De senere år har AI løbende fået større og større betydning i branchen og er mange steder blevet et fast element i både kreative og strategiske opgaver.
Markedsføring spørger i en serie centrale ledere og specialister i branchen, hvordan AI indtil videre har påvirket og pt. påvirker deres arbejde i praksis – og hvordan de ser det kommende år udvikle sig for dem i forhold til AI.
Her fortæller Adam Holm, der er medstifter og CCO i Blonde, om erfaringer og resultater hos det kreative bureau, der har kontorer i New York, Stockholm og København.
Hvad er de vigtigste resultater eller effekter, I har set hos Blonde efter implementering af AI?
”Det gode spørgsmål er næsten, hvad vi har fået igen, snarere end hvad vi har sparet. For os har AI betydet, at mange af de processuelle opgaver nu kan deles med teknologien. Det har skabt mere rum til fordybelse i alle led af processen.”
”Der er en lang række opgaver i et produktionsflow, som ikke er kreative i sig selv, men som alligevel fylder meget mentalt og tidsmæssigt. Når AI tager del i dem, får vi mere overskud til at gå grundigere til værks i både idéudvikling, forberedelse og selve produktionen. Ikke hurtigere hen over det, men dybere ned i det.”
”Det har ændret samtalen både internt og med kunderne. Vi bruger mindre tid på at forklare, koordinere og gentage og mere tid på at diskutere indhold, kvalitet og valg. Det betyder også, at vi i højere grad kan fokusere på at sælge et færdigt produkt og en løsning frem for et antal timer. Og som kreativt bureau sælger vi ikke kun output, men også tillid, retning og rådgivning. Det er et arbejde, der foregår mellem mennesker, og som kræver tid. Den tid har vi fået mere af. Mere tid med vores kunder. ”
Hvor har AI kunnet hjælpe jer allermest indtil nu?
”Særligt i de indledende faser. Når research, strukturering og forberedelse udføres i forening med AI, bliver der mere plads til dybere refleksion og til at træffe endnu mere kvalificerede valg.”
”Vi bruger AI som en løbende sparringspartner i strategiske og kreative processer. Vi bruger aldrig AI som en afsender på vores indhold til kunderne, men som noget, der kan tage del i det forberedende arbejde og give os bedre betingelser for at træffe beslutninger og skabe overblik over processerne, så vi undgår misforståelser. Det gør en forskel, fordi vi meget nemmere kan tracke forløbet og strukturere vores dialog og vores indsigter løbende.”
”Det betyder også, at vi kan arbejde mere koncentreret med det, der kræver menneskelig og branchemæssig erfaring og god smag. I stedet for at haste videre, får vi mulighed for at dvæle længere ved de afgørende valg og tage et endnu større ansvar for den retning, vi rådgiver vores kunder i, og som vi som forretning selv går i.”
Hvad har været sværest for jer at få til at fungere med AI?
”Postproduktion er fortsat et område, hvor den kreative dømmekraft er så unik et asset, at vi simpelthen ikke kan deles om det med AI. Klipning, rytme og den visuelle fortælling kræver, at vi stadig læner os op ad vores menneskelige erfaring og vores kreative fundament og intuition.”
”Der er dog et stort potentiale i forhold til at lade AI tage del i de tekniske og organisatoriske opgaver omkring materialet. Alt det, der ligger rundt om det kreative arbejde, men som stadigvæk fylder meget i hverdagen. Vi har jo ikke knækket koden fuldstændig endnu, og det tror jeg ikke, der er nogen, der har. Hverken i vores branche eller nogen anden branche for den sags skyld. Man kan jo sådan set sige, at vi som menneskehed, samfund, konstruktion end ikke har fundet svarene eller løsningen. Det er trial and error, men spørgsmålet er bare, om vi overhovedet kan følge med.”
Hvordan påvirker jeres brug af AI samarbejdet med kunderne?
”Det har 100% gjort, at vi kan bruge endnu mere tid fysisk sammen med vores kunder. Når de processuelle opgaver håndteres hurtigere og mere gnidningsfrit, kan samtalerne med kunderne langt hurtigere begynde at handle mere om indhold, retning og kvalitet, end om administration, referat og overblik. Og de kan foregå langt oftere.”
”Vi kan med hjælp fra AI nu endnu tidligere i forløbet vise konkrete bud på, hvad vi vil skabe og hvilken visuel/kreativ retning, vi vil gå i med projektet, og på den måde bruge mere tid sammen med kunden på at kvalificere det. Det giver en oplevelse af en anderledes, fælles fordybelse frem for fremdrift for enhver pris. Man står mere sammen om valgene, fordi der fra vores side er blevet frigivet endnu mere tid til det. Det skaber også større tryghed, fordi alle parter arbejder ud fra det samme billede og den samme forståelse af, hvad produktet kan eller skal være.”
Forventer du, at AI kommer til at betyde mere eller mindre for jeres bureau-arbejde fremover?
”AI kommer selvfølgelig til at fylde mere. Det er uundgåeligt. Men på en måde, hvor den trækker sig ind i processerne og giver mere plads til mennesker, hvis vi altså lykkes med at strukturere dens involvering. Når teknologien tager del i det processuelle arbejde, kan vi som bureau fokusere mere konsekvent på kvalitet, dømmekraft og relationer. Det er dér, vores værdi ligger, og det er dér, tilliden opstår.”
”Men på sigt tror jeg ikke, at AI bliver noget, man kommer til at tale så meget om. Det bliver noget, der gør det muligt at arbejde mere grundigt, mere nærværende og mere ansvarligt med det kreative arbejde. Ikke som nu, hvor LinkedIn flyder over med gode tips og tricks. Det bliver hurtigt et hverdagsredskab, som vi tager for givet.”