”New bizz done right”. “Elsker alt ved det”.
Det kreative bureau Butter Agency får masser af ros, efter bureauet for en uges tid siden lavede et noget anderledes opslag på LinkedIn.
Opslaget er camoufleret som et jobopslag under overskriften ”Butter Agency søger sjælden marketingansvarlig”.
Og af teksten frem går det, at bureauet søger ”de udefinerbare 3% af de 1028 marketingansvarlige, som (i MyImage Bureau 2024, red.) tilkendegav, at de ‘helt sikkert ikke’ vil invitere det kreative bureau Butter Agency i en pitch, hvis de blev spurgt i dag.”
Opslaget lokker derefter med blandt andet ”et kreativt pitch oplæg (NB: engangsydelse), sublime kreative kompetencer, et fleksibelt og agilt team og god kaffe i håndlavet keramik fra Bornholm”.
”Det er jo simpelthen så røvsygt”
Markedsføring har spurgt Anne Sophie Lange, hvor dén idé lige kom fra.
”Vi havde en snak på kontoret, om hvor dejligt det var at læse i MyImage, at 100 procent af vores kunder er tilfredse, og at vi burde dele det på LinkedIn,” skriver hun på mail og tilføjer:
”Så var der en der sagde, “skal vi virkelig bare være endnu et bureau i mængden, der deler et MyImage-resultat og roser sig selv på LinkedIn – det er jo simpelthen så røvsygt”.
I stedet besluttede bureauet at ”grave de værste resultater om Butter frem” – og dét blev briefen til det kreative team.
”Vi havde det ret sjovt over det faktum, at der er tre procent af de adspurgte, der ikke vil invitere os i pitch, hvis de blev spurgt i dag. Så vores mission blev at finde de tre procent,” skriver Anne Sophie Lange.
Mange ideer kom hurtigt på bordet, og den idé bureauet endte med at gå med – at hacke LinkedIns jobfunktion – kom faktisk fra Butters to DMJX-praktikanter, Adam Pripz og Malik Eriksson, fortæller Anne Sophie Lange, der fortsætter:
”Alt i alt handler det om, at det jo føles lidt tragi-komisk for os at læse, at kendskabet til Butter er lavt, når hele 100 procent af vores eksisterende kunder tilkendegiver, at de er fuldt ud tilfredse. Så det er grunden til, vi gør det. Vi synes ærlig talt, at flere burde få en bid af Butter,” skriver hun.
“Overvældende”
Indtil videre har reaktionerne nærmest blæst bureauet helt bagover.
”Reaktionerne har været overvældende og helt vildt positive. “Newbizz done right” og “Genistreg” har været nogle af de kommentarer, vi har fået. Fremmede har delt jobopslaget, og det er bare rullet organisk på en vildt spændende måde.”
Dertil kommer, at bureauet på nuværende tidspunkt har fået flere end 60 ansøgninger.
”Og vigtigere: Efter kun 19 minutter landede den første ansøgning fra en virksomhed, som vi nu skal mødes med,” skriver Anne Sophie Lange, der tilføjer, at det har været herlige dage.
”Engagement rate ligger på 13,15 procent, og på alle punkter har det bare været virkelig sjovt på kontoret den sidste uge – både med at skrive jobopslaget, modtage ansøgninger, følge kommentarspor og få beskeder i vores DM.”