Efter ti måneders forberedelse igangsætter Danhostel nu en ”omfattende” strategisk satsning, der skal forny og udvikle vandrerhjemmets rolle i dansk turisme.

Det skriver brandet, der forener 50 danske vandrerhjem, til Markedsføring.

Indsatsen indledes med en ny visuel identitet med en svale i front som en forløber for en landsdækkende Danhostel-kampagne, som foldes ud i foråret og sommeren.

Ifølge Danhostels direktør, Maria Beck-Tange, er de danske vandrerhjem gennem årene gået i glemslen. Men det er ifølge hende en fejl, da de rummer et stort potentiale.

”De danske vandrerhjem har for længe været en overset del af den danske hospitality-branche. Det gør vi nu op med. Faktum er, at vores vandrerhjem åbner dørene til unikke, autentiske oplevelser af Danmarks rige kultur, lokale traditioner og naturperler samt fællesskaber for gæsterne,” siger hun og tilføjer:

”Det er oplevelser, som ligger milevidt fra fordomme om nedslidte faciliteter, sovesale og sure sokker.”

”Har ramt vores DNA”

Danhostels nye identitet er udviklet i samarbejde med Horsens-bureauet YdePlus.

”De har udført et stort stykke arbejde i indledningsvist at afdække hvem vi, hvad vi gerne vil være kendt for og ikke mindst, hvor stod vi inden vi gik i gang i opfattelsen hos vores medlemmer og hos gæster,” skriver hun til Markedsføring.

”Og vi synes, de virkelig har ramt vores DNA med en ydmyghed og respekt for vores historie, samtidig med at de også har kunnet se potentialet, som Danhostel som kæde og vandrerhjem som lokation indeholder.”

Helt centralt i den nye Danhostel-identitet er en svale. Valget af svalen som basis for Danhostels nye identitet er ifølge Maria Beck-Tange blandt andet sket ud fra fuglens symbolske betydning.

”Svalen bevæger sig på tværs af steder og lande – og tæt på mennesker. Og den vender tilbage, igen og igen, ligesom Danhostels gæster. Den er et symbol på bevægelse og tilhørsforhold. På nye begyndelser og det velkendte, vi søger tilbage til. Svalen samler ikke kun det, Danhostel er i dag – men driver den fælles fortælling videre,” skriver hun.

Du kan se et eksempel på Danhostels nye identitet nedenfor.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Danhostel

Flere farver skal vise mangfoldighed 

Som en del af den nye Danhostel-identitet har man ifølge Maria Beck-Tange også introduceret en ny farvepalette.

”Farvepaletten er inspireret af de steder, vi er en del af – himmel, hav, ler, skov og daggry. Den rummer både det rolige og det levende. Det nære og det internationale,” skriver hun og tilføjer:

”Hvor vi før havde et mere ensartet udtryk, giver de nye farver os mulighed for at vise mangfoldigheden i Danhostel – fra kyst til by, fra sommer til vinter – og samtidig binde det hele sammen i én fælles identitet.”

Hvad bliver den konkrete positionering for Danhostel fremover?

”Vi kommer til at snakke meget om Steder med historie. Værtskab med sjæl. Hvert sted er meget unikt, så det er især autenticitet, øjeblikke og fællesskab, der vil gå igen. Selvfølgelig ligger det i en overordnet position, som prisvenlig overnatning, men det er ikke det, som vi skal slå os op på som det primære budskab.”

Et eksempel på den nye kommunikation fra Danhostels. Foto: PR

Medlemmer og gæsters reaktion er vigtig 

Ifølge Maria Beck-Tange arbejder Danhostel pt. på en kampagnefilm som led i satsningen.

“Den har til formål at ændre folks måske lidt stereotype eller ’old school’ opfattelse af, hvad et vandrerhjem er og kan. Den kommer til at rulle her i foråret og hen over sommeren på forskellige kanaler.”

Hvilke KPI’er styrer I efter for den nye version af Danhostel?

”I første omgang har det været vigtigt for os, at vores medlemmer i kæden, vandrerhjemmene, har taget godt imod det nye logo og identiteten. Efter mange år med et velkendt logo er det en proces, man ikke skal underkende. Der er meget sjæl i det. De har heldigvis været meget begejstrede og nysgerrige på at komme i gang med det nye, hvilket har været en vigtig milepæl for os,” skriver Maria Beck-Tange og tilføjer:

”Dernæst kommer turen til vores gæster, og hvad de siger ift. genkendelighed, opfattelse, og hvorvidt de kan genfinde historien, vi fortæller i de faktiske oplevelser, de får. Det vil vise sig, når vi begynder at måle på det senere på året.”

Maria Beck-Tange ønsker ikke at dele budgetrammen for Danhostels overordnede strategiske indsats. Men:

”Det er klart, at et skifte af logo og visuel identitet ikke er noget, der sker så ofte. Så for os er det en stor ting. Både budgetmæssigt, men også ift. hvor mange elementer vi skal have fat i og ændre, fysisk og digitalt,” skriver hun.