En ny kommunikationsplatform og en ny brandingkampagne fra ejendomsmæglerkæden Danbolig skal gøre op med danskernes mange fordomme om ejendomsmæglere.
Under overskriften “Ikke så ejendomsmægleragtig” vil kæden således vise danskerne, at tryghed, gennemsigtighed og ordentlighed ikke blot er løfter – men noget der faktisk praktiseres.
Det skriver Nord DDB, der står bag udviklingen af den nye platform, i en mail til Markedsføring.
Kommunikationsplatformen bygger videre på Danboligs position som “Den personlige mægler”, og det er første gang i flere år, at kæden lancerer en større brandingindsats.
Anne Mette Koch, der er kommerciel chef i Danbolig, udtaler om baggrunden for kampagnen, at ”det er alment kendt, at tilliden til vores branche er lav”.
”Derfor har vi gjort det til vores opgave at vise, at det kan gøres anderledes. Det handler ikke om at love tryghed og gennemsigtighed – men om at levere det i praksis. Vi er stolte af vores fag og af den kultur, vi har opbygget i danbolig. Og det oplever vi, at kunderne også er. Vi har meget stærke målinger på kundetilfredshed og en høj grad af loyalitet.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Et kompliment blev til en kommunikationsidé
Platformens titel “Ikke så ejendomsmægleragtig” vender en smule op og ned på forventningerne til branchen. Og det er netop pointen.
“Vi fandt hurtigt frem til, at et af de største komplimenter, man kan få som ejendomsmægler, er, at man ikke er så ejendomsmægleragtig. Det blev den kreative nøgle, der åbnede for hele fortællingen”, siger Niels Hjorth-Larsen, senior creative hos Nord DDB.
Kommunikationsplatformen lanceres blandt andet med en film, hvor man følger karakteren Katrine, der er på vej ind på boligmarkedet.
Her møder hun – i sit eget hoved – alle de fordomme og bekymringer, der typisk er forbundet med køb og salg af bolig.
“Boligmarkedet er et vildt sted, hvor Katrine kommer til at stå over for alle sine fordomme om hurtige ejendomsmæglere, besværlige processer og uigennemsigtigt krejleri. Men til sidst bliver fordommene heldigvis gjort til skamme i mødet med en Danbolig-mægler”, lyder det fra Kristian Skjoldborg, senior creative hos Nord DDB, om handlingen i filmen.
Credits
Danbolig
- Per Bie, adm. dir.
- Anne Mette Koch, kommerciel chef
- Joan Bentsen, Brand- og kampagnemanager
- Trine Brix Olsen, Medie- og kampagnemanager
Nord DDB
- Niels Hjorth-Larsen, Senior Creative
- Kristian Skjoldborg, Senior Creative
- Tim Fremmich Andresen, Creative Director
- Jesper Sommer Schjølin, Strategy Director
- Sofie Rasmussen, Senior Account Manager
- Channa Ortmark, Senior Account Manager
- Elsa Mathiasen, Senior Grafiker
- Cassandra Marburger, Grafiker
- Sirid Wils, Grafiker
Spoiled Production
- Rikke Arpe, Production Manager
- Anders Hynding, Agency Producer
Holy Ravioli
- Kristian Boysen, instruktør
Ingen “buzzwords og kække salgstaler”
Jesper Sommer Schjølin, der er strategisk direktør på Nord DDB, udtaler i mailen, at samarbejdet har handlet om at ”bygge et strategisk afsæt baseret på kulturelle indsigter, kundeindsigter og en dyb forståelse af Danbolig-mæglernes måde at tænke og agere på”.
“Det strategiske udgangspunkt “Det skal gøres ordentligt” udspringer af Danboligs stærke ambition og identitet samt danskernes ønsker til en ejendomsmægler,” skriver han og uddyber:
“Det har vi oversat til en platform, som ligger i spændingsfeltet mellem Danboligs selvforståelse, danskernes fordomme og Danboligs høje kundetilfredshed.”
Platforme lægger, ifølge den strategiske direktør, ”fundamentet for langsigtet kommunikation og branding, som kædens mere end 140 butikker kan genkende sig selv i, og som gør det nemt at understøtte med lokale initiativer og kommunikation”.
Kampagnen rulles ud på tv, digitale platforme, sociale medier, annoncer og outdoor.
På outdoor og i sociale medier er fordommene og tankerne skrevet med tekst – som for eksempel: ”Få en mægler, der ikke føles som … ja, en mægler” eller ”Søger du buzzwords og kække salgstaler, kan vi desværre ikke hjælpe”.
Filmen, som du kan se herunder, er udviklet i samarbejde med produktionsselskabet Holy Ravioli med Kristian Boysen som instruktør.