Navnet Public siger dig nok ikke meget.

Men til gengæld ringer bilfirmaet Aston Martin helt sikkert en klokke hos de fleste. James Bonds foretrukne mærke. Og for tiden også yderst succesfuldt som en del af verdens største motor-fænomen: Formel 1.

Public og Aston Martin har indgået et samarbejde, hvor Public bliver sponsor for Aston Martin. Og bag Public og investeringen i det hæderkronede bilmærke i en af verdens største sportsforretninger står danske Jannick Malling, der har skabt investeringsplatformen, som giver amerikanere mulighed for at handle med aktier, obligationer og crypto.

Firmaet har, finansieret med millioner af dollars i investeringer, vækstet kraftigt i USA siden grundlæggelsen for seks år siden. Ifølge Forbes har Public over tre millioner brugere og en værdi på 1,2 milliarder dollars.

Men nu var det på tide, lyder det fra Malling i et interview med Markedsføring på en videoforbindelse fra New York, at få virksomhedens brand op på den allerstørste eksponeringsklinge.

”Vi er nået en skala nu ud fra et marketingperspektiv, hvor vi har lavet mange ting. I starten var vores vækst udelukkende organisk. Men sidenhen har vi lavet tv-spots med millioner af seere i USA, radio, podcast og så videre, så nu er halvdelen organisk,” siger han.

”Vi har en multi-touchpoint funnel. Men investeringer er ikke noget, du laver på 30 sekunder i en elevator. Det kræver brand awareness. Og det er her, Formel 1 kommer ind i billedet,” siger han.

Jannick Malling, ejerleder i Public.com. Foto: PR

Genfødsel

Formel 1 har de senere år set en genfødsel, lyder det fra Malling – særligt baseret på den ultrapopulære Netflix-dokumentar, Drive to Survive, der for mange har gjort ellers ukendte Formel 1-kørere til velkendte navne.

Det er netop den potentielle eksponering – kombineret med Aston Martin og Formel 1’s brand i den mere luksuriøse klasse, der har lokket Public til med en markant investering.

”Formel 1 er interessant, fordi sporten historisk har været meget highend, men er blevet meget mere mainstream. Det globale publikum til F1 er vokset helt vildt. Man kendte tidligere måske kun Lewis Hamilton, men nu kender mange alle kørerne,” siger han.

Hvad er målet med investeringen i Formel 1 helt konkret?

”Det handler meget om at være top of mind og bygge brand awareness,” siger han.

”Vi har kørt nogle målinger på det tidligere. Og vi opererer i så stort et marked med over 260 millioner potentielle brugere, så selvom man har et stort brand, kan du nå rigtigt langt med awareness. Så ønsker vi også et brand lift. Aston Martin er et brand, alle ved, hvad står for,” siger han.

Og sidst men ikke mindst laver selskabet i sin app en “skattejagt”, hvor man gemmer adgangskort til det store Formel 1-løb i Las Vegas.

“Og det tredje er lidt mere taktisk og med målet om at få nye kunder. Vi udlodder en række ’VIP passes’ (adgangskort, red.) til at se Formel 1 med Aston Martin, som man kan vinde inde på vores app. Det kan bruges til nogle sjove aktiveringer, der kan belønne vores kunder,” siger Jannick Malling.

Netværk og glamour

Public har de senere år afsøgt flere forskellige mulige sponsorater.

Når valget falder på Formel 1, så handlede det i høj grad også om, at man kunne få en aftale med netop Aston Martin, understreger stifteren af tech-virksomheden.

”Det er et af de brands, der har mest elegance og er mest sofistikerede. De har noget modenhed over sig. Du tænker både high performance, men det er også James Bonds bil. Det passer rigtigt godt til det sted, hvor Publics brand er. Det er moderne og cutting edge i en gammel industri, der er det amerikanske børsmarked, som har eksisteret i 200 år. Den historie passer bare rigtigt godt for begge parter,” siger han.

Kan du sige, hvad sponsoratet koster jer?

”Haha, nej, det kan jeg selvfølgelig ikke. Men det er vores første store sponsorat. Vi er dog i en størrelse, hvor vi har rejst investeringer for 400 millioner dollars i vores levetid, og vi har en god omsætning. Det er ikke et udlæg, der betyder, at vi skal skære i tingene. Det er en del af en større strategi. Men fordi det er det første, er det vigtigt,” siger Jannick Malling.

Tror du på, at den her satsning virkelig kan generere flere kunder og økonomi til Public?

”Det håber jeg selvfølgelig. Men generelt er det ekstremt svært at måle den direkte effekt på nye kunder på sådan et sponsorat. Det er svært at tracke direkte. Men vi skal ikke stå og måle det millimeter-præcist. Det er en trebenet satsning, og det allervigtigste er at løfte brandet og øge kendskabet. Samlet tror vi, at det er en god forretning,” siger han.

Jannick Malling er desuden ikke helt ny i Formel 1’s verden. Han har selv været gæst ved flere løb de senere år. Både på grund af sin fascination for sporten, men også fordi det i hans optik er en af de bedste veje til at netværke.

”Det er mere nede på jorden med drinks og fester. Og i stedet for kun at vare et par timer som en fodboldkamp, så sætter det en hel by på den anden ende i flere dage. Det er alt, det drejer sig om,” siger han.

Han glæder sig nu til selv at stå som en del af holdet bag Aston Martin ved det næste Formel 1-løb i Miami. Men mest af alt glæder han sig til, at han faktisk kan tage de heldige vindere, som er kunder hos Public, med til Formel 1.

”At vi kommer til at tage kunderne med baseret på de her skattejagter bliver super sjovt – ligesom det også har været super sjovt at udvikle i appen,” siger Jannick Malling.