”Når jeg ikke skal være direktør mere, hvem er jeg så?”

Sådan spørger Morten Kjær i det nyeste nummer af Markedsføring, der er på gaden i dag. Han har været CEO i 15 år, senest i NoA Consulting. Men en alvorlig hjerteoperation for nogle år siden, og to små børn, fik ham til at tage sit arbejdsliv op til overvejelse.

Resultatet blev, at han trækker sig som CEO. Med egne ord for at finde ”en anden balance i den måde, jeg bruger min tid på”.

Det synes jeg er klogt. Jeg synes også, det er modigt, og det har Morten Kjær hørt mange sige. Men det synes han ikke selv, det er. Tværtimod peger han på, hvad det siger om vores arbejdskultur.

”Det der med, at folk synes, det er modigt og sejt. Det synes jeg egentlig ikke, det er. For mig handler det om at vælge det allervigtigste i ens tilværelse til,” siger han.

Det er en megatrend, at folk omfordeler den tid, de har tilbage. De siger op, siger fra, starter nyt, starter forfra, rejser ud. The Big Resignation har betydet, at mange melder sig ud af hamsterhjulet for at genopfinde arbejdslivet på en måde, der passer til dem.

" Det er en megatrend, at folk omfordeler den tid, de har tilbage. De siger op, siger fra, starter nyt, starter forfra, rejser ud.
Andreas Marckmann Andreassen

Det ER modigt, men det er det kun, fordi flertallet stadig gør, som vi plejer. I dette magasin kan du møde nogle af dem, der viser vejen til et arbejdsliv i balance. Det handler ikke om, at man ikke må elske sit arbejde, arbejde meget eller have en hobby med indbygget job i.

Anders Jacobsen blev sygemeldt hos Represented by Bloggers Delights med en svær depression. Han glemte at mærke efter. I dag er han ude på den anden side, og han er ikke bare blevet et mere balanceret menneske, men også en bedre medarbejder. Hans historie får du også i det nye magasin.

Du får også historien om Rasmus Hamann, kreativ direktør i Mindshare, som har besluttet at sejle verden rundt med sin kæreste – imens han passer sit arbejde.

”Jeg vil gerne inspirere dem, der synes, det er lidt stramt i 8-16-livet. Ikke at jeg skal lave masseflugt fra den kreative branche, men jeg håber, at flere følger deres drømme,” siger han.

Og så er der Lena Dixen. Hun er netop kåret til Årets CMO. Hun har ansvaret for et milliardbudget i LEGO. Men når vi spørger hende, hvad det vigtigste er, så er hun slet ikke i tvivl: Familien. Den prioriterer hun højest, og det er hos sine forældre, hun har fået de værdier, der driver hende – også i arbejdslivet. Hendes pause starter, når hun hører gruset knase under bildækkene derhjemme. Portrættet af hende kan du læse her.

Det er fire kolleger, som på helt forskellige måder har søgt balancen og udfordret det arbejdsliv, vi plejer at have. Det tror jeg, mange flere har brug for at gøre.

Måske bare i det små. Branchen har i en menneskealder været præget af stress, højt arbejdstempo og alle de livsstilssygdomme, som følger med. En menneskealder er i alt for mange tilfælde blevet alt for kort.

Hvem er du, når du ikke er på arbejde? Har du styr på balancen? Jeg håber, at branchen bevæger sig i en ny retning, hvor det med Morten Kjærs ord ikke længere er modigt at skrue ned for arbejdspresset, give sig selv pauser og prioritere det allervigtigste. Det skal være normalt.