“Det er næsten en fordobling i forhold til sidste år, så det er vi ret stolte af.”

Sådan lyder det fra Daniel Manicus, der er CEO og medstifter af produktionsselskabet Blonde Inc, der netop har offentliggjort sit regnskab for 2024.

Ifølge regnskabet har Blonde Inc., der både har et svensk og et dansk selskab, samlet omsat for ca. 41 mio. danske kroner i seneste regnskabsår i forhold til året før – 2023. Det er en procentuel stigning på ca. 82 procent, som vækker begejstring hos Daniel Manicus.

”Det er det bedste år, vi har haft,” konstaterer han.

Den danske del af Blonde Inc. har stået for 28 mio. af omsætningen og den svenske del for de resterende 13 mio.

Om hvorfor om omsætningen er steget så markant, fortæller Daniel Manicus

”På omsætningsdelen er det, fordi det er lykkedes os at få foden ind hos nogle af de større internationale spillere som for eksempel Google eller Uniqlo, som var to af vores allerstørste kunder sidste år,” siger han til Markedsføring og tilføjer:

”Det er brands, der opererer med nogle lidt større budgetter og har nogle lidt andre måder at arbejde på – og benytter sig af kontrakter, der ofte er længerevarende, hvilket virkelig været med til at booste vores omsætning.”

Fra fastansatte til freelancere

I Blondes Inc.’s danske ben, viser regnskabet, at man gået fra et overskud på 28.000 danske kroner i 2023 til en knap en million – eksakt 933.018 danske kroner – i 2024.

Nøgletal: Blonde Inc.

Blonde Inc. Danmark:

Omsætning:  28.602.843 DKK.
Resultat før skat: 1.258.300 DKK.
Resultat efter skat: 933.108 DKK.

Blonde Inc. Sverige:
Omsætning:  19.468.386 SEK.
Resultat før skat:  1.306.289 SEK.
Resultat efter skat: 1.117.889 SEK.

Kilde: Virk.dk og Blonde Inc.

Samlet for begge Blonde Inc.-bureauer er resultatet er steget med 90 procent til over 1,7 mio. kr.

En af grundene til, at bundlinjen er forbedret, er ifølge Daniel Manicus, at man fået bedre styr på kapacitetsomkostninger i begge selskaber og har slanket medarbejderstaben, der på et tidspunkt samlet i Blonde Inc. i Sverige og Danmark talte over 40 personer.

I dag har Blonde Inc. 12 fastansatte i København og fem i Stockholm.

”Vi har indset, at det giver meget mere fleksibilitet ikke at have en så tung lønningsliste, som vi har haft før i tiden. Og det vi er fokuseret på nu, det er at have flere seniormedarbejdere på den faste lønningsliste, og så hyrer vi freelance ind,” siger Daniel Manicus.

”Og det har gjort, at vi er blevet bedre til at styre vores processer og lave nogle bedre nogle strukturer for, hvordan vi kører vores produktioner – og dermed også tjener penge på dem,” tilføjer han.

Samtidig er CEO’en ikke bleg for at indrømme, at der, når man skærer så ”drastisk” ned på personel, kommer udfordringer på ”bureauets kulturelle boldgade” blandt andet i forhold til, hvordan man holder dem, der er tilbage, motiveret.

”Det har måske været en udfordring, men vi er kommet megagodt igennem og er virkelig landet et godt sted. Dels fordi vi i dag har motiverede medarbejdere, men også et mere stabilt økonomisk fundament, der betyder, at vi har mere fleksibilitet til at kunne navigere os helskindet igennem, hvis der kommer tider, hvor der ikke måtte være lige så stor omsætning,” siger han.

Blonde i Danmark har en egenkapital på 1.985.441 danske kroner, hvor den svenske del har en egenkapital på 2.281.814 svenske kroner.

Bureaugruppe-lancering og New York-åbning

I sidste måned meldte Blonce Inc. ud, at man sammen med det svenske strategibureau FWB og Public Image, der er et designbureau, etablerede sig i bureaugruppen Dogma.

Ifølge Daniel Manicus er der tale om ”et strategisk samarbejde, som gør, at vi forhåbentlig bliver i stand til at kunne byde ind på nogle lidt større opgaver sammen.”

Han peger på, at bureauet allerede har stor international tilstedeværelse, da over halvdelen af Blondes Inc.’s omsætning i dag kommer fra markeder uden for Danmark.

Og i kølvandet på konsolideringen i Dogma-gruppen har Blonde Inc. også for nylig åbnet et nyt kontor i den moderne reklames højborg, New York.

Idéen til at åbne kontor i USA er dog ikke ny. Den var allerede var til stede, da man tilbage i 2016 stiftede Blonde Inc. i Danmark, fortæller han.

I starten af Blondes INc.s levetid fik lavede man musikvideoer til kunstnere i Danmark. Her kunne bureau-stifterne selv gå for at være en musikgruppe. Foto: PR

”Vi har altid talt om USA. Vi har altid været enormt inspireret og fascineret af USA. Men har jo også godt vidst, at det ville være et stort spring at tage. Og nu, hvor vi er blevet så moden en virksomhed, som vi er, så føler vi, at det var høje tid. Også fordi vi har lavet tilpas mange produktioner derovre – og sammen med amerikanske kunder i Danmark og i Skandinavien.”

Ifølge Daniel Manicus arbejder man i USA sammen med blandt andet Google, software-virksomheden Cobot og computerspillet Fortnite.

Mange danskere og danske brands boykotter jo USA for tiden pga. Trumps gebærden på den politiske scene. Er det et velvalgt tidspunkt – som skandinavisk virksomhed – at åbne i USA?

“Selvom der er politisk uro, oplever vi et stærkt momentum efter samarbejder med store kunder, og vi ser åbningen i USA som et naturligt næste skridt – både fordi det altid har været en drøm, og fordi USA stadig er et af verdens mest kreative og kommercielt vigtige markeder.”

”Med en stærk dollar, høj efterspørgsel på skandinavisk æstetik og gode vilkår for kreative virksomheder synes vi, timingen er rigtig,” tilføjer Daniel Manicus.

Pt. sidder Blonde Inc.-partner Adam Holm på USA-kontoret sammen med Chris Morency, der er Chief Branding Officer i Dogma-gruppen.

København er ”hot”

Ifølge Adam Holm er det Blondes nye styrke, at de kan tidsoptimerer ved at arbejder på tværs at tidszoner ved at skyde i New York og klippe i København i forlængelse af hinanden.

”Vi klipper, mens de sover. De laver feedback, mens vi sover. Det er rendyrket effektivitet,” skriver han til Markedsføring.

Ifølge Adam Holm er København hot i New York lige nu. Som Paris og London var for det 20 år siden i ’The Big Apple’, pointerer han.

”Og vi mærker det direkte – for vi er ikke bare interessante. Vi er det mest eksotiske, du kan få indenfor den kreative branche herovre lige nu,” skriver han.

Adam Holm mener, at Blonde Inc.’s kontor i New York også kan være en åbning for danske brands til at få en fod indenfor i de forenede stater.

”Det bliver nemmere at tage springet, når vi allerede er her – og vi vil hjertens gerne være broen, andre kan træde ud på,” skriver han og tilføjer:

“Der er plads til mere skandinavisk energi i New York. Jeg siger det til alle, der overvejer det: Kom. Markedet er varmt, interessen er der – og vi deler gerne erfaring, netværk og muligheder.”

" Vi er det mest eksotiske, du kan få indenfor den kreative branche herovre lige nu
Adam Holm, partner og medstifter, Blonde Inc.

Forventer fortsat vækst

I forhold til, hvordan 2025 er startet for Blonde Inc på den økonomiske front, er Daniel Manicus optimistisk.

”De store internationale kunder er fulgt med ind i 2025, og vi er allerede i gang med at lave produktioner med Uniqlo og Google igen i år – og det synes vi, er meget positivt.”

CEO’en tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at den vækst, vi oplevede i 2024, fortsætter ind i 2025. Og hele det USA-projekt er en investering, som vi kaster penge efter. Men vi forventer stadigvæk at lave et overskud på det i år. Samtidig er USA-projektet mere en investering for hele bureaugruppen end bare en investering for Blonde.”

Hvad kommer det at betyde for næste års regnskab, at I har etableret jer i en bureaugruppe?

”Måske kommer vi til at kunne se nogle omkostninger i år, men samtidig skulle vi også gerne på korte bane se nogle resultater derfra, fordi vi bør være i stand til at kunne byde ind på nogle endnu større opgaver og nogle endnu større kunder,” siger han og tilføjer

”Men vi laver også investeringer, både ved at åbne en ny afdeling i et nyt land, men vi har også lavet nogle gruppeansættelser i form er en COO, CFO og CBO, som jo er group hires for Dogma, men jo stadig betyder nogle omkostninger for Blonde.”

Kommer I til at overgå jeres omsætning og resultat i 2024-regnskabet, når vi taler sammen næste år?

“Det er både min forventning og min forhåbning.”