Det digitale bureau PL & Partners tilføjer endnu en specialitet og åbner en Search Engine Marketing-afdeling (SEM) til at håndtere Google-annoncer.

Til at stå i spidsen for afdelingen henter de Jimmi Koefoed Mortensen fra konkurrenten Obsidian Digital, hvor han også havde en lederrolle. Det fortæller PL & Partners i en pressemeddelelse.

“Google, og søgemaskinemarketing generelt, er og vil kun forsætte med at være en utrolig vigtig del af enhver seriøs virksomheds marketingstrategi, og det er kun fedt at skulle starte arbejdet med en masse ambitiøse kunder, der har efterspurgt hjælp til det i en længere periode,” siger Jimmi Koefoed Mortensen ifølge meddelelsen.

Den nyansatte får titlen som Head of SEM.

Forventer flere ansættelser

PL & Partners varslede den nye SEM-afdeling i slutningen af 2021, hvor de også kunne fortælle, at de gik fra Facebook- og Instagram-bureau til et fuldbyrdet digitalt bureau.

Bureauets CEO, Nikolai Skouv Pedersen, skriver videre i pressemeddelelsen, at de forventer, at SEM-holdet vil tælle 5-7 personer inden årets udgang.

”Vi har igennem en længere periode oplevet en enorm interesse og efterspørgsel fra vores kunder om at varetage deres annoncering på Googles platforme, og med ansættelsen af Jimmi får vi en af landets skarpeste på området til at hjælpe dem med den opgave. Samtidigt er det også vigtigt, at Jimmi kommer med erfaring i at opbygge hurtigtvoksende teams, der er dygtige til at eksekvere kundernes strategier,” skriver Nikolai Skouv Pedersen.

Den nyoprettede afdeling vil primært omfatte annoncering på Googles platforme (Google Shopping, Google Search, YouTube Ads), men også Display Ads og Microsofts søgemaskine Bing.

Ansættelsen er den sjette PL & Partners laver i år. Bureauets CEO meddeler desuden, at de forventer at fordoble omsætningen i bureauet til mere end 50 millioner kroner inden for de næste tre år. PL & Partners blev stiftet i 2015 og tæller godt 60 ansatte.