En af Danmarks store væksthistorier, Coloplast, har valgt nyt kreativt lead bureau.
Valget er landet på det nystartede bureau Newfinal, der skal hjælpe med at nytænke producentens Bowel Care-forretning, altså alt omkring tarmpleje. Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Sammen har de udviklet en ny kommunikationsplatform, der skal tale mere til følelserne, og første kampagne er allerede lanceret.
Her er man under de Paralympiske Lege gået ud med to længere kampagnefilm, der hylder inspirerende atleter, som på trods af, at de har kroniske tarm-udfordringer, konkurrerer på øverste niveau.
‘Turn setback into comeback’ hedder den nye platform, der debuterer i form af film med paraatleter, der hyldes med en anderledes medalje. Herunder blandt andet den italienske kayakroer Esteban Farias, som er blevet lammet efter en faldulykke som barn.
”Det handler om den inspiration, de er for alle andre, både som sportsudøvere, men endnu mere ved at stå frem, fortælle deres historie og tale åbent om deres tarmudfordringer. Når to atleter som dem konkurrerer på en af de største scener i Paris, er det både med til at nedbryde et stort tabu, men vigtigst af alt inspirerer det forhåbentlig andre derude foran skærmene til at lave deres eget comeback. Hvad enten det er at løbe et maraton, drikke en kop kaffe på en café, eller deltage i en familiefødselsdag,” skriver Newfinal-stifter Lasse Vintersbølle i meddelelsen og tilføjer:
”Atleterne i kampagnen er vant til at kæmpe om medaljer og om at stå øverst på podiet. Men i vores øjne er den største sejr deres comeback, og den inspiration de er for andre med samme udfordringer. En sejr, der i vores øjne fortjener en hyldest på samme højde som en sportslig præstation.”
I filmene er Coloplasts produkter trukket i baggrunden, mens atleterne er trådt i forgrunden, og fremadrettet vil medtech-virksomheden taler mere til den emotionelle side, lyder det.
Og David Affertsholt-Allen, senior marketing manager i Bowel Care, udtaler i meddelelsen, at den nye kampagne markerer et strategisk og kreativt ryk.
“Vi går fra at være USP-drevet i vores kommunikation til også at appellere mere emotionelt til brugerne i vores markedsføring”, lyder det fra David Affertsholt-Allen.
Du kan se filmen med kayakroer Esteban Farias herunder: