Lige om lidt skal den danske herrelandshold til EM i fodbold, og sammen med det kreative bureau Pong tager DBU-sponsoren Forenet Kredit forskud på løjerne.
Det sker med en kampagne – Pongs første arbejde for Forenet Kredit – der skal genoplive det legendariske fan-fænomen fra VM i Mexico i 1986, ’Bølgen’, som det hedder i en pressemeddelelse fra foreningen.
Idéen er, at man vil samle danskerne om at lave en ’bølge’, der skal skylle fra Skagen, ned gennem hele Danmark og ned til Tyskland, hvor EM foregår.
“Det fungerer på den måde, at danskerne i løbet af ét minut – den 26. maj klokken 11.00-11.01 – laver deres egen lille bølge fra toppen til bunden af Danmark,” skriver Mikkel Elung, kreativ direktør på Pong, til Markedsføring.
Han tilføjer:
”På den måde kan alle være med til at skabe en kæmpe bølge, der ender i Tyskland og sender masser af støtte, opbakning og overskud til landsholdet.”
Et kig på kampagnesitet afslører, at masser af danskere allerede er tyvstartet og har lagt flere forskellige bølger op.
Flemming ‘hut-li-hut’ Toft på speak
Ud over sitet og den fælles bølge består kampagnen også af en herofilm – speaket af legendariske Flemming ’hut-li-hut’ Toft – og en række taktiske film.
Om målet og de kreative greb skriver Mikkel Elung:
”Vi vil gerne forene hele Danmark om landsholdet og give både spillere og danskerne følelsen af, at vi kæmper sammen på banen i Tyskland. Forhåbentlig kan det bidrage til folkefesten og give spillerne en lille smule mere overskud.”
Hvad har tankerne om valget af Flemming Toft været i forhold til målgruppen?
”Flemming Toft er Danmarks mest ikoniske kommentator og hans stemme sender os automatisk ind på en fodboldbane,” skirver Mikkel Elung og tilføjer:
”I filmen hjælper hans stemme os med at forbinde danskerne med spillerne på banen, så det føles, som om vi er ét stort hold, der kæmper sammen for Danmark.”
Du kan se kampagnens herofilm, der er produceret af Holy Ravioli og instrueret af Marc Louis Sutton, herunder.
Artiklen fortsætter under filmen.
DBU bakker op
For Forenet Kredit, der er foreningen bag Nykredit og Totalkredit, handler det blandt andet om at udbrede kendskabet til foreningen og til ’overskudsdelingen’.
”Ligesom vi sender overskuddet til kunderne, vil vi gerne sende en bølge af overskud til herrelandsholdet inden de drager mod EM,” lyder det i meddelelsen fra Marie Bender Foltmann, adm. direktør i Forenet Kredit.
Og hos DBU bakker man op om konceptet.
“Vi er rigtig glade for, når vores partnere aktivt engagerer sig i vores landshold og skaber kampagner med værdi for både fans, landshold og partneren selv. Det har stor betydning, når stemningen skyller ind over landet,” skriver Birgitte Mabeck, kommerciel direktør i DBU, i meddelelsen.
Mikkel Elung fra Pong oplyser, at et udvalg af de mange videoer, danskerne uploader, vil blive klippet sammen til en film lige efter den 26. maj, som kommer til at køre på tv, sociale og digitale medier før og under, at landsholdet spiller i Tyskland.
Og skulle nogen føle trang til at lave deres egen bølge, så kan man gøre det på www.embølgen.dk.
Udover at støtte landsholdet med opbakning kan man ved at deltage også vinde billetter til landskampen Danmark-Sverige i Parken i juni.