Butter er kommet ud af sit forskudte regnskabsår 2022/23 med fremgang på såvel top som bund.

Bruttofortjenesten vokser fra 3,3 millioner kroner i forrige regnskabsår til 3,7 millioner i det seneste, ligesom driftsresultatet går fra 471.000 til 562.000 kroner, og selv om det ikke er enorme beløb, så viser bureauets regnskaber gennem de seneste år stille og rolig vækst.

I 2019 og 2020 var der minus på driften, og egenkapitalen var ligeledes negativ i de år, men det er lykkedes Anne Sophie Lange, der blev en del af Butter i 2018 og overtog ejerskabet 2020, at rette skuden op og få pilen til at pege opad.

”Vores regnskab for i år reflekterer en stabil position på markedet. Selvom vi oplevede nogle ændringer med et par af vores langvarige samarbejdspartnere, som skiftede strategisk retning grundet nedskæringer i et svært marked, er vi stolte af de resultater, vi sammen har opnået gennem årene,” skriver hun på mail til Markedsføring om det dugfriske regnskab og tilføjer:

 ”Året viser en opmuntrende vækst, med et positivt resultat på 535.000 kr. før skat. Dette vidner om, at vores produkt fortsat er i høj kurs på markedet.”

Stiftet af kendisser i 2015 

Butter blev oprindelig stiftet i 2015 af Simon Frank og Simon Lennet – sammen med Josefine Arthur, daværende CEO.

De to gange Simon havde på det tidspunkt ellers fødderne solidt plantet i det københavnske natteliv og det daværende kendismiljø.

Nøgletal for Butter 2022/23

Tal i millioner kroner – 2021/22 i parentes

Bruttoavance:                     4,0 (3,7)
Resultat af primær drift:   0,56 (0,47)
Resultat før skat:                0,54 (0,46)
Årets resultat:                     0,41 (0,37)
Egenkapital:                          0,60 (0,44)

Kilde: cvr.dk

Blandt andet var de kendt som ophavsmænd til natklubberne Simons, Sunday, Château Motel og At Dolores plus det nordsjællandske cykelløb Tour De Tisvilde.

Men i 2015 meldte de pludselig ud, at de nu stiftede et kreativt bureau, Butter.

En melding, som Markedsføring dengang var nødt til at spørge lidt mere ind til: For var det i virkeligheden bare en happening?

Det afviste de to herrer dengang, og i dag, otte år senere, lever bureauet da også fortsat i bedste velgående. Dog er Simon Frank og Simon Lennet ikke længere en del af ejerkredsen.

I starten kom Butter rigtig godt fra start med to positive regnskaber de første to år, og de tre stiftere, samt daværende Strategic Director, Christen Villads Søndergaard, som tiltrådte stillingen kort efter stiftelsen af Butter, sikrede et solidt fundament.

Siden fulgte et par svære år, men siden Anne Sophie Lange overtog styrepinden, er forretningen fortsat fremad i den rigtige retning. 

Vil fordoble resultatet

Butter har gennem de senere år arbejdet for kunder som Dansk Industri, Carlsberg, Red Barnet og Maersk Tankers, og har inden for det seneste regnskabsår haft tilgang af flere nye opgaver, skriver Anne Sophie Lange:

”Vi er begejstrede for at byde velkommen til blandt andre Estée Lauder Nordic, Origins, på både det danske og svenske marked, Netcompany, Tise Danmark plus flere spændende danske start-ups, som vi snart kan afsløre mere om.”

Og Anne Sophie Lange ser også fortrøstningsfuldt frem, når det gælder det regnskabsår, der er i gang:

”I 2023 har vi øget vores fokus på kompetenceudvikling, markant forstærket af ansættelsen af Christine Smith som vores nye kreative direktør. Vi har også lanceret datterselskabet new-habits, hvor vi prioriterer banebrydende ideer i samarbejde med unge talenter fra relevante communities,” skriver hun og tilføjer:

”Vi er desuden flyttet til nye inspirerende lokaler i København K og har prioriteret en indretning, der fremmer kreativitet og kultur. Vores dedikation ses også i vores fornyede indsats for at optimere vores interne processer og styrke vores forretningsmodel. Så med alle disse initiativer i ryggen går vi entusiastisk ind i det kommende regnskabsår med forventning om at fordoble vores bundlinje.”