Dagbog fra Cannes: Lions er stadig for meget – og lige præcis det, vi har brug for.

Det starter allerede i lufthavnen.

Før vi når kuffertbåndet, står Meta med armene fulde af små toilettasker fyldt med elektrolytter, solcreme og face mist.

Det er ikke, fordi jeg siger nej. Ingen siger nej i Cannes.

Senere samme dag i dentsu Beach House mødes jeg med nogle samarbejdspartnere, der er i Cannes for første gang. De hiver media-merch i form af bøllehatte, keyhangers, vifter og t-shirts op af muleposer i en sådan lind strøm, at man begynder at overveje, om der findes en muleposegrænse…

Velkommen til Cannes Lions. En uge med medieseksponeringer, rosénetworking og en hyldest af verdens bedste kreative arbejde.

Første oplæg i Le Palais er med Tor Myhren fra Apple, og han leverer optimisme fra første sekund. Han springer rundt på scenen, og hans pointe er enkel og god:

“The good news is AI won’t kill advertising. The bad news is, it won’t save it either. We have to save ourselves.”

Slidesene er håndskrevne for at understrege, at det menneskelige er nøglen. Human after all.

Også producer og forfatter af This Is Us, Paradise og Only Murders In The Building, Dan Fogelman fra Disney, taler om menneskelighed. Om hvordan du ikke bare beder en robot beskrive følelsen af at miste sin mor som barn.

Den sorg kræver noget mere. Mere end prompts. Mere end pixels.

Og så er der Sir John Hegarty. Stifter af Saatchi & Saatchi i 1970 og muligvis det mest “still got it”-menneske i Cannes.

Han taler om, hvorfor giants can’t dance, og hvorfor det netop er de små og modige virksomheder, der kan bruge AI til noget værdifuldt. Det handler ikke om størst, men om mest “bold”.

Mustafa Suleyman, CEO for Microsoft AI, er på den helt store scene.

Jeg har taget et billede, for scenen ER virkelig stor. Han virker lidt overvældet. Piller ved armlænet. Men han siger noget, der sætter sig:

“Quality is going to go through the rooftop.”

Og det giver mening. For adgangsbarrieren for at bruge AI-modeller er lav, og konkurrencen vil skubbe niveauet op. Men så siger han også:

“Brand is going to matter more than ever.”

Æstetik, stil, design og tillid. Vi skal kunne stole på brands i det her inferno af output og hallucineret selvtillid.

I øvrigt mener Mustafa også, at hallucinationerne (når AI finder på ting, der ikke passer, red.) er ved at blive mere stabile.

En anden udvikling er, at vi er ved at bevæge os fra ”recognition” og generative AI over til fokus på action og eksekvering. Mustafa kalder det Full on plan, hvor AI-modeller går fra at komme med idéer til at udføre handlinger.

Det går stærkt lige nu, og vi er lige på grænsen til, at udviklingen eksploderer.

Dan Schulman, bestyrelsesformand i Just Capital, fortsætter tanken i et andet oplæg. Tidligere transformationer såsom landbrugssamfundet, industrialiseringen og informationssamfundet tog årtier, men ifølge ham kommer den næste transformation til et AI-drevet samfund kun til at tage tre til fem år. Ikke mere.

“Vi har ikke ægte forstået det endnu – med hverken vores hjerter eller hjerner,” siger han.

På vej ind til Marcel Marcondes’ oplæg fra AB InBev får vi en kold Corona Cero i hånden, og så er vi i gang. Han taler om“time well spent”, om at vi ikke længere sætter pris på ting, men på oplevelser.

“Extraordinary personalized experiences”, kalder han det.

Vi får en rundtur i deres brandaktiveringer for bl.a. Stella Artois, Budweiser og Michelob, og han fremhæver, at de alle bygger på den samme konsistente brandplatform. Konsistens er nøglen til deres vækst.

Og så slutter han med at udlodde en tur til Corona Island. En ægte ø med sand og palmer. Det er næsten for meget, men også ret genialt. Hvis man skal tale om “Experience Economy”, hvorfor så ikke give os en?

Samme tråd samler Marc Pritchard fra P&G op. Han gentager sine fem lessons fra sidste år, og selvom det lyder som en gentagelse, så handler hele hans pointe jo netop om det: timeless creativity. At man skal kende sit brand, kende sin forbruger og elske håndværket. Hvis det ikke lyder nyt, så er det fordi, det er det gamle, der stadig virker.

Se Corona-øen nedenfor. Artiklen fortsætter efter billedet.

Richard Edelman tager os med ind i tillidens tektoniske skred og sætter ord på en bevægelse, mange af os nok kan genkende, men ikke helt har formuleret før.

’Purpose’ har skiftet karakter. Hvor det tidligere handlede om fællesskaber og at redde verden i flok, handler det nu i stigende grad om individet. Ikke “We are in this together”, men “Make me feel something.

“Purpose has shifted from ‘We’ to ‘Me’,” siger Richard Edelman.

Det handler om at gøre mig tryg, stabil, inspireret. Om at betyde noget i min hverdag. Det er ikke nødvendigvis egoistisk, men det er et kulturelt, nationalistisk skifte. Brands skal ikke bare stå for noget, de skal stå mig nær.

Og så er der Serena Williams.

Hun går på scenen samme morgen, som Financial Times skriver, at kvinders fremdrift i ledelse falder i USA, hvilket min californiske sidemakker gør mig opmærksom på.

Sponsorship-programmer dør. Trump-effekten gør, at DEI (Diversity, Equity, and Inclusion, red.) bliver et minefelt.

Men Serena siger:

“We have to speak up. Even now. Especially now.”

Og det gør hun. Særligt om behovet for at støtte kvindelige iværksættere.

Der er stadig tre dage tilbage af programmet i Cannes.

Oplægstitler som “The Power of…”, “How to Win in…” og “The Era of…” gør, at jeg har udviklet en Cannes-allergi over for disse tituleringer.

…Måske også en mindre reaktion over for gratis t-shirts og muleposer med pastelfarvet AI-typografi.

Men indholdet? Det er der. Menneskeligheden er der, og hvis jeg skal koge ugen ned til tre tydelige strømninger, så er det:

Jeg pakker mine 11 muleposer, kigger ned på mine ømme trapperamte ben og tænker: Cannes er stadig lidt for meget.

Men den kreative festival rummer heldigvis også stadig lige præcis de dialoger, fokusområder og optimisme, vi har brug for.