Danske Spil har besluttet sig for at sætte dele af sine kampagner og reklameblokke i bero på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

“Vi er meget opmærksomme på at udvise ordentlighed, respekt og omtanke i forhold til situationen i Ukraine, og i den kontekst overvejer vi nøje budskaber, brug af for eksempel humor og placering af indhold,” skriver kommunikationschef Line Bruun i en mail til Markedsføring som tilføjer, at Danske Spil stadig kører visse former for annoncering.

“Det betyder blandt andet, at vi har lavet aftaler om, at marketingindhold ikke bør vises i forbindelse med redaktionelt udlandsstof, vi har strammet definitioner for vores brand safety, og vi har helt aflyst reklameblokke og udskudt kampagneaktivitet.” 

Donerer annonceplads i weekenden

Danske Spil oplyser desuden, at selskabet har besluttet sig for at donere annonceplads til fordel for indsamlingen “Sammen for Ukraine” digitalt såvel som på Superligaens bander i løbet af den kommende weekend.

Danske Spil mener blandt andet, at det er upassende for selskabet at køre sine kampagneaktiviteter lige nu, fordi de i stor grad er præget af humor.

“Vi mener, at en ekstraordinær situation som denne kalder på ekstra omtanke. Vi deler en humoristisk tone med vores kunder, og det tænker vi ekstra meget over i denne specielle tid,” skriver Line Bruun til Markedsføring.

Fra Ekstra Bladet har det tidligere til mediet Markedsføring lydt, at nogle få annoncører pausede sine kampagneaktiviter. Annoncedirektør Thomas Lue Lytzen påpegede her, at han mener, det er vigtigt, at annoncørerne netop nu bakker op om den frie presse.

“Jeg forstår fuldt ud, at mange annoncører gør sig tanker om, hvordan de skal agere. Men jeg synes også, det lige nu mere end nogensinde er vigtigt, at de støtter den frie og uafhængige presse, der forsøger at videregive sandheden om krigen til brugere og læsere på tværs af verden,” lød det fra annoncedirektøren.

For Danske Spil, siger kommunikationschefen, er det vigtigt, at Danske Spil ikke kommunikerer upassende i situationen.

Er det ikke principielt vigtigt netop nu at støtte op om redaktionelt udlandsstof med eksempelvis annoncekroner, når er den mest troværdige kilde til viden om Ruslands invasion af Ukraine?

“Som sagt er vi meget opmærksomme på at udvise ordentlighed, respekt og omtanke i forhold til situationen i Ukraine. Vores produkter kommunikerer underholdning og drømme, og det har vi ikke fundet passende at placere i denne kontekst. Vi annoncerer fortsat, men har lige nu omprioriteret indsatsen og for eksempel doneret annonceplads,” skriver Line Bruun.

Andre annoncører holder fast

Markedsføring har også været i kontakt med danske selskaber som Royal Unibrew, Jysk og Elgiganten.

Her fortsætter man over en bred kam sin markedsføring.

Hos Jysk, der allerede har lukket sine butikker i både Ukraine og Rusland, har man også indstillet al sin markedsføring, siger Rune Jungberg Pedersen, Communications & CRS Director hos Jysk.

“Men jeg kan oplyse, at situationen ikke har haft betydning for vores markedsføringsbudget i Danmark,” uddyber han på mail.

Fra Elgigantens marketingchef Jimmi Frederiksen lyder det, at “situationen er meget voldsom, og at vi hele tiden nøje overvejer, hvad vi gør i forhold til den.”

Han fortæller, at Elgiganten har besluttet sig for at donere indtil videre en halv million kroner fra sine fonde til nødhjælp i Ukraine. Kæden har også overvejet, om den skulle indstille sin markedsføring, men har besluttet sig for fortsat at markedsføre.

“Vi mener, det rette er at holde vores annonceringen i luften. Men det er klart, at vi holder ekstremt nøje øje med, om vores reklamer eller kampagner bliver set i forbindelse med krigen på en måde, der er upassende. I så fald vil vi i de tilfælde trække den,” siger Jimmi Frederiksen.

Hos Royal Unibrew fortsætter annonceringen også, lyder det i et skriftligt svar fra marketingchef Kenneth Damgaard.

“Netop vores stærke danske og lokale forankring placerer vores brands og kommunikationsuniverser meget langt væk fra den internationale krise,” skriver han.

“Når det er sagt, så er vi naturligvis meget opmærksomme på situationen og ville ikke tøve med at stoppe markedsføring, der kunne sættes i forbindelse med situationen i Ukraine,” siger han og tilføjer, at Royal Unibrew også har doneret et beløb til Røde Kors.

Markedsføring har i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine også interviewet den tidligere marketeer Daria fra Ukraine, der nu bruger hele sin marketingfaglighed på at kæmpe for Ukraines frihed. Du kan læse den historie her.

Opdateret klokken 13.36: Efter publicering af artiklen har Danske Spil i sine svar til Markedsføring ønsket at understrege, at det er dele af og ikke al markedsføring, der er trukket. Dette har Markedsføring opdateret artiklen med.