”Som mange andre indstillede vi os på, at alt kunne ske i 2022. At det blev turbulent. Men jeg synes kun, det har været turbulent på den positive måde. Vi har faktisk haft ekstra travlt.”

Sådan lyder det fra Bjarne Spellerberg, CEO og co-founder på det kreative bureau Boye & Spellerberg, der netop har offentliggjort endnu et rekordregnskab.

Bureauet kommer således ud af 2022 med et driftsresultat på 5,8 millioner kroner mod 4,4 millioner i 2021 – og 3,8 millioner i 2020. Det er, som der står i den obligatoriske ledelsesberetning, ’tilfredsstillende’.

Bjarne Spellerberg peger selv på flere årsager til, at bureauet bliver ved med at vokse på resultaterne.

”Det forretningskoncept, vi etablerede os på for snart 10 år siden, er jo som sådan hverken revolutionerende eller nyt, men fordi vi bliver ved med at levere på højt niveau, så har det en naturlig appel i markedet,” siger han og uddyber:

”Man skal ikke være blind for, at CMO’erne i dag er ekstremt dygtige til at navigere og har en rigtig god fornemmelse for, hvornår de har brug for ’a’, og hvornår de har brug for ’b’. De kigger også efter de gode cases, og vi har et højt bundniveau i dag. Det er en del af årsagen til, at det går godt for os.”

Det forretningskoncept, Bjarne Spellerberg henviser til, handler blandt andet om størrelse – og en meget bevidst senior-tilgang.

" I people’s business er det people, der gør forskellen. Og vi er meget omhyggelige med at sætte holdet i forhold til vores filosofi og proces.
Bjarne Spellerberg, CEO og co-founder, Boye & Spellerberg

Vil ikke være for store

”Vi har en klar strategi om at have få, men dygtige seniorressourcer, som alle er med til at passe vores kunder – uanset om man er strateg, account eller kreativ,” siger han og tilføjer:

”Vi var voksne og erfarne, da vi startede for mere end ni år siden, og vi havde allerede dengang gode navne i branchen, men med tiden er vi blevet mere og mere etableret i markedet, og det spiller også ind.”

Bjarne Spellerberg peger på, at “mange rigtig dygtige bureauer er startet som os”.

”Men den store forskel er, at vi bevidst har valgt at forblive et mindre bureau.” 

Nøgletal – Boye & Spellerberg 2022

Tal i millioner, 2021 i parentes

Bruttofortjeneste:                13,1 (11,0)
Driftsresultat:                       5,8 (4,4)
Årets resultat:                      5,7 (4,3)

Kilde: Boye & Spellerberg

I dag er der syv medarbejdere på Boye & Spellerberg, og ifølge direktøren kan det også vise sig at være den rigtige størrelse. Men.

“I people’s business er det people, der gør forskellen. Og vi er meget omhyggelige med at sætte holdet i forhold til vores filosofi og proces. Derfor har vi et toptunet hold. Måske skal vi på et tidspunkt være 10 eller 14. Og vi er altid på udkig efter dygtige folk i takt med at økonomien vokser, og kundeporteføljen bliver bedre. Men vi skal og kan ikke være 25 eller 30,” siger Bjarne Spellerberg.

Hvorfor ikke?

”Fordi du i så fald risikerer at få nogle lag på bureauet, hvor der kan mangle beslutningskraft. Vi tror på, at det bedste er at være under 20-25 stykker – eller rigtig stor, hvor du så kan gå ind og arbejde med specialkompetencer.”

Vil fortsætte med at udfordre

På kundesiden har 2022 været godt og stabilt med god aktivitet på eksisterende kunder, siger Bjarne Spellerberg, der ikke umiddelbart vil fremhæve konkrete projekter frem for andre.

Hvad synes du har været det sværeste i 2022? 

”Der var jo nogle udefrakommende ting, som gjorde, at vi indstillede os på, at alt kunne ske i 2022. Krig i Ukraine, inflation og økonomisk usikkerhed. Men det ramte os ikke på forretningen. Det viser vores tal jo også,” siger Bjarne Spellerberg.

De udfordringer han ser for sig, når han kigger frem, handler heller ikke om at ’gå i minus’ eller lignende.

”Jeg synes, vores udfordringer er de samme, som vi vel altid har haft, og som sikkert andre også her. At kunne holde kadencen og holde det høje faglige niveau, siger Bjarne Spellerberg og tilføjer:

”At blive ved med at kunne udfordre vores kunder med nye typer aktiviteter – og også at kunne udfordre os selv. Det er nok det eneste, der skulle kunne holde mig vågen.”

" Jeg synes, vi mærker ekstremt høj aktivitet i markedet.
Bjarne Spellerberg, CEO og co-founder, Boye & Spellerberg

Ifølge regnskabet er der vedtaget ekstraordinært udbytte på 9,2 millioner kroner til partnerne i 2022. Det er markant højere end tidligere år. Hvordan kan det være, at I har forhøjet det så meget?

“Vi har været forholdsvis tilbageholdende med udbytte de sidste ni år, og set i lyset af vores konsistente vækst, så fandt vi det passende, at det skulle være i år,” siger Bjarne Spellerberg.

Godt fra start i 2023

Boye & Spellerberg er da også kommet flyvende fra start i 2023, fortæller han.

”Året har som de foregående mange år været hektisk, og vi ser ind i et 2023, som også er startet i højt gear. Vi lagde jo fra land med Bet25, som vi startede op med 1. januar, så der er gang i kedlerne,” siger Bjarne Spellerberg, der tilføjer:

”Jeg synes, vi mærker ekstremt høj aktivitet i markedet. Både hos vores egne kunder, og hos andre annoncører, som jeg hører det.”

Det hedder sig ellers flere steder fra, at der er opbremsning på vej?

”Ja, men vi mærker det ikke. Om det kommer, kan man ikke vide, men det har i hvert fald ikke ramt os endnu,” siger Bjarne Spellerberg og tilføjer:

”Så mon ikke at vi – når vi rammer januar 2024 og har været i gang i 10 år – kan konstatere, at vi med vores fokus på både kvalitet i arbejdet og en sund forretning har skabt en holdbar model.”