Foreningen Dansk Markedsføring og mediet Markedsføring deltager i juni for første gang officielt på Folkemødet.
Det gør foreningen med to debatter styret og arrangeret af mediet Markedsføring – modereret af henholdsvis podcastvært og journalist Emil Nørlund og chefredaktør Ole Obitsø – som begge bliver afviklet fredag den 12. juni mellem 13 og 15.
Ifølge direktør i Dansk Markedsføring, Gitte Tvilling, er det på sin plads, at foreningen er til stede på Folkemødet og faciliterer debatten om marketing dér, hvor medlemmerne og branchen er samlet.
”Som forening er det oplagt, at vi er repræsenteret der, hvor en stor del af vores medlemmer er – og branchen generelt. Vi vil gerne facilitere den gode debat. Det er en del af vores virke og mission. Det gør man blandt andet på Folkemødet,” siger hun.
Første debat handler om, hvordan landets annoncører kan tage større ansvar for at markedsføre sig ansvarligt over for børn og unge på sociale medier. Imens den anden debat forsøger at give svar på, hvad konsekvenserne bliver, når flere og flere reklamer er lavet med hjælp fra kunstig intelligens.
”Vi er glade for endelig at kunne rykke både foreningen og mediet til Folkemødet og løfte nogle af de helt centrale emner, som marketingbranchen kæmper med, over for offentligheden. Både børn og unge og AI’s fremstormen har vi dækket tæt på mediet de senere år, og vi håber, at debatterne kan gøre branchen klogere og reelt være med til at rykke noget i reklame- og marketingland,” siger chefredaktør på mediet Markedsføring, Ole Obitsø.
“Vores dør er åben”
Ifølge Gitte Tvilling prioriterer foreningen at tage til Folkemødet – og åbner derved også døren for, at branchen og medlemmerne på Folkemødet kan give sit input og gode ideer til foreningens arbejde.
”Vi er stærkt repræsenteret med lige knap 10 mand – både mediet, foreningens administration og salgsafdelingen. Og vi glæder os. Der er et par stykker, der bliver hjemme og passer på førerbunkeren på Bredgade. Vi vælger at prioritere det, fordi det er vigtigt for foreningen og medlemmerne. Og hvis nogen har input til os og har gode ideer, så står vi klar til at tage imod og blive klogere. Vores dør er åben,” siger Gitte Tvilling.
”Selvfølgelig skal Dansk Markedsføring også være repræsenteret der. Derudover glæder vi os meget til at netværke aftenen forinden og involvere os i de spændende dialoger med medlemmer og branchen derover,” tilføjer hun.
Debatterne bliver afviklet i Destination Bornholms telt. Her vil man også i løbet af den 11. og 12. juni kunne komme forbi og få et gratis eksemplar af den seneste udgave af printmagasinet Markedsføring.
”Vi samarbejder på kryds og tværs med medlemmerne, for vi er jo medlemmernes forening. Der har det været oplagt at samarbejde med et af vores gode medlemmer, Destination Bornholm, som skal have stor tak for at stille deres scene til rådighed. Det er medlemmerne, der er limen i foreningen,” siger Gitte Tvilling.
Læs mere om de to debatter nedenfor:
DEBAT 1
Svigter reklamebranchen børn og unge på sociale medier?
Dato og sted: 12. juni kl. 13-13.45, Destination Bornholms Telt (G32)
Vi undersøger, hvordan virksomheder kan gøre mere for at passe på børn og unge på sociale medier.
Dagligt udsættes børn og unge for kommercielle budskaber på sociale medier. Det kan være for kosmetik, usunde fødevarer og gambling. Budskaberne har en massiv negativ effekt på børn og unge, der bliver fodret med usunde spisevaner, dårlige rollemodeller og urealistiske skønhedsidealer.
Der er lagt op til stramninger på flere områder politisk. Men svigter reklame- og marketingbranchen i virkeligheden de unge. Og hvad skal de gøre for bedre at passe på børn og unge på sociale medier?
Moderator: Emil Nørlund, podcastredaktør og journalist, Markedsføring
Gæster:
Malene Birkebæk, forperson i KreaKom
Daniel Bager, chefjurist, Forbrugerrådet Tænk
Rikke Harbo Trikker, kommunikationschef, Andel
Anneline Larsen, formand i Dansk Ungdoms Fællesråd
DEBAT 2
Når reklamer og kommunikation bliver skabt af AI
Dato og sted: 12. juni kl. 14, Destination Bornholms Telt (G32)
Vi debatterer, hvad konsekvenserne bliver i takt med, at reklamer bliver mere og mere AI-skabte.
Der er få brancher, der i så stor grad som reklame og marketing har taget kunstig intelligens til sig. Faktisk bruger op imod 90 procent af alle marketingafdelinger dagligt kunstig intelligens. Især til at skrive tekster, generere billeder samt til research og idéudvikling. Og tallet er endnu højere blandt kreative reklamefolk.
Men hvilke konsekvenser har det, når den reklame og kommunikation, forbrugerne bliver mødt af, i stigende grad er computerskabt – og i mindre grad menneskelig?
Og kan andre brancher tage ved lære af reklame og marketing i takt med, at kunstig intelligens vinder frem?
Moderator: Ole Obitsø, ansv. chefredaktør på Markedsføring
Gæster:
Morten Saxnæs, selvstændig brandrådgiver og AI-specialist
Gitte Tvilling, adm. direktør i Dansk Markedsføring
Kristina May, stifter af og direktør i design- og strategibureauet AM Copenhagen
Anders Wiberg, direktør, Destination Bornholm