Andreas Lange bliver ny vicedirektør for marketing, kommunikation og media hos Lederne.

Her afløser han Jacob Weinreich, der tidligere havde titlen brand- og marketing director, og som siden er blevet kommerciel direktør i Alm. Brand Group.

Hos Lederne bliver opgaven at styrke organisationens position og gøre medlemskabet mere attraktivt og tydeligt i et marked, hvor mange i stigende grad vurderer værdien af deres faste udgifter.

”Jeg skal styrke Ledernes position og den kommercielle indsats og arbejde på tværs af hele marcom-disciplinen for at skabe værdi for både nuværende og kommende medlemmer,” siger Andreas Lange.

”Og sikre, at værdien af et medlemskab hos Lederne er til at forstå og få øje på,” tilføjer han.

Klar ambition om vækst

Ifølge Andreas Lange er ambitionen i den nye rolle klar.

”Jeg skal ind og styrke den kommercielle muskel i en 125 år gammel organisation, som har været med til at udvikle god ledelse i Danmark. Så det er jeg selvfølgelig sindssygt stolt af,” siger han.

Skiftet til Lederne giver også personlig mening for ham.

”Jeg har selv været leder i mere end 20 år, og ledelse har altid været en central del af min karriere.”

En mulighed, han ikke kunne afslå

Andreas Lange kommer fra en rolle som kommunikationschef i Alternativet, hvor han efter eget udsagn nu føler, at tidspunktet er rigtigt til at prøve kræfter med en ny rolle.

”Efter nogle valgkampe, hvor vi fik sat ret meget af dagsordenen, synes jeg, at jeg med stolthed kan sige tak for nu til Christiansborg. Det har været lærerigt og interessant, og jeg synes, jeg kan gå derfra med oprejst pande,” siger han.

Selv om han kunne være fortsat i politik, var muligheden hos Lederne ikke til at afslå, fortæller han.

”Nogle muligheder føles mere rigtige end andre. Lederne er en spændende organisation, og det har var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til.”

Markedsføring skrev i forbindelse med det nylige folketingsvalg om Alternativets valgkampagne, hvor Andreas Lange fortalte, hvorfor den centrerede sig om et trist svin.

Tager erfaring med videre

Ifølge Andreas Lange tager han en række erfaringer med sig fra sin tid på Christiansborg, som han forventer at kunne bruge i sit nye job.

”Når man er på Christiansborg, får man det sorte bælte i interessehåndtering. Man bliver også dygtig til at arbejde med relationer og med reel ledelse – både opad, til siden og nedad.”

”De kompetencer glæder jeg mig til at tage med videre til Lederne,” tilføjer Andreas Lange.

Vil forstå organisationen først

Når Andreas Lange starter hos Lederne på fredag, bliver den første opgave ikke at lave store forandringer med det samme, understreger han.

”Jeg går ydmygt til opgaven. Med respekt for organisationen og de dygtige mennesker, der arbejder der, vil jeg først fokusere på at forstå, hvad det er for en organisation og kultur,” siger han.

”Jeg kommer ikke ind og begynder at skyde til højre og venstre. Det ligger heller ikke til mit temperament.”

Loyalitet bliver central opgave

Kernen i opgaven hos Lederne bliver ifølge Andreas Lange meget konkret: At fastholde og tiltrække medlemmer i en tid, hvor loyaliteten er under pres.

”Det handler blandt andet om at sælge flere medlemskaber. Det er et felt, jeg også har erfaring med fra mediebranchen, hvor der skulle sælges abonnementer,” siger han.

”Mange medlemmer af forskellige organisationer er ekstremt illoyale. Derfor skal man som medlemsorganisation hele tiden være relevant, så de ikke suser ud ad døren og finder et andet sted.”

Økonomisk pres skærper kravene

Det nuværende økonomiske klima gør kun den opgave vigtigere, mener han.

”For tiden er der mange parametre i spil, og derfor er det ekstra vigtigt, at man er tydelig, synlig og nem at forstå i sin værdiskabelse,” siger Andreas Lange.

”I en tid, hvor forbrugerne prioriterer benhårdt, er det centralt, at de kan mærke, at netop dit produkt har så stor værdi, at det er noget, de er nødt til at beholde.”

Ser frem til første arbejdsdag

Andreas Lange starter hos Lederne på fredag, og han lægger ikke skjul på, at han ser frem til at tiltræde sin nye rolle.

”Jeg glæder mig som et lille barn til første skoledag. Lederne er et godt og stærkt brand, som allerede har stor relevans for mange mennesker – og samtidig et kæmpe potentiale. Så jeg er helt grundlæggende pivstolt af at skulle være en del af et så kompetent fagligt fællesskab, som Lederne repræsenterer.”

Andreas Lange har tidligere været blandt andet client director og partner hos We Love People, chief advisor hos Advice og head of content marketing hos Egmont.