De senere år har AI løbende fået større og større betydning i bureaubranchen som et fast element i både kreative og strategiske opgaver.
I denne serie spørger Markedsføring centrale ledere og specialister i branchen, hvilke gevinster og udfordringer AI har bragt med sig – samt deres forventninger til, om AI’s betydning vil blive større eller mindre i 2026.
I første indspark i serien, fortæller Michala Svane, der er director of marketing, digitalization & business development i Royal Unibrew, hvordan bryggerigruppen i stor grad har taget AI til sig.
Hvad er de vigtigste resultater eller effekter, du har set indtil nu i kølvandet på AI-implementering i arbejdsprocesser?
”Hos os har vi oplevet en effektivisering i både vores analyse- og kommunikationsarbejde. AI gør os hurtigere til at analysere markedsdata og forbrugertrends, så vi kan reagere langt mere agilt på ændringer i markedet. ”
”Med AI har medarbejderne fået virtuelle sparringspartnere i hverdagen, der giver hurtig adgang til relevante indsigter, kan lave komplekse analyser, giver kreativ sparring og selvfølgelig udarbejdelse af kreative assets. Viden kan desuden rejse hurtigt i organisationen og på tværs af markeder og landegrænser. AI frigør dermed tid til de mere strategiske, kreative og værdiskabende opgaver.”
Hvor har AI kunnet hjælpe jer allermest indtil nu?
”Vi har adgang til utrolig mange data. Fra forbruger- og markedstrends til salgsdata og kundeindsigter. Med AI kan vi analysere data langt hurtigere og demokratisere viden i organisationen ved at gøre det let tilgængeligt for medarbejdere og kunder.”
”Vores AI-agent og øl-sommerlier ’Møller’ er for eksempel trænet på mere end 7.000 sider om øl, og i kombination med vores mange forskellige kunders menukort kan han lave målrettet rådgivning om øl og mad, der hjælper ikke bare gæsten, men også kundens forretning. AI har også hjulpet os til at kunne automatisere flere processer og optimere contentproduktionen.”
Hvad har været sværest at få til at fungere mht. AI og jeres arbejde?
”Det er vigtigt, at medarbejderne bevarer deres kritiske sans i arbejdet med AI. Det er ingen undskyldning for ikke at tænke sig om.”
”Vi har med vores virtuelle kollegaer trådt nye veje, og der er ingen drejebog eller manual. De skal udvikle sig, lære at forstå vores forretning – derfor kræver det en indsats internt at blive ved med at udvikle vores AI-agenter, hvis de svarer forkert.”
”Det er også en udfordring at finde balancen mellem automatisering og autenticitet. Jeg ser frem til, at AI bliver bedre til at arbejde med tone, kreativitet og kulturel kontekst, så vi kan skabe mere autentiske, lokalt forankrede fortællinger.”
Hvordan påvirker jeres brug af AI samarbejdet med kunder og øvrige interessenter?
”Vi bliver en endnu bedre partner og rådgiver, da vi kan levere bedre og hurtigere indsigter, rådgivning og kreativ idéudvikling målrettet vores kunder og partnere.”
”Ved at kombinere deres relevante data med vores, kan vi med AI skabe helt nye indsigter og stille nye værktøjer til rådighed, der åbner op for nye muligheder for udvikling, der styrker deres forretning.”
Forventer du, at AI kommer til at betyde mere eller mindre for forretningen i 2026?
”Uden tvivl mere. Vi kommer til at bevæge os fra eksperimenter til reel skalering. AI vil blive integreret i flere forretningsområder, hvor det kan skabe værdi.”
”Det handler ikke om at erstatte mennesker, men om at give dem stærkere værktøjer til at udfolde deres kreativitet og handlekraft.”