Egentlig skulle dette interview med Anders Jacobsen være foretaget over telefonen, men på grund af dårlig netværks-forbindelse på dagen, blev det i stedet til et “online-møde” på Teams.

Og det viser sig at give god mening, for Anders Jacobsen har nemlig just opsagt sin stilling som senior rådgiver hos Represented by Bloggers Delight for at stifte sit eget enkeltmands-influencer-bureau, Social !mpact, hvor stort set alle møder med kunder og influenter skal foregå online.  

”De fleste folk har jo enormt travlt, og onlinemøder er super effektive. Derudover er de ofte kortere end fysiske møder, og så sparer alle også transporttid,” siger Anders Jacobsen, der efter corona-pandemien oplevede, at ni ud af 10 af hans møder på Represented by Bloggers Delight var online.

”Mit mantra er, at det skal være nemt og effektivt – både for mig og kunden,” siger den selvbestaltede direktør i Social !mpact.

Hjem ved et tilfælde

Anders Jacobsens nye solo-bureau, som han beskriver som et ”full-service-bureau”, har adresse i Sønderborg, hvor han oprindeligt kommer fra – og lige er flyttet tilbage til. 

Det er dog lidt tilfældigt, at lige netop Sønderborg blev, hvor hans nye ApS manifesterer sig, fortæller han. Det kom sig af, at han fik tilbudt et lejemål, der var dobbelt så stort og kostede det halve af, hvad han gav for sin lejlighed i København.

”For mig er mit udgangspunkt min forretning, og når den er online-baseret, så kan jeg lige så godt bo hernede og arbejde herfra, som jeg kan sidde i et dyrt, fancy lejemål i København,” siger Anders Jacobsen, der nu har kvadratmeter nok til både at huse et hjem og en arbejdsplads under samme tag. 

Men hvorfor skal en kunde vælge din enmandshær frem for et større bureau?  

”Jeg har en begrænset kapacitet i og med, at jeg kun er mig selv. Men det betyder også, at jeg kun kommer til at arbejde med en håndfuld kunder ad gangen, som jeg giver min fulde fokus fra start til slut,” siger Anders Jacobsen og fortsætter: 

”Så det vil sige, at det både er mig, der finder på idéerne og de rigtige influenter. Men også mig der eksekverer kampagnen. Så jeg kommer til at være ind over alle led i processen, og kan jeg sikre en høj kvalitet, som nogle gange går fløjten, når der er flere kontaktpersoner over.”  

Interviewet med Anders Jacobsen foregik som langt størstedelen af hans kommende møder vil: online. Foto: Screendump fra Teams-møde

Frihed er succes 

Anders Jacobsen har altid haft en drøm om at være herre i eget hus og ikke skulle lægge sine timer fra 8 til 16, for istedet at have en udtalt grad af frihed i sit arbejdsliv – og at gøre tingene på den måde, som han synes, er bedst.

”Efter vores møde her, tager jeg lige ud og kigger i en genbrugsforretning. Og jeg bliver der en time, hvis jeg vil. Friheden til at kunne gøre det, synes jeg er dejligt,” siger han.

Med hvad er dit succeskriterium for selve forretningen?

”Det kunne selvfølgelig være sjovt selvfølgelig at vinde nogle awards, men for mig er definitionen af succes ikke nødvendigvis en kæmpe omsætning, eller at opskalere på mandskab og generere et overskud på en masse millioner. Definitionen af en succesfuld forretning for mig, er mere friheden til at kunne gøre, hvad jeg har lyst til og bare være glad.”

Og i forhold til kunder er et af Anders Jacobsens primære succeskriterier lange samarbejder.

“Jeg vil gå efter at få gode kunder, som kontinuerligt samarbejder med mig, fordi de synes, de oplever en høj kvalitet i deres resultat – det er for mig også en stor del af at måle succes.” 

Anders Jacobsen har for et par år siden oplevet at have en depression, har han tidligere fortalt til mediet Markedsføring. Derfor er han meget opmærksom på at have sunde vaner i sit nye liv som selvstændig. Og han heller ikke planer om at arbejde alle døgnets vågne timer i sin nye virksomhed.

”Jeg synes, at det bliver glamouriseret, at man som iværksætter skal knokle dag og nat. For mig handler det med at gå selvstændig lige så meget om at få mere tid. Jeg lever ikke for at arbejde – jeg arbejder lige så meget for at kunne leve. Og den balance er vigtig for mig at have med i det hele.”