En af de helt store aktører på betting-markedet, Betsson Group, der ejes af den svenske børsnoterede koncern Betsson AB, har efter en flere måneder lang pitch-proces valgt nyt mediebureau i Norden.

Valget er faldet på Dentsu X, der dermed fremover skal håndtere den spilgigantens nordiske mediebudget. Det oplyser bureauet til Markedsføring.

Den nordiske portefølje for Betsson består af brands som Betsson, NordicBet, Betsafe, Jalla Casino, Casino DK og CasinoEuro, og budgettet ligger, ifølge Markedsførings oplysninger, på omkring 200 millioner kroner.

Thomas Lyngsfeldt, der er ordførende direktør i Dentsu X, kalder afgørelsen for ”et fantastisk win.”

”Vi arbejder i Dentsu X med indsigtsbaseret rådgivning og i vores pitchløsning udfordrede vi de eksisterende metoder ved at anskue udfordringerne fra en ny vinkel. Vi ser frem til at vokse sammen med Betsson og gruppens stærke brands på tværs af Norden,” siger han i en pressemeddelelse.

Thomas Lyngsfeldt, ordførende direktør, Dentsu X. Foto: PR.

Skal ”drive højere effektivitet”

Betsson Group har tidligere samarbejdet med Omnicom Media Groups bureau Hearts & Science, men gik i efteråret i pitch.

“For at konsolidere vores position i Norden skulle vi finde en strategisk partner, der kunne identificere synergier på tværs af markeder og drive højere effektivitet på både regionalt og lokalt niveau,” siger Ulrich Gilot, Global Head of Media, Betsson Group, i en pressemeddelelse om baggrunden for pitchen.

Han tilføjer om valget af Dentsu X:

”Vi tror på, at vi med den samlede Dentsu-gruppes kommunikationsevner og erfaring kan lykkes med at maksimere marketingindsatsen for vores nøglebrands i Norden. Vi er overbevist om, at vores samarbejde vil skabe fantastiske resultater for Betsson Group.”

Parterne ønsker ikke at afsløre detaljer om pitch, KPI’er eller budget, siger de til Markedsføring.

Men Kantar Gallup i Danmark, Kantar Sifo i Sverige og Nielsen i Norge har for Markedsføring samlet tal for Betsson Groups nordiske medieinvesteringer i 2021.

Og sammenregnet lå gruppens medieinvesteringer sidste år omkring de 200 millioner kroner.

1. divisions-sponsor

Med mere end 20+ brands og et trecifret millionbudget er det en mere end almindelig tung kunde, som Dentsu X har vundet. 

Og ifølge meddelelsen vil Dentsu X samarbejde med Betsson Group gennem ”et stort team af strateger og mediespecialister baseret i København og Stockholm”.

Ikke alle gruppens brands er dog i alle nordiske lande. I Danmark finder man for eksempel Casino.dk og NordicBet, der især er kendt som sponsor for 1. division i herrefodbold, som derfor formelt hedder NordicBet Liga.

Samarbejdet gik formelt i gang i januar, efter den endelige kontrakt var faldet på plads, og Thomas Lyngsfeldt lægger ikke skjul på, at man hos Dentsu X har store forventninger.

”Vi har i Dentsu X udviklet en stærk integreret nordisk model, og vi arbejder løbende på at kunne skabe bedre og mere integrerede løsninger for vores kunder. Sammen med Betsson vil vi udvikle oplevelser for forbrugerne, der rækker langt udover de traditionelle medieeksponeringer,” siger han i meddelelsen.