Camilla Skov gik fra stresset bureauliv til vegetar-stjerne

Jeg har en baggrund i designbranchen. Min tid på bureau var enormt ambivalent. Det svingede mellem storhedsvanvid og tvivl. Det mest af tiden følte jeg ikke, at jeg passede ind, og jeg kunne ikke finde mening i kunderne eller arbejdet. Det endte med, at jeg blev sygemeldt med stress og fik diagnosticeret depression.

Jeg startede Instagram-siden Vegetarisk Hverdag i 2018 og begyndte at dele nemme, lækre opskrifter. Det var tiltænkt som et sjovt projekt, hvor jeg kunne genfinde den kreativitet, jeg havde tabt. Hvis du havde fortalt mig, at det ville ende med mere end 80.000 følgere og tre kogebøger, havde jeg aldrig troet på det.

Men da jeg startede Vegetarisk Hverdag, faldt alt på plads, mit arbejde gav mening, og tvivlen forsvandt. Jeg kunne bruge mine evner, ballast og grundviden fra branchen til at skabe et brand og gøre det skarpt. Jeg arbejdede med mit personlige brand, som jeg gjorde, da jeg sad på bureau.

Jeg vidste, at brandet ville stå stærkest, hvis det var tydeligt, hvad jeg ville sige. Min kernemission var at få danskerne til at spise mere vegetarisk mad, der smager godt og mætter. Det skrev jeg ned i en keynote. Jeg har ofte vendt tilbage til min keynote for at minde mig om, hvad mit brand er. Særligt når jeg har udviklet på min historie.

De sidste fem år har mit brand udviklet sig meget. I starten var det ekstremt fokuseret og handlede udelukkende om vegetarisk hverdagsmad, madglæde, smag og nemhed. Jeg havde hverken mit navn eller ansigt på. I dag handler det også om mig som person, mit liv og mit mentale helbred. Mit personlige brand omfatter mit hverdagsliv udover bare maden, det er også mine kampe og menneskelig bæredygtighed udenfor køkkenet.

Da jeg udgav min første kogebog i 2020, blev jeg inviteret i Go’ Morgen Danmark for at lave mad, og der gik det op for mig, at jeg stadig ikke havde navn på. Det lavede jeg om mellem to segmenter i Go’ Morgen Danmark. Den udvikling skrev jeg aldrig ned i en keynote, det skete bare organisk og af lyst.

Det begyndte også at føles som en spændetrøje og kedeligt ensidigt at fokusere på madlavning og vegetariske retter. Det var virkelig meningsfuldt for mig at starte brandet op, og hvis det skulle blive ved med at give mening, var det vigtigt, at jeg åbnede op.

Det var et sug i maven at give så mange mennesker adgang, men det føles også rigtigt. Det er en stor glæde at få lov at være et helt menneske og ikke bare en hjemmekok eller madinteresseret. Jeg overvejede også, om udviklingen ville skræmme nogen væk. Jeg startede jo netop med et smalt og stramt brand, og det var en styrke.

Mange af mine følgere er der for opskrifter og er ligeglade med mig som person. Jeg er gået fra at poste to opskrifter om ugen til to om måneden, og mit feed består af personlige posts, hvor jeg fortæller om min have, mine bøger eller mig selv. Det var den rigtige vej for mig, men det var svært at forudse, hvordan det ville blive modtaget. Heldigivs er det blevet varmt modtaget.

Det er dog stadig mine opskrifter, der får flest interaktioner.

Det gik absurd hurtigt at bygge mit følgerantal op. Den første måned havde jeg 1.500 følgere, og efter otte måneder var jeg over 10.000. Der skete to afgørende ting. Den ene var, at min veninde, der selv havde en del følgere, delte min profil. Og så spredte min opskrift på beluga bolognese sig helt vildt. Den blev nærmest sit eget brand. Den opskrift er stadig den mest besøgte side på min hjemmeside, og der er flere, der søger på selve opskriften end min egen hjemmeside.

De seneste år har jeg også flyttet flere og flere af mine opskrifter ind på min hjemmeside. Det er virkelig sårbart at bygge sin profil op på én platform. Instagram er algoritme-styret, og det er blevet mindre kurateret og mere tilfældigt. De seneste år er min rækkevidde og interaktion faldt drastisk.

Hvis min forretning skal holde langt ud i fremtiden, når Instagram ikke eksisterer længere, skal folk være bevidste om min hjemmeside, hvor jeg også kan sælge bøger og prints.

Den visuelle identitet, jeg udviklede for fem år siden, har jeg kun justeret minimalt på undervejs. Identiteten skal udstråle, at madlavning er glædes- og lystfuldt. Derfor skulle det være farverigt. Skrifttypen har jeg haft gemt i lang tid, og den blev min ledestjerne. Skriften og det farverige har skabt en tydelig og letspiselig identitet.

En del af min virksomhed bygger også på reklamesamarbejder. Mit grundprincip er, at hvis jeg har den mindste tvivl, om det er det rigtige for mig, siger jeg nej. Det er ikke altid nemt, når der står en kæmpe pose penge foran en. Men jeg er meget kræsen i forhold til, hvem jeg samarbejder med.

Hvis jeg ikke bruger produkterne, skal jeg kunne stå inde for brandet, og jeg skriver også nogle gange copy om, at det eksempelvis er første gang, jeg benytter det. Det er en gråzone, for man fortæller nogle gange en historie, der er iscenesat. Det er en speciel verden at navigere i som menneske og person at skulle være reklamesøjle for noget og fremstille det som en del af ens hverdag, når det ikke rigtigt er det.

Jeg vil aldrig skrive noget, der er faktuelt forket. Eller ikke stemmer overens med de værdier, som autenticitet, selvhævdelse og omsorg, jeg har defineret for mit privatliv.

Jeg har udgivet tre bøger, og der findes ikke noget, jeg er mere stolt over. Den tredje blev udgivet i slutningen af sidste år, og den kommer til at være et vendepunkt. Jeg har afsluttet alt det, jeg drømte om, da jeg startede med at bygge mit brand op. Dengang var målet at få en masse følgere på Instagram, det kunne jeg så give slip på, da jeg rundede 50.000. Bøgerne er også en afsluttet triologi, og jeg tænker ikke, at der skal være flere lige nu.

Nu står jeg på tærsklen til en stor livsændring. Min mand, datter og jeg flytter til Falster. Jeg prøver at være åben for livet og kaste mig ud i de muligheder, der dukker op. I arbejdet med mit personlige brand har jeg givet slip på at skulle ankomme et sted. Lykke er ikke en destination, det er det, der sker undervejs.