Uopmærksomhed og bilkørsel kan være en dødsensfarlig cocktail.
Det er budskabet i en ny kampagnefilm fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, som produktionsselskabet Blonde Inc., står bag.
Det oplyser Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse
Lidt atypisk er det kun en enkelt scene i filmen, der rent faktisk foregår i en bil, men det er der en god grund til, skriver Phillip Jacques, kreativ direktør i Blonde Inc. i meddelelsen.
”Vi tog et bevidst valg om at skabe en ufarlig atmosfære i størstedelen af filmen med det formål at gøre det mindre forudsigeligt og fastholde målgruppens interesse i at se mere. Ved at bryde med de konventionelle rammer, så forstærker vi filmens virkelige budskab, at det er bedre at svare sent end aldrig.”
Chatten er fortællegrebet
Filmen handler om en gruppe drengevenner, der skriver i en gruppechat om det sociale arrangement, de skal mødes til senere.
Undervejs dukker deres beskeder til hinanden op på skærmen, mens vi følger de unge i bl.a. et sportscafeteria, supermarked, på bodega og i brusebad.
På den måde fungerer chatbeskederne som filmens fortællegreb.
”Det er målgruppens foretrukne kommunikationsform. Og det var essentielt for os at vise, at vi forstår og anerkender vigtigheden af det digitale liv for målgruppen,” skriver Phillip Jacques og tilføjer:
Credits – Blonde Inc.
Instruktør: Phillip Jacques
Producer: Amanda Rosenkrantz
Line Producer: Sarah Mattar Meyer
DOP: Louis Jablonski
Klipper: Daniel Manicus
Colorist: Nurali Kushkov
”Kampagnen handler ikke om at udskamme deres fællesskaber og digitale adfærd, men at skabe bevidsthed om den farlige situation, der opstår, når de tager samme adfærd med sig ind i bilen.”
Refleksion og samtaler
Baggrunden for kampagnen er en ny undersøgelse, som viser, at tæt på hver tredje unge bilist siger, at han eller hun har skrevet eller søgt på mobilen under bilkørsel.
Det er en stigning på næsten 50 procent sammenlignet med 2019.
”Uopmærksomhed og manglende orientering er den væsentligste faktor, når unge mister livet i en trafikulykke, og derfor er det helt afgørende, at vi får vendt udviklingen,” lyder det fra Morten Wehner, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i meddelelsen.
Han oplyser videre, at kampagnen er blevet til på baggrund af test i fokusgrupper, mens den færdige film er forhåndstestet med facial coding.
”Det handler om at fange de unges opmærksomhed, og det bekræfter analyserne heldigvis, at kampagnen gør. Budskabet går tydeligt igennem, og filmen giver anledning til refleksion og samtaler. Vi ved, hvor vigtigt det er at skabe dialog blandt de unge, for det kan være med til at skabe adfærdsændringer hos målgruppen,” siger Morten Wehner.
Kampagnen, der retter sig mod 17-24-årige bilister, har premiere i dag, mandag den 27. november, og kører over tre uger på YouTube, streaming-tjenester, SoMe, i app-spil og på studieskærme. Et ekstra rul er planlagt til efteråret.
Der samarbejdes desuden med Twitch-profiler og kendte meme-profiler på Instagram for at få uopmærksomhedsbudskabet længere ud til målgruppen.
Se hero-filmen her.