Medie- og reklamebureauet Havas Danmark får ny mand i spidsen. Efter mere end 20 år som adm. direktør stopper Johnny Twile i rollen og overlader stafetten til Søren Broneé, der hidtil har været COO i Havas. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen i Havas takker Johnny Twile for hans mangeårige indsats i bureauet.
“Hans urokkelige engagement, hans kundeorienterede tilgang til virksomheden og hans store omsorg for medarbejdere har skabt bureauets succes i de seneste 20 år. Vi takker Johnny for hans umådelige indflydelse på Havas Danmark,” lyder det i pressemeddelelsen fra Alberto Canteli, CEO i Havas Group, Nordics, CEE & Middle East.
Søren Bronée er stolt over at overtage stafetten i bureauet.
“Det er en stor ære at blive udnævnt til CEO og adm. direktør for Havas Danmark. Jeg er først og fremmest inspireret af bureauets passionerede og kompetente medarbejdere. Mit fokus vil være på at pleje en kultur af kreativitet, holdånd og en fortsat investering i vores medarbejderes trivsel og kompetencer, så vi sikrer, at vi forbliver på forkant med udviklingen i markedet og konsekvent leverer exceptionelle resultater for vores kunder,” lyder det fra Søren Broneé.
Havas Danmark har netop offentliggjort nyt regnskab den 5. juli. Her havde selskabet et årsresultat på 883.000 kr. De to år forinden har selskabet haft et årsresultat på henholdsvis -4,5 mio. kr. og -5,8 mio. kr. Der er en egenkapital på 33,4 mio. kr i selskabet.