Hvorfor gør vi ikke trivslen til et lige så vigtigt mål som bundlinjen? 

Forslaget fra partner Charlotte Correll var ét, som hverken stifter Mads Byder eller de erfarne strategikonsulenter, bureauet Help havde hyret, nogensinde havde hørt før. 

Godt nok har der altid været fokus på at have det godt på bureauet. Men det havde aldrig været formuleret som en eksplicit del af strategien.

”95 procent af strategien var faktuelle mål og vækst. Og der tænkte jeg som leder: Hvor er alt det bløde, hvor er værdierne, og hvad er det, der skal motivere vores medarbejdere,” siger hun og tilføjer: 

”Det overraskede mig helt vildt, at man som moderne virksomhed slet ikke havde fokus på det. For er det bløde ikke besluttet strategisk, så glemmer man det, og det bliver for ukonkret.” 

Men selvom det egentlig slet ikke var på tavlen, da Help skulle lægge sin nye strategi i starten af 2022, er det i dag fuldt integreret på linje med økonomien hos bureauet. 

”Det var nærmest en åbenbaring for ledelsesgruppen og bestyrelsen. Vi har gjort det til en del af vores strategi, og vi har sat målene op på linje med vækst. Det handler om, at vi skal være Danmarks mest fleksible bureau og den bedste arbejdsplads i branchen,” siger Charlotte Correll om det forslag, hun kom med. 

”Der blev taget rigtigt godt imod det, og ingen har betvivlet, at det var rigtigt. Selvfølgelig skal det være det. For mig handlede det om at lytte til min mavefornemmelse, da vi lagde strategien. Der var noget, der ikke føltes rigtigt, og gør det ikke det, så må man ændre det,” siger Charlotte Correll. 

Strategien betyder blandt andet, at Help i dag har 100 procent fleksible arbejdstider. Og senest har bureauet også indført, at medarbejderne får en fast fridag i forbindelse med deres fødselsdag hvert år. 

Alt sammen for at sikre, at medarbejderne har det godt, at de dygtigste talenter gerne vil blive hos bureauet – og at de samtidig leverer bedst muligt. 

Fastholder og løfter niveau

Charlotte Correll har arbejdet for Help PR i over 12 år. Hun startede på bureauet som studentermedhjælper i 2010 og er i dag daglig leder af virksomheden. 

Her er hun opflasket med en arbejdsplads, hvor præmissen er, at man ikke tæller timerne i arbejdet for de enkelte kunder. Man sender som udgangspunkt kun regninger for de produkter og resultater, man leverer. 

Det er også den præmis, der gør, at det ifølge hende giver mening at sætte medarbejdernes arbejdstid og -sted helt fri. 

”Vi har ingen timeregistrering hos os. Det er derfor, vi kan være så fleksible. Vi har slet ikke systemerne til at måle medarbejderne på den måde. Hos os handler det om, at alle bidrager til det samme bord. Det skaber en kultur, hvor vi alle hjælper hinanden. Og hvorfor skulle en medarbejder blive siddende på sin plads og glo, når de er færdige med deres opgave på en måde, som har givet kunden et resultat,” siger hun. 

Hvorfor er det en god idé? 

”Det handler om, at vi skal kunne fastholde vores dygtige medarbejdere. Vi synes, at vi har nogle af de dygtigste talenter i branchen. Vi vil gerne vise dem og nye, at vi går forrest og forsøger at ændre en branche, der er kendt for, at man skal sidde og arbejde til langt ud på aftenen,” siger hun og tilføjer: 

”Det gør vi ikke hos Help. Her går folk hjem til deres familier og børn, når de skal. Det er der plads til. Jeg er også selv i 30’erne og har to børn, så jeg har også brug for et fleksibelt arbejdsliv, hvis mit privatliv skal hænge sammen.”

Samtidig vurderer Help også, at det i sidste ende kan give dem bedre resultater. 

”Vi har også en tro på, at vækst og udvikling skal komme fra fleksibilitet og et godt arbejdsmiljø. Vi har nogle mål for vores vækst fra året, og vi er selvfølgelig altid drevet af at være bedre, end vi var i går. Men vi skal sørge for, at vi har medarbejderne med på den rejse. Og det handler ikke om, at vi skal sætte store tavler op med sure og glade smileys,” siger hun. 

Økonomisk fremgang

De seneste par år er det også gået økonomisk godt for Help. Her har resultatet før skat i begge år ligget over 11 millioner kroner.

Det er en fremgang efter et for et par år siden at have været under ni millioner kroner. 

Charlotte Correll frygter ikke, at trivselsmål kan ramme den økonomiske situation i bureauet. 

Er det vigtigste ikke at have nogle mål, der kan give overskud på bundlinjen? 

”Det, vil jeg mene, er et outdatet og gammeldags syn på sine medarbejdere. Det handler om at have tillid til medarbejderne. Vi skal skabe et job, hvor folk er motiverede og har succes. Det er i hvert fald en forældet tankegang at tænke, at medarbejderne ikke laver noget, fordi de sidder derhjemme,” siger Charlotte Correll. 

”Selvfølgelig skal vi vækste. Men det, der optager os allermest, er at skabe et fedt sted at være. Vi skal arbejde til langt op i vores 70’ere, og så skal det være sjovt, imens vi gør det.” 

Hvad betyder det personligt for dit arbejdsliv, at I har den fleksibilitet? 

”Det hjælper mig med at se mine børn, når de er vågne. Jeg kan nå de ting, jeg skal uden for arbejdspladsen. Jeg kan nogle gange have en rolig morgen med mine børn i stedet for at stresse af sted, fordi ingen står og kigger på uret, når vi møder. Og jeg kan lave mit arbejde, når jeg har ro til det og er mest effektiv,” siger hun. 

Vil have andre med

Samtidig er Help opmærksom på, at der også stadig er en stærk kultur på arbejdspladsen, selvom mange medarbejdere til tider arbejder hjemme eller remote. 

”Udfordringen ved fleksibilitet er at opretholde kulturen og energien på kontoret. Derfor har vi konkret ændret indretningen, og i stedet for at have to små kontorer har vi nu lavet et stort langbord med freeseating. Det gør, at folk sætter sig tættere sammen og har en god energi med hinanden. Og så har vi selvfølgelig kontorer, hvor man kan fordybe sig mere i sine opgaver, hvis der er brug for det,” siger hun. 

Oplever du, at det har påvirket jer som forretning på nogen måde? 

”VI kan ikke måle det endnu, men min klare overbevisning er, at friheden giver mere effektivitet i den anden ende. Vi kan også foreløbig se, at effektiviteten ikke er gået ud over de økonomiske resultater. Det går rigtigt godt i Help. Så længe det går den rette vej, er der ingen grund til at gå væk fra fuld fleksibilitet.” 

Bør andre virksomheder også lægge konkrete mål for trivsel ind i deres forretningsstrategi? 

”Det synes jeg bestemt. Vi er i en enormt konkurrencepræget branche, og vi skal ikke kun konkurrere på, hvem der har de fedeste kunder. Vi skal også være det bureau, de har de dygtigste medarbejdere, som trives bedst. Det skal virkelig vægtes højt.”