Hvordan var det at vinde Grand Prix til Cannes Lions?

”At komme ned til Cannes som ung kvinde og stå på scenen og holde trofæet har været en helt sindssyg oplevelse. Det har været særligt at gå fra en nobody i branchen til at være en, som alle kender. Efterfølgende følte jeg mig nærmest som en semi-celebrity, fordi folk fra hele verden kom og ønskede mig tillykke, men også roste mig for andre ting end selve arbejdet: Mit outfit eller min udstråling – at jeg skiller mig lidt ud.”

Hvad betyder det for din karriere at være med til at skabe en case som Backup Ukraine?

”I ugen efter prisoverrækkelsen havde jeg ca. 1.000 LinkedIn-visninger om dagen. Og det opslag, jeg lavede, nåede ud til over 25.000 mennesker. Det er lidt sindssygt, når man ellers er vant til at få seks likes på sine opslag. Der er også tikket flere gode jobtilbud ind fra udlandet. Dem har jeg dog sagt nej til, fordi jeg har været i udlandet, og jeg kan lide at være i Danmark.”

Christine Marie Smith

  • Senior Art Director på Virtue Worldvide Innovation.
  • Nomineret til 20 priser ved Cannes Lions 2022 for “Backup Ukraine”. Casen vandt 10 løver, herunder Grand Prix i kategorien ”Digital Craft”. Dermed var det den næstmest vindende case til Cannes Lions.
  • Udnævnt til verdens femte bedste art director af Cannes Lions sammen med Henrik Grubak Nielsen.
  • Det gav genlyd i marketingverdenen, da hun, iført i en gennemsigtig top, tog imod den gyldne statuette på scenen og spraymalede halvdelen blå som støtte til Ukraine.
  • 30 år gammel. Blandt andet uddannet på School of Communications Arts 2.0 i London, hvor hun også har arbejdet for Havas og We Are Amplify.
  • Sideløbende skaber hun digitalt tøj og væver vægtæpper for sit eget brand Loco Space.

Backup Ukraine handler om at redde sit lands kulturarv ved at fotografere det med mobiltelefonen. Hvad ville du selv redde, hvis det var Danmark, der var under angreb?

”Jeg ville redde den gård, jeg er vokset op på i Ganløse. Den er ret fin. Der er heste, og den er faktisk allerede genopbygget en gang af de gamle mursten, som den oprindeligt var bygget af for 100 år siden.”

Flere storvindende Cannes-cases har tidligere fået kritik for ikke at batte ude i virkeligheden. Har Backup Ukraine gjort en reel forskel?

”Antallet af scanninger, der er foretaget i Ukraine på baggrund af kampagnen, svarer til alle de skulpturer, der samlet set er blevet udstillet på MOMA de sidste 30 år. Der er over 7.500, der har downloadet appen og scannet i Ukraine. Så det synes jeg helt klart, at den har. Men jeg synes også, at man skal se casen som en kickstart til, at alle lande kan bruge det som redskab.”

Du gik på scenen til Cannes Lions iført en gennemsigtig top. Du har sagt til Bureaubiz, at du ville signalere ”body positivity”. Hvad handlede det om?

”Jeg havde alle marketeers’ øjne på mig på samme tid. Så hvorfor ikke gribe den mulighed og bruge det til noget? Jeg er skolet fra School of Communications Arts i, at sætningen “opportunity is nowhere” skal læses “opportunity is now here”. Hver gang, du har muligheden for at eksponere dig selv og dele noget, du står inde for, så skal du gøre det. Tænk, hvis jeg kunne påvirke CEO’en fra Instagram til at ændre reglen om, at man ikke må vise kvindelige nipples.”

Hvad løb der igennem hovedet på dig, da du stod der på scenen og nærmest blottede dit ene bryst?

”Ikke noget som helst. Lige der havde jeg det bare rigtig godt med mig selv, og det var meget naturligt for mig at gøre det. Det er jo også noget tøj, jeg har på, når jeg går ud, og jeg kunne også have det på til en fødselsdag eller en begravelse. Jeg synes, det er nice og udtrykker, hvem jeg er – og det er for gammeldags, hvis der ikke er plads til det.”

Har du altid været samfundsengageret og politisk?

”Nej, det har jeg ikke altid været. Og det, jeg stemmer politisk, er også skiftet efter mine år i udlandet. Nu kan jeg bedre sætte det, vi har herhjemme i Danmark, i perspektiv. Hvad et velfærdssamfund betyder, og hvad lighed gør for mennesker, vores velbefindende og mentale sundhed. Jeg dealer selv med en masse mentale issues som PTSD og angst, og det er noget, man ikke taler meget om i udlandet i forhold til her, hvor vi har et ret godt sikkerhedsnet.”

Hvad er den største drivkraft i dit arbejdsliv?

”Jeg synes, at danske reklamer ligner hinanden lige lovlig meget, og jeg vil gerne bringe noget af det, der er i udlandet, til Danmark. Den danske branche kan godt udfordre sig selv mere, og vi kan lave ting med mere mening og mere fokus på diversitet. Det bliver meget ofte lidt fladt og hvidt det hele. Jeg vil gerne give reklame noget kant og sørge for, at det er noget, som mennesker har lyst til at engagere sig i. Der er masser af emner at tage fat på. F.eks. i forhold til racisme er vi ret langt bagud.”

Hvordan bliver man i dine øjne en god kreativ?

”Jeg synes, at vi i Danmark har en meget formularisk opskrift på, hvordan man bliver en god kreativ: Du studerer på Kreativ Kommunikation (på DMJX, red.). Og det, tror jeg, er en af årsagerne til, at vi ikke ser så meget forskelligt arbejde i branchen. Selv har jeg taget en mere utraditionel vej med mange forskellige stop og uddannelser, og det vil jeg opfordre andre til også at gøre.”

Hvis du kunne give et karrieråd til en 10 år yngre dig – hvad ville det så være?

”Det ville være, at jeg skulle opbygge et personligt brand hurtigere. Det kom først noget senere for mig, og det er noget, der har givet mig meget professionelt. I dag har vi alle muligheder for at eksponere os selv på sociale medier, og det tror jeg faktisk, er ret vigtigt at gøre som kreativ. Vis, hvad du kan – vis, hvem du er. For folk køber mere ind i mennesker end portfolier.”

Hvad kan du blive bedre til i dit arbejdsliv?

”Jeg skal arbejde med min work-life balance. Jeg synes, at det er svært at give slip på ting og huske at holde fri. Og så synes jeg generelt, at det er vigtigt at sige fra i forhold til, hvilke projekter man gerne vil arbejde på. Jeg synes f.eks., at det er helt okay at sige nej til arbejde for et tobaksbrand.”

Har du sagt nej tak til at arbejde for specifikke kunder, du ikke kunne stå inde for?

”Ja, det har jeg, Og det blev faktisk godt modtaget. Men det kan være svært, for tit kan man også se, at man kunne lave noget virkelig fedt med de her store budgetter.”

Hvor ser du dig selv i dit arbejdsliv om 10 år?

”Jeg forestiller mig, at jeg om 10 år har formet et anderledes, kreativt fællesskab for ’udlandsdanskere’ i den danske reklamebranche. Folk, der er kommet ’hjem’, men stadig savner noget i Danmark på den kreative front. Det kunne være sjovt at samle dem og se hvad det kunne. Jeg ville f.eks. gerne skabe et rum, hvor man arbejdede mere med at mikse brands og kunst.”