Visumansøgninger, der har været undervejs i måneder. Et hastigt hussalg. Kørekort, der skal tages fra ny. Farvel til familie og venner. Flyttemænd, der skal sejle deres liv om på den anden side af jordkloden.
Casper Svanemoses verden er blevet vendt på hovedet, efter han har landet jobbet som head of marketing & communication for dæk-producenten Continental i USA. Det er både et kæmpe eventyr, et logistisk mareridt, nervepirrende og euforisk, fortæller han til Markedsføring.
”Da jeg blev ringet op og fik jobbet, sprang jeg i luften af eufori. Jeg blev simpelthen så glad. Det var et øjeblik med et historisk vingesus. Det er en monumental ændring for mig, mine kone og mine børns liv,” siger Casper Svanemose om sit nye job.
Med jobbet siger Casper Svanemose også farvel til titlen som marketingchef for Continental i Norden. Og det er en langt større rolle, han nu træder ind i.
Casper Svanemose
Har de sidste syv år arbejdet for Continental – og fra 2021 som head of marketing i Danmark, før han blev head of marketing for Norden i starten af 2024.
Inden da har han i 10 år arbejdet som projektleder, marketingmedarbejder og sælger hos fodboldklubben Brøndby.
Var fra 15 og frem til jobbet hos Continental sideløbende freelance marketeer og rådgiver med virksomheden CS15.
Startede karrieren som telemarketeer og mødebooker.
”Det er som at træde ind i Champions League. En ting er markedet i Danmark og Norden. Det er helt sikkert udfordrende. Men at rykke herover er en helt anden liga,” siger han og forklarer, at han går fra at være en lille spiller i et stort europæisk puslespil, til selv at have ansvaret på hovedkontoret for Continental i USA.
”I Danmark har vi været en forlænget arm af Continentals europæiske hovedkontor, hvor vi eksempelvis aktiverer et Tour de France-sponsorat, som de indgår. Men I USA træder jeg ind på det amerikanske hovedkontor for hele Nord- og Sydamerika. Så når vi laver et sponsorat med MLS (den nordamerikanske fodboldliga, red.), så er det mit team, der står for det hele. Det er et meget større ansvarsområde,” siger han.
Sagde først nej
Casper Svanemose fik første gang nys om, at jobbet var en mulighed, da han var på en konference i Berlin før jul.
Der prikkede den daværende amerikanske head of marketing & communcation ham på skulderen og spurgte, om det ikke var noget for den Nordiske marketingchef. Casper Svanemose havde flere gange henover årene sagt, at det kunne være spændende at komme til USA. Men pludselig blev det alvor.
”Det seje ville være at sige, at jeg bare sagde, at den tager jeg. Men jeg sagde nej, jeg skal godt nok ikke til USA lige nu. Men han bad mig lige tænke over det i mere end to sekunder,” siger Casper Svanemose.
”Så jeg ringede til min kone, der var helt paf over muligheden. De næste fem dage talte vi om det og gik igennem hele følelsesregisteret og fandt ud af, hvor svært det er. Man trækker børnene ud af skolen, forlader familie og venner og alt, hvad man har haft. Men når man står med så stor en mulighed, så skal vi også turde vise modet over for vores børn og os selv. Og det værste, der kan ske, er at vi rejser hjem igen,” siger Casper Svanemose.
Derfor besluttede han sig for at gå efter det. I januar var han til jobsamtale, og derefter gik der tre lange uger, før han fik det endelige ja.
Siden er der gået praktik i den. De har som nævnt solgt deres hus og flytter ud lige om lidt – og til USA om et par uger, hvor de får base i North Carolina. Men det har ikke været uden udfordringer.
”Vi har været i proces i seks måneder, og nu flyver vi om to uger. Det er ikke for alle. Det kræver virkelig meget. Jeg har også to børn på fem og seks år, der ikke helt forstår det. Der har været så mange uvisheder. Bliver huset solgt tids nok? Får vi visummerne? Det har været en stor stressfaktor,” siger han om processen, som er faldet i hak.
Fra markedsleder til provokerende udfordrer.
Udover de mange andre ændringer i livet, så kommer Casper Svanemoses faglige udfordringer og opgave også til at ændre sig.
I Danmark og Norden har Continental haft et stort kendskab og været markedsledende. Men i USA er Continental en lille spiller – og det bliver Casper Svanemoses job at rykke ved det.
”Fra at jeg skulle forsvare muren, bliver jeg nu den frække dreng i klassen, der skal ind og sparke de rigtige over skinnebenene,” siger han.
" Fra at jeg skulle forsvare muren, bliver jeg nu den frække dreng i klassen, der skal ind og sparke de rigtige over skinnebeneneCasper Svanemose, head of marketing & communication, Continental USA
Casper Svanemose om ledelse
“Et af mine stor mindset som leder er “the power of tiny gains” af James Clear. Hans bog Atomic Habits har været en gamechanger for mig, den har konceptualiseret det, jeg altid har arbejdet med, som er nemt at overføre til mine teams.”
“Vi skal hver dag bestræbe os på at blive lidt bedre. Dernæst er det ekstremt vigtigt, for mig som leder, at se mennesker som det hele menneske. Den gamle doktrin med at bruge dine teams som får går simpelthen ikke. Du skal være empatisk og være nysgerrig på livet uden for arbejdet. Alt det kommer nok fra min tid i Brøndby IF, hvor vi virkelig var et sammentømret team – noget, jeg alle dage vil viderebringe som leder.”
“De kalder mig high-five afhængig – fordi vi skal fejre de små sejre, fordi vi skal være gode sammen, fordi vi skal bygge teams. Uden dit team er vi ingen ting.”
”Men noget, der repræsenterer mig som leder og marketeer, er, at jeg tør tage chancer. Jeg tør stille de rigtige spørgsmål og sige: Hvad nu, hvis vi gør det her i stedet for? Jeg vil gerne udfordre status quo, og det er ekstremt vigtigt i det nye job i forhold til at kunne penetrere markedet.”
Hvad har været det vigtigste, du er lykkedes med for at kunne lande jobbet?
”Jeg har selvfølgelig nørdet mit fag, lige siden jeg startede,” siger han.
”Men noget af det vigtigste, når du er i en stor organisation, så er det, at du tør sige din mening. Hvis jeg syntes, at sponsoratet af Tour de France – hvilket jeg ikke gør – var noget lort, skulle jeg kunne sige det – på en konstruktiv måde. Du skal bidrage mere holistisk til din virksomhed end bare til det marked, du sidder med.”
Og så, siger han, skal du også kunne forstå at styrke dit netværk i den virksomhed, du arbejder i, hvis du gerne vil rykke op internationalt.
”Det er næsten vigtigere. Du skal enten igennem et meget lille nåleøje eller kende de rigtige mennesker. Da jeg kom ind hos Continental var mit mål at komme ind i en stor virksomhed, hvor jeg kunne udvikle mig med nye markeder, arbejdsområder eller stillinger. Og så have mennesker omkring mig, jeg kunne sparre med og blive klogere af,” siger han.
”Det handler ofte om, hvad du kan give i stedet for at tage. Så sidste seks år har jeg været involveret i flere internationale projekter i virksomheder,” siger Casper Svanemose.
Hvordan har I det med, at I skal af sted lige om lidt?
”Vi glæder os alle rigtigt meget. Det er et kæmpestort eventyr. Jeg føler mig meget privilegeret over at skulle arbejde i så stort et land. Det bliver fantastisk at komme ind så højt oppe i en stor organisation,” siger han.
”Og personligt skal vi som familie rykke sammen i bussen og være Palle alene i verden. Nu skal vi ikke på sommerferier til Spanien, men til Bahamas eller Mexico eller stater i USA. Det glæder vi os helt ekstremt til. Vi skal være pionerer,” siger Casper Svanemose.