For to måneder siden udsprang idéen til en ny kvindefodboldsbevægelse hos Maria Jensen Guy.

“Jeg har kvindefodbold på hjernen. Og under aftensmaden i går fik jeg en idé. Jeg vil lave et professionelt netværk for tidligere kvindelige fodboldspillere i Danmark,” skrev den selv tidligere fodboldspiller dengang i et opslag på LinkedIn.

Siden har Maria Jensen Guys idé fået navnet ‘Kvinder i Fodbold’. Og bevægelsen, der opererer under parolen “Vi vil ikke længere vente på forandring i dansk kvindefodbold. Vi vil skabe den”, lanceres i dag med en brandidentitet, som er skabt af bureauet Season Two – som fodboldinitiativet samtidig indgår partnerskab med.

“For at styrke fodbold for piger og kvinder er det essentielt, at de anerkendes, værdsættes og prioriteres. De skal have adgang til dygtige trænere, gode faciliteter og ordentlige forhold i klubberne. Jeg håber, at partnerskabet med Season Two kan bidrage til, at Kvinder i Fodbold kan være med til at realisere dette,” siger Maria Jensen Guy, der som aktiv spillede i blandt andet BK Skjold og B93, i en pressemeddelelse.

Vil løfte kvindefodboldens position

Kvinder i Fodbold stiftede Maria Jensen Guy sammen med Christina Walldeskog Satchwell, som en reaktion på de barrierer og den ulighed kvinder står overfor i dansk fodbold.

Ifølge Season Two ser bureauet det som en naturlig forlængelse af egne værdier at bakke op om Kvinder i Fodbolds mission.

Screendump af en farveskiftende GIF, der viser Kvinder i Fodbolds logo. Foto: Screendump af Logo-GIF

“Når vi taler om at ændre kulturelle normer, kræver det stærk og klar kommunikation. Vores opgave er at hjælpe ‘Kvinder i Fodbold’ med at skabe en visuel stærk og strategisk platform, der både inspirerer og engagerer. Vi vil være med til at bygge en fortælling, der kan løfte kvindefodboldens position i både klubberne og i det bredere samfund.” siger Carl Cordes, der er CEO og partner hos Season Two i meddelelsen.

“Bygget fra bunden”

Ifølge Niklas Bo Markussen, kreativ direktør og partner hos Season Two, er identiteten og strategien for netværket bygget fra bunden.

”Det eneste, vi har skulle bygge videre på, har været visionen og missionen med bevægelsen,” skriver han til Markedsføring.

Hvordan kom I frem til den visuelle identitet for Kvinder i Fodbold?

”Det var vigtigt for os, at identiteten var letafkodelig og havde sporten – og alt det sport kan give os – med i udtrykket såsom leg og glæde. Samtidig måtte det ikke være for ’piget’ i den forstand, at vi forsøgte at holde os fra hestehaler, kjoler og de “klassiske pigefarver” i eksempelvis lyserød, for ikke at ende i et univers, der ekskluderer mænd, som gerne vil bidrage til sagen,” skriver Niklas Bo Markussen.

Frem og tilbage i processen

Niklas Bo Markussen fortæller, at arbejdet, bureauet laver for Kvinder i Fodbold, ikke er pro bono, men at man har ”strikket en aftale sammen, der fungerer for begge parter”.

Hvad har været den største udfordring i arbejdet med identiteten?

”I og med at kvindefodbolden stadig har meget at indhente i Danmark i forhold til awareness og interesse, har det været en udfordring – sammen med Kvinder i Fodbold – at skulle navigere i, hvor man skal hen, hvem vi skal kommunikere til, og hvordan vi bidrager til størst og bedst mulig forandring, med vores strategi, kommunikation og branding,” skriver Niklas Bo Markussen og tilføjer:

“Dette, sammen med at det er en helt ny organisation, gør, at man skal både frem og tilbage i processen oftere end normalt, da der kommer nye faktorer i spil, som skal tages højde for.”

Kommer der til at køre en decideret kampagne i forbindelse med den nye identitet?

”Vi arbejder hen mod at der på sigt skal komme større kampagner, både ift. rekruttering og awareness. Men for nu — og i første rul — har det handlet om at skabe et solidt grundlag for branding og kommunikationen via visuel identitet.”

Du kan se en film, der introducerer Kvinder i Fodbolds nye identitet nedenfor: