Det kreative konsulentbureau Co/Plus leverede i 2021 en gigantisk fremgang på nærmest alle parametre, og selv om 2022 stadig gav et fornemt overskud, så falder bundlinjen en smule tilbage.
Det viser dugfriske tal fra bureauets nye årsrapport.
Co/Plus er således kommet ud af 2022 med en bruttofortjeneste på 22,7 millioner kroner mod 23,9 millioner kroner året før, og et resultat før skat på 9,2 millioner kroner mod 12,1 millioner året før.
Bundlinjen lander på 7,2 millioner kroner mod 9,3 millioner kroner i 2021
”Vores nøgletal ligger på niveau med 2021, men vi kommer ud med en lidt lavere bundlinje primært som følge af højere lønomkostninger, da vi har investeret i at få flere folk ind,” skriver Sasha Denham, Managing Partner på Co/Plus, til Markedsføring på mail.
Dertil kommer, at bureauet har valgt at udbetale ”ekstraordinære bonusser” til medarbejderne.
”Vi har valgt at give medarbejderne bonusser for at anerkende deres store indsats og vedholdenhed i en krævende tid oven på corona-nedlukninger,” skriver Sasha Denham.
Lykkes med fastholdelse af kompetencer
Bureauet oplyser ikke, hvor meget der udbetales, men Sasha Denham understreger, at det er bonusser, der anses for at være en investering i ”fastholdelsen af erfarne medarbejdere, som vi har brugt lang tid på at uddanne og opkvalificere og ikke kan finde blandt kolleger i branchen”.
”Netop fordi vores kreative tilgang til business consulting er så unik, ligger der en meget stor værdi i at uddanne og fastholde vores egne medarbejdere, så vi fortsat kan øge den værdi, vi leverer til kunderne. Og heldigvis er vi lykkedes med at fastholde de gode medarbejdere,” skriver Sasha Denham.
Samlet kalder ledelsen årets resultat for tilfredsstillende, og Sasha Denham oplyser, at der i det forgangne år er kommet flere nye kunde til.
Nøgletal for Co/Plus – 2022
Tal i millioner kroner – 2021 i parentes
Bruttofortjeneste: 22,7 (23,9)
Resultat før skat: 9,2 (12,1)
Årets resultat: 7,2 (9,3)
Kilde: cvr.dk
Herunder BBC Coffee i UK, Islands største bryggeri Ölgerðin samt Langeland kommune.
”Men vores succes bygger jo også på vores mange, langvarige samarbejder med bl.a. 3, Oister, Arla, det islandske mejeri MS med brandet Isey Skyr og Good Food Group samt flere andre tilbagevendende kunder,” understreger Sasha Denham.
Krisen kræver omstillingsparathed
Om årets største udfordringer, skriver direktøren:
”Det har nok været at manøvrere gennem kompleksiteten af en multifacetteret krise, der kræver stor omstillingsparathed. Både i forhold til vores rådgivning og vores løsninger, da kundernes forretningsmodeller, koncepter mm. skal gentænkes grundet de nye markedsforudsætninger.”
Sasha Denham og tilføjer:
”Men selv om der er udfordringer, så er det netop dette, vi er sat i verden for at løse. Så vi er gået til udfordringen med stor optimisme og glæde.”
Om 2023 skriver Sasha Denham, at bureauet har fået ’en flot start’.
”Det betyder meget, at vi har kunder, der bliver ved med at komme tilbage til os, så vi fortsat kan udvikle løsninger, der styrker deres forretning og værdien af deres brand. Vi har for eksempel haft teleselskabet 3 som kunde i mere end 17 år og det islandske mejeri MS med brandet Isey Skyr i otte år.”