I den internationale reklamebranche er flere bureauer med fokus specifikt på målgruppen 50+ dukket op, skriver branchemediet Adage.

Bølgen skyldes helt grundlæggende, at en markant større del af befolkningen end tidligere er over 50 år – og at det er en af de mest købestærke målgrupper i vesten, skriver mediet.

Det er blandt bureauerne Five0, Boomagers og Longevity Lab, der er startet med fokus på mere erfarne forbrugere. Ifølge Brian Martin, stifter af bureauet Five0, er det en demografi, som flere brands bør markedsføre strategisk til.

“Deres børn er flyttet hjemmefra. De har betalt deres skoletid. Deres hus er betalt af. Pludselig er din frihed tilbage, og din lykke stiger. Du nyder livet mere, og du køber mere, fordi du har ressourcerne,” siger Brian Martin om målgruppen.

En lignende pointe har for nylig lydt fra mediebureauet Mindshare til Markedsføring, da mediet skrev om nedgangen af annoncekøb hos printmedier. Her fortalte CEO Pernille Fruensgaard Øe, at hun oplever, at annoncørerne overser den mere erfarne målgruppe, som også fylder tiltagende mere i den danske demografi.

“Annoncører overser de 1,1 million danskere, der er over 65 år, der ikke stopper med at forbruge i en tid, hvor gennemsnitslevealderen konstant bliver højere. Så hvis der er et bias, så er det ikke i medievalg, det er i målgruppevalg,” sagde hun.

Markedsføring har også tidligere skrevet om, hvordan den danske reklamebranche er yngre end andre danske brancher – og at det blandt andet kan være medvirkende til, at reklamebureauer overser den ældre målgruppe og har sværere ved at ramme den. Den historie kan du læse her.