Carlsberg og Liverpool F.C. har forlænget deres mangeårige sponsorsamarbejde med yderligere 10 år og aftalen markeres med tatoveringer.

For mens kontraktforlængelsen formenligt er underskrevet med en helt almindelig kuglepen, så er aftalen nu også signeret med en helt anden slags blæk – i form af en række specialdesignede tatoveringer på ægte Liverpool-fans.

En stribe af klubbens fans har således lagt underarme, biceps, ryg, ben, bryst og inderlår under nålen hos den lokale Liverpool-tatovør og livslange Liverpool F.C. fan, Dan Hutton.

Alene for at være med til at fejre det dansk/britiske sponsorsamarbejde.

En af fans'enes tatoveringer. Foto: PR

Louise Bach, Global Sponsorship Director, Carlsberg Group skriver i en pressemeddelelse om projektet:

“Liverpool-fansens udødelige loyalitet holder aldrig op med at forbløffe mig. Som her, hvor de lader sig permanent tatovere for at hylde, at det længstvarende klubsponsorat i verden fortsætter i 10 år mere. De er ikke bare ’probably’ de bedste fans i verden. De er de bedste.”

”Den sværeste og mest ambitiøse idé i bunken” 

Bag idéen, der en del af Carlsberg x Liverpool F.C. brandplatformen ‘Forever Fans’, står det danske, kreative bureau Worth Your While, hvor kreativ direktør Tim Pashen forklarer baggrunden for idéen. 

”Anledningen er, at Carlsberg og Liverpool har forlænget med yderligere 10 år, og det var det, der førte os til den enkle idé at markere en 10-årig forpligtelse i blæk gennem blæk,” skriver han til Markedsføring og uddyber:

”Fordi intet signalerer passion som en tatovering. Det er det ultimative tegn på loyalitet og dedikation. Det er også perfekt bygget på brandplatformen ’Forever Fans’.”

Credits

Brand: Carlsberg
Louise Bach, Global Sponsorship Director, Carlsberg Group
Cathrine Lundblad, Sponsorship Specialist, Carlsberg Group
Creative Agency: Worth Your While
Creative Director: Tim Pashen
Creative Director: Lukas Lund
Design Director: Carl Angelo
Creative: Mikkel Møller
Creative: Alexander Winge Leisner
Agency Producer: Celina Ranum Aagaard
CEO: Morten Ingemann

Hvordan reagerede Carlsberg, da I præsenterede idéen første gang? 

”Louise elskede ideen fra starten. Selv om det var den sværeste og mest ambitiøse idé i bunken. Så stor credit til Carlsberg for at støtte modig kreativitet og træde ind i det ukendte.” 

Hvordan lykkedes det jer at overtale de tatoverede fans? 

”Responsen fra fansene var overvældende og mindede os om, at selv om commitment til ens hold betød noget forskelligt for alle, så var der nogle mennesker, der var villige til at gå vildt langt for at vise det. Som en fyr ved navn Scott, der meldte sig for at få fem tatoveringer,” skriver Tim Pashen og uddyber: 

”Passionen for ’The Reds’ (Liverpools kælenavn, red.) stikker dybt, og i dette tilfælde var fans villige til — bogstaveligt talt — at bløde for deres klub. Det var meget specielt at opleve, og der var noget helt særligt ved at gå sammen om at skabe noget, som alle Liverpool F.C.-fans kunne være stolte af.” 

57 tatoveringer som stop-motion-film

For at lave filmen, tog bureauet billeder af 57 tatoveringer, da de var færdige.

Herefter blev de filmet i en særlig rækkefølge, så man kunne skabe stop-motion-effekten af fodboldspillere, der sparker til bolden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Flere tatoveringer – alle synlige i kampagnefilmen. Foto: PR

Hver enkelt frame i filmen er således en individuel tatovering på huden af ​​en ægte Liverpool-fan. 

Trøjenummer 10, der også ses i filmen undervejs, fejrer – ud over forlængelsen med de 10 år – også berømte Liverpool-10’ere, som John Barnes, Luis Garcia og nu Alexis Mac Allister.

Den nye film vil køre på både Carlsberg og Liverpools globale sociale og digitale kanaler. 

Og så vil portrætter af en række af de tatoverede ’Forever Fans’ også blive udstillet på Carlsbergs globale hovedkontor i København. 

Ifølge Tim Pashen er symbolikken i kampagnen også smuk på en helt anden måde: 

”Efter en kamp hører man ofte Liverpool-spillerne sige: ’Vi kunne ikke have gjort det uden fansene’. Der må vi også sige, at vi bogstaveligt talt ikke kunne have lavet dette projekt uden fansene.” 

Se filmen, der er instrueret af The Glue Society via Biscuit Filmworks.