Salling Group lancerede tirsdag aften nyheden om en spritny kæde – Basalt – med egne ord efter få ugers udviklingsarbejde.

Og det er ikke kun hos detail-giganten selv, der har været rykket med raketfart. Der har der også hos bureauet bag konceptet, Brandhouse/Subsero.

”Hele konceptet er udviklet på under tre uger, med os selv og bureauet på overarbejde weekender og nætter,” lyder det fra Martin Hasgaard Olsen, Head of Assortment and Marketing og VP Netto hos Salling Group, i en mail til Markedsføring.

Han tilføjer:

“I Salling er vi gode til hurtige og agile beslutninger, og vores bureau kan levere både på brandudvikling og kampagner. Det har vi stor glæde af,”

Artiklen fortsætter under billedet.

Elementer af det visuelle udtryk fra Sallings Groups nye brand, Basalt. Foto: PR.

Parterne oplyser, at det er en taskforce med Sallings ledelse, en række håndplukkede ledere fra Netto samt Brandhouse/Subsero, som også er bureau for Netto ”og særlige Salling-opgaver”, der står bag udvikling af kæden.

“En lille fortrolig gruppe”

”Vi har udviklet opgaven ved siden af vores øvrige hverdag, med en lille fortrolig gruppe med Louis Pilmark og Pernille Dueholm på koncept og design,” fortæller Felix Binggeli, der er Client Director på Brandhouse/Subsero og tilføjer:

”Det kan lade sig gøre, fordi Salling viser os stor tillid og er hurtige til både at acceptere og det modsatte. På den måde har vi opnået den store agilitet, et projekt som Basalt kræver.”

Felix Binggeli oplyser, at der er tale om et koncept, ikke en reklamekampagne.

Hvilke tanker ligger bag brandets visuelle udtryk?

“Med udviklingen af det nye brand er vi gået efter at skabe et navn, en fortælling og et visuelt udtryk, som hjælper forbrugerne med at forstå, at Basalt adskiller sig fra de etablerede kæder. Og at man her kan få de basisprodukter man kender fra hverdagen – men til priser man ikke ser hver dag,” skriver Felix Binggeli til Markedsføring i en opfølgende mail.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fra venstre Louis Pilmark, Pernille Dueholm og Felix Binggeli fra Brandhouse/Subsero. Foto: PR

Hvilket budskab skal det sende til forbrugerne?

“At hos Basalt er det unødvendige skåret fra, så danskerne kan få de lavest mulige priser. Det er den oplevelse, vi forsøger at understøtte i butikkens udtryk, såvel som markedsføring.”

“Et Ultra-Discount koncept”

Ideen med Basalt er, ifølge Salling Group selv, at slå priserne på en række basisvarer omkring 15 procent længere ned end de vanlige discountbutikker.

Det vil man gøre ved blandt andet at have et mindre sortiment og ved at skære i faste omkostninger, som for eksempel el til køle/fryse-skabe. Dertil kommer kortere åbningstider.

Martin Hasgaard Olesen kalder selv Basalt for ”et Ultra-Discount koncept”. 

”Vi sparer på håndtering af varerne, vi har ikke dyre kølemontrer, som bruger meget strøm, og varerne vil i sig selv også ligge på et meget lavt prisniveau. Priserne bliver markant de laveste dagligvarepriser i markedet – på et begrænset sortiment,” siger han i mailen.

De første tre Basalt-butik åbner henholdsvis 11. og 12. oktober i Kastrup, Helsingør og Aarhus, mens yderligere syv butikker er på vej.