For et par uger siden annoncerede Burger King i Danmark et nyt samarbejde med Cocio. Og i dag kan burgerkæden annoncere, at den i år slår en restaurant op på musikfestivalen Tinderbox i Odense til sommer.

Det er første gang, at Burger King er til stede med en restaurant på en festival i Danmark, fortæller Marcus Voldum, der er kommunikationsansvarlig hos Burger King i Danmark, til Markedsføring.

”Det er et unikt samarbejde med Tinderbox. Der er ingen andre fastfoodkæder i Danmark, der for nylig har slået stort op på en festival. Vi ser det som et godt match. Det er Danmarks største kommercielle festival, og der er en fed stemning, som passer rigtigt godt til vores identitet,” siger Marcus Voldum.

”Festivalen har mange tusinde besøgende, den ligger midt i Danmark, og der er mange unge gæster, som er en interessant målgruppe. Det er en fed parring med et globalt legacy brand, der fylder 70 år,” siger han.

Samarbejdet med både Cocio og Tinderbox signalerer en ny retning for Burger King i Danmark.

Tidligere har kæden ikke lavet specifikke danske samarbejder målrettet mod et dansk publikum. Men netop det har man nu besluttet sig for som et strategisk skifte, der skal styrke Burger Kings brand hos danske forbrugere. Og få flere danskere på Burger King.

”Vi har i slutningen af 2023 taget en beslutning om, at vi skal være mere lokalt til stede med Burger King. Vi har næsten 60 restauranter i Danmark. De ligger i byer, som vi gerne vil være en aktiv del af,” siger han.

”Så vi har sat en retning, hvor vi både har tiltag, der er relevante på nationalt plan – som et samarbejde med Tinderbox eller Cocio – men også på lokalt plan med støtte til eksempelvis lokale sportsforeninger.”

Næste skridt for Burger King i Danmark bliver samarbejdet med Tinderbox. Artiklen fortsætter efter billedet:

Fik selv Cocio på kontoret

Samarbejdet med Cocio blev indgået, efter Burger King lokalt i Danmark havde lanceret en bøfsandwich på sine restauranter. Det hele er sket med udgangspunkt i Burger Kings danske kontor.

”Vi fik faktisk ideen, fordi vi selv fik Cocio på vores kontor. Og så tænkte vi med det samme: Hvorfor har vi ikke det ude i restauranterne. For det passer jo perfekt med en bøfsandwich,” siger Marcus Voldum.

Og netop konkrete produkter rettet mod Danmark og brand-samarbejder i Danmark er noget, Burger King også vil se på at skrue op for de kommende år.

”Vi ser også på, om der er andet end bøfsandwicher og andre danske brands, der kunne være gode at samarbejde med for os. Vi har blandt andet et øje for, at vi kan gøre noget specielt og dansk på dessertdelen til sommer – uden at jeg kan afsløre mere,” siger Marcus Voldum.

Kernefortællingen for Burger King i Danmark bliver fremadrettet, at Burger King laver produkter af gode og friske råvarer, siger Marcus Voldum.

”Burger King er lidt kendt som et brand, der kommer med sjove tiltag. Men vi har mistet fokus lidt på, hvad Burger King er gode til. Og det er flammegrillede bøffer af 100 procent oksekød og burgere uden kunstige tilsætningsstoffer,” siger han.

”Jeg har selv været ude og stå i køkkenet og skære frisk løg om morgenen, imens tårerne løb ned ad mine kinder. Alt, vi laver, er friskt, og det skal vi bruge bedre i Danmark. Vi skal gøre kvaliteten til stjernen sammen med den gode oplevelse,” siger han.

Hidtil har Burger King haft en samlet nordisk marketing-retning. Betyder det her, at I nu laver branding, der specifikt er rettet mod det danske marked?

”Ja. Alle de her ideer kommer fra et dansk perspektiv og det danske team. Vi kommer stadig til at have brandingkampagner, der er udviklet på tværs af Norden. Men før i tiden har vi lanceret mange af de samme produkter i de nordiske lande. Fred være med det, det har også været fint, men vi kan se, at når vi lancerer noget, danskerne kan relatere til, så går det bedre. Det tiltrækker folk,” siger han.

Det første danske brand-samarbejde for Burger King i kædens nye retning er med Cocio. Artiklen fortsætter efter billedet:

Udfordrende år

Den nye strategi kommer, efter Burger King har haft en række udfordrende år økonomisk i Danmark. Regnskabet for King Food Danmark A/S – hovedselskabet for Burger King i Danmark – havde man et negativt årsresultat på 21,2 mio. kr i 2022 og på 12 mio. kroner i 2021. Imens har bruttofortjenesten ligget stabilt med lige over 100 millioner kroner begge år.

Og udover, at danskerne skal synes bedre om Burger King, så skal initiativerne også være med til at drive flere gæsterind på Burger King.

”Der er to ben i vores tiltag. Det vigtigste er selvfølgelig, om det giver mening rent økonomisk, og om vi får gæster ind i restauranterne. Det andet er, om det løfter vores brand awareness. Vi har ikke opsat et konkret mål her endnu. Men vi skal måle på, om det giver mening i forhold til økonomi og brand.”

Hvad er den største udfordring i forhold til, hvor Burger King står i Danmark i dag?

”Det er ingen hemmelighed, at vi har haft nogle år med dårlige regnskaber. Så vores mål for 2023 har været, at bundlinjen og driften skulle stabiliseres. Og i 2024 vil vi gerne gå fra røde tal til et sort tal på bunden. Minimum et nul og gerne plus. Og i 2025 vil vi gerne ramme en omsætning på en milliard. Alle vores restauranter omsatte for cirka 700 millioner kroner i 2022,” siger Marcus Voldum.

”Og hvordan skal vi nå det? Det skal vi ved at udvide vores forretning med flere franchises – og så ved at fortælle en historie, der kan løfte vores brand og få danskernes øjne op for, hvad Burger King kan,” siger han.

Ved at kommunikere mere om kvalitet i jeres produkter, så gør I noget der, som McDonald’s også har gjort i Danmark i en årrække, blandt andet med deres samarbejde med en række gourmetkokke. Kan I godt adskille jer fra McDonald’s med budskabet om kvalitet og friske råvarer?

”Jeg vil sige det sådan her: Vi har ikke været gode nok til at fortælle om kvaliteten af vores produkter. Det bliver nyt for vores gæster, at vi sætter fokus på det. Og vi kan også gøre det anderledes end mange andre, fordi vi er et brand, der kan rumme noget sjov og ballade. Det er ikke, fordi vi ikke tager det seriøst. Det gør vi. Men vi vil også gerne skeje lidt ud og lave noget sjovt som med Cocio og Tinderbox,” siger han.

Hvis du står om et par år, og det her skifte har været en succes, hvordan håber du så, at danskerne vil opfatte Burger Kings brand?

”Jeg har lyst til at sige, at det skal være et no-bullshit-brand. Det er den ægte vare. At Burger King er et sted, hvor du får gode burgere og en god oplevelse,” siger han.

Og at I er et brand, som er lidt mere nært i danskernes bevidsthed?

”Ja. Vi er et globalt brand, der skal være lokalt relevant. Så man for eksempel som vejlenser har et forhold til sin Burger King i Vejle.”

Marcus Voldum fortæller også, at Burger King har allokeret flere ressourcer til brand-samarbejder, sponsorater og nye tiltag i Danmark, men han kan af forretningshensyn ikke komme nærmere ind på konkrete beløb.