”Jeg mener klart, at jeg har et forspring på grund af min reklamebaggrund. Det er der slet ikke nogen tvivl om.”
Sådan lyder det fra Niels Peder Ravn, der udover at eje bureauet Fat Pigeon er spidskandidat for Nye Borgerlige i Københavns storkreds til det forestående folketingsvalg
”Jeg er i skarp træning, for det er ikke så lang tid siden, at jeg sidst var i valgkamp,” siger københavneren, der definerer sig selv som ”højreorienteret”.
Sidste år blev Niels Peder Ravn valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, men kommunalvalgkampen var en stejl læringskurve for den politisk set grønne bureau-ejer.
Han var nemlig også spidskandidat for partiet i den valgkamp, hvilket bragte ham i afslutningsdebat på Hovedbanegården med de andre spidskandidater live på TV2 Lorry.
“Så der sad jeg pludselig og debatterede med politikere som Sophie Hæstorp, Finn Rudaisky og Ole Birk Olesen. Folk, der har været i politik i 20-30 år,” siger Niels Peder Ravn, der fortæller, at han i situationen var nervøs som aldrig før.
“Jeg føler mig ellers rimelig scenevant, for jeg har jo stået og præsenteret kreative oplæg siden slutningen af 80’erne. Men jeg må indrømme, at den aften, der var jeg – for at sige det lige ud – lige ved at skide i bukserne.”
Om Niels Peder Ravn
55 år gammel. Spidskandidat for Nye Borgerlige i Københavns storkreds.
Selvlært tekstforfatter og reklamemand, der fik sit første bureaujob på Jens & Berger i 1988 som 21-årig.
Ejer bureauet Fat Pigeon, en enkeltmands-virksomhed, der benytter sig af freelancere, som han stiftede i 2016. Tidligere har han arbejdet som kreativ direktør i Integral og ADtomic. Inden da var han tekstforfatter på blandt andet Saatchi&Saatchi Copenhagen.
Skal tale længere
Niels Peder Ravn klarede debatten og blev valgt ind i Københavns borgerrepræsentation. Og da han efterfølgende så debatten, blev han overrasket over, at han ikke fremstod så usikker på tv, som han selv følte sig.
Til gengæld er der et andet aspekt af sin politiker-rolle, som den mangeårige reklamemand er blevet opmærksom på, at han skal arbejde med: Han skal tale i længere tid og dermed fylde mere i debatten.
“Fra reklame er jeg jo vant til at skulle levere et budskab på maksimalt 30 sekunder. Jeg er opdraget til ikke at spilde kunderne eller annoncørernes tid. Så Jeg er ikke god til at tale i tomgang og holde ordet i lang tid – og det er noget, som jeg skal arbejde alvorligt med,” siger han og tilføjer:
”Ligesom i en tv-reklame er der jo også altid en bagkant i en tv-debat, og jo mere den ene politiker siger, desto mindre tid har de andre til at udfolde deres holdninger på.”
Samtidig mener Niels Peder Ravn dog også. at evnen til at gøre sit budskab kort og præcist er der, hvor hans marketingerfaring hjælper ham allermest i hans politiske virke.
“Jeg har i mange år beskæftiget mig med markedsføring af tyske premium-mærke-biler. Og her skal man typisk formidle noget forholdsvis komplekst, såsom avanceret teknologi, på en appellerende måde,” siger han og fortsætter:
“Og det er jo lidt det samme, som jeg skal gøre her. Jeg skal formidle forholdsvis avanceret politik – eller i hvert fald ofte noget, der har en helvedes masse implikationer – enkelt, lidt snappy og helst også iørefaldende. Og her er det absolut en kæmpe fordel for mig, at jeg på grund af min baggrund er god til at sætte mig ind i ofte komplicerede sammenhænge og på kort tid koge det ned til en Maggi-terning.”
" Jeg har tabt nogle venskaber eller tætte relationer, som har betydet meget for mig."Niels Peder Ravn, bureauejer Fat Pigeon, folketingskandidat for Nye Borgerlige
Mistet venner på politik
At gå ind i politik som selverklæret højreorienteret har vist sig at have givet et social bagslag for Niels Peder Ravn.
“Det. som jeg helt konkret kan se og ved, er, at der er folk i branchen, som jeg har kendt i både 25 og 30 år, som simpelthen er holdt op med at hilse på mig på gaden. Det er ret iøjnefaldende,” siger han.
Hvordan har du det med det?
”Arhhh… Det synes jeg sgu’ da er nederen. Det er folk, der har kendt mig i lang tid, og som ved hvem jeg er, og hvad jeg står for – også politisk. Jeg har altid haft nogle sindssygt gode diskussioner med kolleger og andre i branchen. Så det gør lidt ondt, at folk, som har betydet virkeligt meget for mig fagligt og menneskeligt, simpelthen ignorerer mig.”
Er det overraskende for dig?
“Nej, det er det ikke. Jeg tror, at der – specielt som borgerlig, højreorienteret politiker – er god basis for at blive marginaliseret en hel del, når man befinder sig i en kreativ branche. Og det skal jeg da også lige love for, at jeg er blevet. Det er ikke. fordi jeg tuder over det. Men jeg synes, det er ærgerligt, og jeg har tabt nogle venskaber eller tætte relationer, som har betydet meget for mig.”
På trods af sine tabte venskaber har Niels Peder Ravn dog aldrig fortrudt, at han valgte at gå ind i politik.
Reklamekneb i politik
Som kreativ og teksforfatter har Niels Peder Ravn gennem sin karriere været ophavsmand til masser af slogans og taglines. Men i forbindelse med sin politiske karriere har han for første gang skulle finde et pay-off til sig selv.
“Jeg synes et eller andet sted, at de ting, man taler om i politik, ofte er for vigtige til, at man barer koger det ned til en eller anden smart one-liner,” siger han og tilføjer:
”Men jeg gør det jo alligevel.”
Til kommunalvalget i 2021 havde Niels Peder Ravn således taglinen: ”København trænger til en borgerlig hånd.”
“Det er en meget Niels Peder’sk tagline. Det er en linje, som jeg typisk også ville have lavet for en kunde, hvor jeg tager udgangspunkt i et eller andet klassisk ordsprog, som folk kender,” siger han.
Niels Peder Ravn var i tvivl om, om han skulle genbruge taglinen til Folketingsvalget. Og som man kan se på hans valgplakater, fandt han på følgende:
“Jeg er Københavner med stort D”.
“Jeg synes, at man skal styrke København som landets hovedstad. Og når jeg så siger, jeg er Københavner med stort D i stedet for stort K, så er det fordi, at det er Nye Borgerliges partibogstav, som så i øvrigt også kan stå for Danmark,” siger han.
”Man vinder en del respekt fra folk, når man så rent faktisk opnår et folkeligt mandat. Og når man oven i købet i de efterfølgende ni måneder har vist, at man rent faktisk er i stand til at veksle det mandat til noget reel politik, så kaster det noget anerkendelse af sig. Og det opvejer langt det andet.”
Klimalov blev udslagsgivende
Niels Peder Ravn har altid interesseret sig for politik og indtil for et par år siden satte han sit eget kryds ved Konservative. Og det var også, da han på et tidspunkt arbejdede med partiet som kunde, at idéen om at selv at kaste sig ind i politik blev vakt.
Men det var debatten om klimaloven tilbage i 2018, en lov, der senere blev realiseret, der blev den udslagsgivende faktor.
”Jeg så nyheder og læste min avis og tænkte: Det her er noget i retning af det dummeste, jeg nogensinde har været ude for. Det her kommer til at koste velfærd, det kommer til at koste så mange ting i en nærmest Don Quijotisk jagt på en reduktion af CO2-emisssion, som formentlig ikke vil have nogen som helst effekt på klimaet – overhovedet.”
I forhold til klimaloven konstaterede Niels Peder Ravn, at Nye Borgerlige var det eneste parti, der var imod, og derfor meldte han sig ind i partiet.
En højredrejet blandt venstreorienterede
Inden Niels Peder Ravn i 2016 etablerede sit eget bureau, var han kreativ direktør i Integral i otte år. Og selvom det aldrig har været nogen hemmelighed, hvor han stod politisk, så har hans karriere tidligere været et benspænd for det politiske.
”Jeg har været tilbageholdende i forhold til aktivere mine holdninger på en meget konkret måde, fordi jeg vidste, at hvis jeg troppede op og sagde til en CEO, at jeg som hans kreative direktør altså havde tænkt mig at stille op til valg for De Nye Borgerlige … Ja, det tror jeg faktisk ikke at jeg havde fået lov til.”
At Niels Peder Ravn er selverklæret højreorienteret kreativ, er der mange, som gennem tiden har syntes var ”sært”.
”Det har været lidt svært for nogle at kapere. Men jeg har så på den anden side altid syntes, at det er utrolig mærkeligt, at folk kan bevæge sig rundt i verdens mest liberale erhverv og så være venstreorienterede,” siger han.
Da du fik dit eget bureau, var du så tilbageholdende med at kaste dig ud i politik, fordi det kunne påvirke nogle af dine kundeforhold?
“Ja, det var min aller-aller-aller-allerstørste bekymring. Og jeg skal faktisk ikke kunne sige, om det har gjort det. For det kan jo godt være, at der er nogen, der ville have ringet til mig, eller jeg kunne have lavet noget newbiz, som jeg så er gået glip af.”
Et ben i begge lejre
Hvis Niels Peder Ravn bliver stemt ind i Folketinget, vil han strække sig langt for stadig at kunne arbejde med marketing i sit bureau, selvom han vil blive presset på tid.
“Jeg tror ikke, at jeg kan undvære at arbejde med det. Hvis Rasmus Jarlov kan køre en rutebilsforretning ved siden af at være både minister og folketingsmedlem, så kan jeg vel også blive ved med at lave noget fed reklame og markedsføring ved siden af det at være folketingspolitiker. Det tror jeg bestemt.”
Hvordan vurderer du dine egne chancer for at blive valgt ind?
”Som spidskandidat skal jeg virkelig gøre meget i nælderne, hvis ikke det skal lykkes at få en plads i Folketinget. Men, man ved det jo ikke. Det er ikke a walk in the park at komme i Folketinget.”