For seks år siden blev pladeselskabet Konkylie født. Og for 12 måneder siden fulgte Bodega Konkylie.
Nu bliver Konkylie-familien forøget med et kreativt bureau: Konkylie Studio
”Vi har længe arbejdet med tanken, og har tidligere fungeret som bureau, men har nu besluttet os for at kaste os fuldt ud i det,” lyder det fra stifter, Mathis Askebjerg Schmidt, der har titlen creative director i det nye bureau, i en mail til Markedsføring.
”Vi har et stort netværk af kreative, og Konkylie er generelt et vellidt brand blandt mange. Derfor føles det som et naturligt næste skridt for os,” skriver han.
Mathis Askebjerg Schmidt har tidligere markeret sig med farvekampagner for Flügger såsom Onkel Reje Pink og Thorning Red. Han stoppede dog i efteråret i malingvirksomheden for at hellige sig arbejdet med et etablere det nye bureau.
Har indsigter fra musik- og nattelivet
Den kreative direktør mener, at Konkylies tilstedeværelse i musik- og nattelivet giver det nyåbnede bureau indsigt i de unge kulturforbrugeres interesser og adfærd.
”Den indsigt gør det muligt for os at udvikle kampagner, der afspejler deres værdier og sprog, i stedet for at tale ned til dem,” skriver han.
Ifølge Mathis Askebjerg Schmidt har Konkylie Studio allerede skabt koncepter og kampagner for blandt andre ARoS, øl-brandet Anarkist og Frie Grønne.
”Derudover har vi samarbejdet med stort set alle københavnske spillesteder, museer og studier i forbindelse med pladeselskabet Konkylie, hvor vi altid har arbejdet enormt kreativt,” skriver han.
“Vi bruger vores erfaring fra kulturscenen til at skabe kampagneidéer, der engagerer brands og når ud til kulturforbrugerne på deres egne præmisser.”
Føles som en ”ud-af-kroppen-oplevelse”
Konkylie Studio består i skrivende stund af to fastansatte og tre freelancere, som også sidder på bureauet.
Og ifølge Mathis Askebjerg Schmidt er det ikke den umiddelbare ambition at vækste på størrelsen.
”Konkylie er – og skal fortsat være – et kvalitetsforetagende, så tidspresset er ikke afgørende for os. Vi har allerede flere dygtige kreative tilknyttet, som vi ser frem til at arbejde tæt sammen med,” skriver han.
Men i forhold til nye kunder håber det nye bureau dog på vækst.
”Vi er allerede i dialog med nogle rigtig interessante brands, så jeg er mere afslappet nu end i starten, hvor vi tog springet. Det føles lidt som en ud-af-kroppen-oplevelse at starte sit eget kreative bureau.”
Nu har I en bodega, et pladeselskab og et bureau. Hvad bliver det næste – et socialt medie eller en natklub?
”Ha ha – vi ved faktisk allerede hvad det næste bliver. Vi arbejder på en bar mere, som vi er ret spændte på at kunne fortælle mere om. Der kommer i hvert fald mere sangria,” skriver han
Udover Mathis Askebjerg Schmidt er Malte Behrens fast på Konkyllie Studio, hvor Emil Reedtz, Bobby Mandrup og Aske Andersen er faste freelancere.
Det nye bureaus kontor ligger på Nørrebro på en matrikel, hvor også Konkylie-pladeselskabet vil have base. Konkylie Bodega ligger i Nordvest i København.