Truslerne om et potentielt amerikansk forbud af TikTok fra på søndag modtages med rolige armbevægelser af to danske eksperter på området.

”Der er en del usikkerhed om, hvad der vil ske, men vi forholder os roligt og fortsætter med at poste som normalt. Vi afventer søndag og justerer vores strategi derefter,” skriver Malene Hold, der er social media manager hos MCoBeauty i New York, på mail til Markedsføring.

Hun mener ikke, at en nedlukning vil få voldsom betydning for hendes arbejde, men kalder det dog ”ærgerligt at miste vores community på TikTok”.

”Men brugerne vil sandsynligvis skifte til andre platforme som Instagram Reels og YouTube Shorts. Vi fortsætter med at prioritere kortformat videoindhold, som algoritmerne favoriserer, og går i gang med at teste YouTube Shorts,” skriver hun og uddyber:

”Skulle en nedlukning ske, vil vi analysere hvilke platforme, der giver de bedste resultater, og følge med i nye forbrugermønstre.”

Skal rådgive anderledes

Heller ikke hos Represented, der på dansk grund arbejder meget med TikTok, ser man den helt store trussel.

Jeg må indrømme, at det ikke er noget, der fylder en masse hos os. Men det er klart, at vi følger udviklingen tæt,” skriver CEO, Henrik Akselbo, på mail til Markedsføring.

Hvad ville en nedlukning i USA komme til at betyde for jeres bureau og jeres TikTok-arbejde? 

”At vi fremover skal rådgive vores kunder en smule anderledes om kampagnesammensætning og kanalmix, afhængigt af hvilke konsekvenser forbuddet får på aktiviteten på TikTok,” skriver Henrik Akselbo og uddyber:

”For det bliver selvfølgelig interessant at følge, hvordan det kommer til at påvirke det overordnede forbrug af TikTok – ikke kun her i Danmark, men også på europæisk plan. En del af det indhold, danske og europæiske brugere ser, er også amerikansk. Hvis eller når det pludselig forsvinder, kan det efterlade et vakuum.”

Og et sådant vacuum ser Henrik Akselbo som en mulighed, som danske og europæiske content creators kan gribe.

Gylden mulighed for danske TikTok-creators

”Et socialt medie er ikke bedre end det indhold, dets brugere leverer. Derfor er det vigtigt for TikTok som global platform, at der står content creators uden for USA klar til at tage pladsen, hvis en masse amerikansk indhold, der også underholder brugere uden for USA, forsvinder,” skriver han og tilføjer: 

”Det bliver derfor spændende at se, om der vil være danske TikTok-creators, der kan vokse massivt i globale følgere og visninger nu. Ligeledes bliver det interessant at se, om det, at en masse engelsksproget indhold potentielt forsvinder, kan skabe plads til, at indhold på lokale sprog vokser.”

Henrik Akselbo mener også et eventuelt amerikansk forbud kan give ikke-amerikanske virksomheder luft under vingerne på TikTok.

”Hvis forbuddet fører til, at en række amerikanske virksomheder stopper med at anvende TikTok aktivt eller drosler ned i deres medietryk, kan andre brands opnå en større share-of-voice på platformen og vinde markedsandele,” skriver han.

Ny kinesisk app vinder frem

Mens verden venter på USA’s højesterets afgørelse, flyder internettet over af memes og sarkastiske kommentarer til situationen.

For eksempel har brands som Duolingo, Lyft, Carnival Cruise Line og andre med memes og posts på tværs af sociale platforme, ifølge AdAge, gjort grin med det potentielle TikTok-forbud. 

Og med det lidt besynderlige faktum, at TikTok-brugere nu ser ud til at kaste sig over en anden kinesisk-ejet app, kaldet Rednote på vore breddegrader.

Besynderligt, fordi TikTok-forbudet netop skulle sikre, at amerikanske data ikke landede i Kina.

Ifølge det svenske medie Dagens Media trendede hashtagget ”TikTok refugee” (”Tiktok flygting”, red.) på Rednote med 250 millioner visninger.

Appen har eksisteret siden 2013, og ”flugten” har siden fået det amerikanske medie CBS til at se nærmere på fænomenet, som nu måske ender i samme situation som TikTok.

“Rednote har aldrig været tænkt til andet end det kinesiske marked,” sagde Adrianus Warmenhoven, cybersikkerhedsekspert hos Nord VPN, til CBS News tidligere på ugen.

”Al datadeling og alle de servere, som dataene deles til, er i Kina. Det betyder, at de er undtaget fra alle databeskyttelsesregler og ligger uden for den amerikanske regerings kontrol.”

Spørger man Malene Hold, overvejer man hos MCoBeauty heller ikke platformen.

”Vi har ikke specifikt overvejet Rednote som en platform. Det virker også mere som et symbol på modstand mod den amerikanske regerings forsøg på at begrænse ytringsfriheden for amerikanske borgere,” skriver hun og tilføjer:

”Jeg ser i øjeblikket mange TikTok-brugere, der laver indhold, hvor de gør grin med regeringen, eller sarkastisk “takker” deres kinesiske spion som en kommentar til hele situationen.”

TikTok: Vi går i sort

Hos TikTok selv er man ifølge nyhedsbureauet Reuters klar til i bogstaveligste forstand at gå i sort.

”Hvis det bliver forbudt, planlægger TikTok, at brugere, der forsøger at åbne appen, kommer til at se en pop-up-besked, der leder dem til et websted med oplysninger om forbuddet,” citerer Reuters en anonym TikTok-kilde for at sige.

“Vi går i sort. I bund og grund lukker platformen ned,” sagde TikTok-advokat Noel Francisco ifølge Reuters i sidste uge til højesteret.

Hos MCoBeauty i New York mener Malene Hold, det er vanskeligt at sige, om en lukning i USA vil få en global påvirkning.

”Det vil sandsynligvis tage tid, og en ny amerikansk regering kan ændre kursen. Min anbefaling ville være at fortsætte som normalt og styrke tilstedeværelse på andre platforme. Kortformat videoindhold forbliver en effektiv strategi, uanset platform. Fleksibilitet og diversificering er nøglen,” fastslår hun.

Herhjemme er Represented-direktør Henrik Akselbo enig – og ser også muligheder i andre platforme.

”Kan forbuddet give et boost til Instagram Reels og YouTube Shorts? Det er selvfølgelig noget, vi vil monitorere tæt, især for at se, om der kommer et fald i visninger på TikTok og måske en stigning på de andre platforme og formater. Den slags dynamikker vil påvirke, hvilke profiler og platforme vi rådgiver vores kunder til at aktivere, og prissætningen.”