“Det betyder alt for os. Hvis vi ikke havde fået den her hjælp, så var vi næppe kommet til, hvor vi er i dag.”
Sådan lyder det fra Johan Løvholt, der sammen med vennen Christopher Brandt har startuppen Tjilico, der producerer en særlig hjemmelavet chili-sauce baseret på en opskrift fra førstnævntes far.
”Vi sidder netop nu nede på en fabrik på Lolland, hvor vi er ved at sætte en stor produktion i gang med en ny samarbejdspartner. Det var ikke sket, hvis ikke havde haft vores nye brand-fortælling og -identitet,” siger Johan Løvholt i telefonen.
Tjilico er blot en blandt en række start-ups fra CPH Business start-up og DTU Skylab, som et et hold på 32 studerende på Brand Design i slutningen af 2022 udviklede nye brandstrategier og identiteter til. Og det med stor succes, for ifølge DTU Skylab har ni ud af 10 af deres iværksætter-virksomheder implementeret hele eller dele af de studerendes løsninger.
Studerende kan hjælpe iværksættere

Initiativet med at parre Brand Design-studerende med unge iværksættere kommer fra KEA, fortæller Marie-Louise Lynge, der er underviser på uddannelsen.
“Vi har ved tidligere enkelt-projekter kunne se, at vores studerende virkelig kan bidrage i forhold til iværksættere. Iværksætterne står jo i en situation, hvor de har meget specifik viden om det produkt, de har lavet, men de mangler hele brandingforståelsen og viden om, hvordan man kommer ud over rampen – og får skabt et brand omkring sit produkt,” siger hun.
Derfor inviterede uddannelsen iværksættere, tilknyttet CPH Business start-up og DTU Skylab, til at komme forbi og pitche deres forretningsidé, deres problemstillinger og udfordringer.
Tjilico var en af de start-ups, der benyttede muligheden for at pitche for de Brand Design-studerende, og en gruppe studerende bestående af Asta Dall, Linn Frederikke Mølholm Heide, Karoline Bay Sjøgren og Mathias Kjær Christiansen valgte at tage udfordringen op og skabe en ny brand identitet til chili-sauce virksomheden.
Fra paste til ny nordisk chili-sauce
”Vi havde vores tre produkter, men vi havde ikke nogen plan for, hvordan vi skulle markedsføre det, og hvordan vi skulle kommunikere,” siger Johan Løvholt.

Chili-sauce-startuppen, der så dagens lys i 2021, havde tidligere fået en grafiker til at hjælpe med deres identitet og packaging, men det hele var meget generisk i udtrykket, fortæller Christopher Brandt.
“Vi havde en eller anden form for identitet, der kommunikerede chili. Men den ramte ind i meget af det andet, der allerede findes på markedet. Vores farver var sort og mørk rød – og looket var meget amerikansk i det.”
Før Tjilico kom i de brand-studerendes hænder hed det Chili Kompagniet, men ud fra iværksætternes ønske om et mere nordisk og eksklusivt brand, blev navn som logo skiftet til Tjilico – som også hele farvepaletten blev ændret til lysere farver.
Mathias Kjær Christiansen, studerende på Brand Design, fortæller, at han og hans tre medstuderende arbejdede ”sindssygt meget med indsigter” i processen, og at hele deres visuelle output til Tjilico bygger på strategier, som er bygget ud fra research og brugerforståelse.
“Vi fandt blandt ud af, at de før skrev, at produktet var chilipaste på deres glas. Problemet er, at der ikke er nogen danskere der helt præcist ved, hvad chilipaste er. Så vi valgte at ændre betegnelsen til chili-sauce, for det kan folk meget bedre forholde sig til. Det er en simpel, men vigtig ændring, som man måske ikke lige tænker over,” siger Mathias Kjær Christiansen.

Ægte virksomheder er federe
Mathias Kjær Christiansen er glad for, at arbejdet har hjulpet Tjilico med at få hul igennem til flere forhandlere. Men for ham som studerende har forløbet også givet en helt ny dimension til brand-arbejdet.

“Det er jo bare federe at arbejde med reelle virksomheder, som du kan komme ud og stille en masse spørgsmål. For når du sidder og udvikler disse ting, har du bare tusind spørgsmål. Og det er den eneste måde, hvor du kan finde frem til de key insights, der er så nødvendige,” siger han
Den KEA-studerende er ret sikker på, at erfaringerne fra forløbet kan komme til at betyde noget for hans fremtidige karriere.
“Jeg tror, at det kan komme til at betyde en hel del. Vi er jo vandt til at man laver et projekt, der består af mock-ups, som man så putter på sit portfolie. Men her står vi og har udviklet et reelt produkt, til en rigtig virksomhed, som allerede er i en hel masse supermarkeder,” siger han og tilføjer:
“Det der med at kunne gå ned og finde sit arbejde på et produkt på hylden, det kan godt være at det lyder kliché, men det er da bare meget sejere.”
Lige så godt som professionelt
Er den identitet, som I har fået af de studerende, lige så god, som en I kunne købe jer til af professionelle?
“Ja, det synes vi selv, det er,” siger Johan Løvholt og Christopher Brandt fra Tjilico i kor.
“Vi har virkelig fået god feedback på branding, designet og etiketter fra dem, som vi har snakket med. Og vi har lige lavet en aftale med en større detailkæde om, at de gerne vil trække vores produkter ind,” tilføjer Johan Løvholt.

Selvom det niveau, som de Brand Design-studerende leverer på, opleves som professionelt, så mener Marie-Louise Lynge, underviser på linjen KEA, ikke, at man risikere at tage arbejdet fra professionelle brand- og designkyndige.
“Det her initiativ hjælper jo på innovationen i Danmark. For hvis de her iværksættere ikke kommer ud over rampen, så er det jo ikke godt for nogen. Det kan jo bruge den her hjælp til at udvikle deres brand og stå med en stærk brand ´fortælling til at pitche bedre i forhold til potentielle investorer – så der kommer økonomi i virksomheden.”
I forhold til at kunne leve af Tjilico er der for Johan Løvholt og Christopher Brandt nogen vej igen.
“Det ligger vi et stykke fra endnu. Det koster en del at skalere virksomheden op. Ambitionen er selvfølgelig at kunne leve af det. Men det er klart, at med kun tre produkter på hylden, så ser det lidt svært ud. Så vi har selvfølgelig også en masse andre produkter i pipelinen, som vi udvikler på,” siger Johan Løvholt.
Brand Design på KEA forventer at lave et lignende forløb med iværksættere fra CPH Business start-up og DTU Skylab igen til september.