”Vi har aldrig været et stærkere hus, end vi er netop nu.”

Sådan lyder det i en mail til Markedsføring fra Karim Frølund, Brand Director og nyslået partner i B2B-bureauet Pravda, i anledning af, at bureauet netop har afleveret sit bedste regnskab nogensinde.

Regnskabet dækker perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021 og udviser et plus på 6,1 millioner kroner på den ordinære primære drift. I det foregående regnskabsår lød dét tal på 449.000 kroner.

På bunden lægger bureauet 4,7 millioner kroner mod sidste årsregnskabs 324.000 kroner.

Årsagen til det fine resultat ligger, ifølge Sune Busk, Strategic Director og ligeledes nyslået partner, i øget aktivitet. Både hos eksisterende kunder på det danske marked, men også med tilgangen af flere store nordiske kunder.

Kraftig vækst i volumen

Blandt andet har man sagt velkommen til den svenske medico- og life science-virksomhed Getinge og det norske rederi Golden Ocean, der har verdens største flåde af tørlastskibe. 

”Som mange andre blev vi ramt af corona-stilstand i forrige regnskabsår, hvor vi så ind i en hård ordreopbremsning. VI tog en kollektiv lønnedgang, inden vi fik normaliteten tilbage og kunne udbetale både lønnedgang og bonus oveni,” skriver Sune Busk i en mail til Markedsføring og tilføjer:

“Så resultatet skal selvfølgelig ses i lyset af et usædvanligt regnskabsår i 2019/2020. Men fakta er, at vi er bouncet tilbage på flotteste vis takket været enormt høj kundeaktivitet. Og i kraftig vækst i volumen på vores opgaver.”

Sune Busk uddyber:

”Samtidig er vi hjulpet af, at vi, i al ubeskedenhed, er blevet et etableret og anerkendt navn inden for B2B-branding. Det udspringer bl.a. af en opkvalificering af både mennesker og i særdeleshed i forhold til metoder og brandudviklingsprocesser. Vi er ganske enkelt blevet mere træfsikre og dygtigere. Til at skabe resultater for vores kunder – og til at skabe vækst i vores egen forretning.”

Vil aflive berøringsangst

De to nye partnere har tilsammen været på Pravda i 18 år. Sune Busk i 10 et halvt og Karim Frølund i næsten otte. 

Nøgletal for Pravda 2020/2021

Bruttofortjeneste: 18,0 (13,8)
Driftsresultat: 6,1 (0,45)
Årets resultat: 4,7 (0,32)
Egenkapital: 9,2 (4,5)
Gns. antal beskæftigede: 21 (24)

Beløb i mio.kr.
Beløb i parentes er for 2019/2020.
Kilde: cvr.dk og Pravdas regnskab for 2020/2021.

Begge går ind som ejerpartnere med en andel på 10 procent, og de glæder sig til at ”tage endnu mere ansvar,” som Sune Busk formulerer det.  

”Efter 10 års gang på Pravda er der ikke mange afkroge, som jeg ikke kender i forvejen. Og det har gjort beslutningen let. Som partner får jeg mulighed for at sætte endnu mere retning og tempo på de områder, jeg brænder for – både det klassiske brandarbejde, men også opgaven med at få aflivet berøringsangsten over for bæredygtigheds-kommunikation,” siger han.

Karim Frølund skriver:

”Jeg er enormt stolt af den transformation, vi som samlet hus har undergået – fra klassisk full-service bureau til internationalt prisvindende B2B-brandbureau. Vi har aldrig været et stærkere hus, end vi er netop nu. Og jeg kunne ikke forestille mig at blive en del af en stærkere og mere sammentømret partnergruppe end det nye femkløver.”

Brandet bliver virksomhedens bas-tone

Hvorfor er det vigtigt for B2B-brands at arbejde med branding?

”Fordi de netop er B2B-brands – og ikke blot B2B-virksomheder. Kun en ganske lille del af vores kunders målgruppe er reelt i markedet inden for den begrænsede periode, en traditionel salgskampagne løber. Derfor er det vigtigt for B2B-virksomheder at investere mere langsigtet i deres brand,” skriver Karim Frølund.

" Jeg er enormt stolt af den transformation, vi som samlet hus har undergået – fra klassisk full-service bureau til internationalt prisvindende B2B-brandbureau.
Karim Frølund, Brand Director og ny partner i Pravda

Han mener, at mange – efter en periode med investereringer i den digitale inbound- og marketingmotor – i dag indser, at den del ikke kan stå alene uden et stærkt brand at læne sig op ad.

”Brandet bliver derfor virksomhedens bas-tone, der løber på tværs af teknologiske udviklinger, skiftende kommunikations-trends og performance-discipliner. Samtidig har vi set en markant modning i B2B-markedet, hvor flere virksomheder i dag arbejder mere strategisk med positionering og aktivering.”

Største udfordringer i B2B-marketing

På Markedsførings spørgsmål om, hvad der bliver den største udfordring inden for B2B-marketing i det kommende år, lyder det fra Sune Busk.

”Snakker vi ren B2B-marketing, kommer de kendte dyder i spil. Synkronisering af indsatser på tværs af siloer, evnen til at demonstrere målbar performance-marketing og lave et brugbart marketing teknologi-stack. Og tager vi brand-brillerne på, så bliver det kort og godt at holde momentum.”

Han tilføjer:

”Vi kommer også til at se virksomhederne kæmpe med at merge employer-brandet og corporate-brandet for at stå skarpt i ’the war on talents’. Og endelig bliver kundernes krav om, at virksomheden agerer ansvarligt, en central opgave: At gå fra at se det ’grønne’ som compliance til at se det som et brand asset. Det bliver topspændende.”