider oplever vi faktisk en endnu større efterspørgsel på løsninger, der kombinerer strategisk og kreativ tænkning. Mange virksomheder har brug for at finde fornyet ståsted, retning og relevans – både internt og eksternt,” skriver hun.

" Jeg håber, at 2025 fortsætter med at tillade, at vi kan være mere ambitiøse end nervøse.
Christina Tønnesen, managing director, Mensch

Ifølge Mensch-direktøren tæller opgaverne i årets løb således både kommunikationsstrategier, lancering af brands, udvikling af visuelle identiteter “og kreative kampagner med international gennemslagskraft”.

I sidstnævnte kategori fremhæver hun blandt andet casen ’Copenpay’ for Wonderful Copenhagen.

En kampagne, der ikke alene blev en af de mest omtalte i verden, men som for nylig også vandt to gange guld og en bronze ved Clio Awards i New York.

Også på mediet Markedsføring fandt kampagnen vej til toppen, da den blev kåret som Månedens Kampagne i september sidste år.

På medarbejderfronten er Mensch også vokset, oplyser Christina Tønnesen. 

”Vi har blandt andet oprustet med yderligere seniorkompetencer til vores designafdelingen. Vi har oplevet en øget efterspørgsel efter løsninger, hvor design og kommunikation tænkes sammen fra start, fordi design ikke handler om dekoration, men om kommunikation.” 

Bonus, ekstra ferie og donationer

I uddeler ifølge regnskabet ekstra ferie og bonus til medarbejderne – hvorfor? Og hvor stor er bonussen? 

”Alle medarbejdere har fået betalt en ekstra uges ferie af Mensch. Bonussens størrelse ønsker vi ikke at kommentere, men både den og ferien er givet med et ønske om at give overskud videre – både i økonomisk og mental forstand.”

NØGLETAL – MENSCH – 2024

Økonomiske tal i millioner kroner – 2023-tal i parentes

  • Bruttofortjeneste: 24,1 (19,5)
  • Driftsresultat: 7,8 (6,0)
  • Årets resultat: 7,8 (6,0)
  • Egenkapital: 11,0 (9,2)
  • Antal ansatte (gns.): 14 (12)

Kilde: Mensch og cvr.dk

Vanen tro har bureauet også, lyder det i regnskabet ”doneret cirka 15 procent af overskuddet til projekter i forlængelse af det overordnede formål om at gøre verden en lille smule mere menneskelig”.

Mensch oplyser ikke præcis hvilke projekter, men skriver, at årets donationer er gået til ”almennyttige projekter inden for sundhed, meningsdannelse og oplysning”.

Hvordan er 2025 kommet i gang, og hvordan forventer du, året kommer til at se ud? 

”Verden er jo desværre præget af både stor usikkerhed og uforudsigelighed, og det skaber helt naturligt en vis forsigtighed i forholdt til at komme med forudsigelser om fremtiden. Så for mig handler det derfor om at have ét øje på fremtiden og ét på nutiden – og være lige godt forberedt på begge dele,” lyder det fra Mesch-direktøren, der tilføjer:

”Vi forventer ikke samme vækst som i 2024, men første kvartal har overrasket meget positivt, så jeg håber, at 2025 fortsætter med at tillade, at vi kan være mere ambitiøse end nervøse.”